Nyhed

- Det handler om signalværdi

Politiassistent Jesper Kvist blev sammen med sin patruljemakker en dag påkørt af en gammel kending af politiet. Helt forsætlig, mener begge politifolk. Alligevel besluttede kredsens anklagemyndighed ikke at forsøge at få varetægtsfængslet manden. Det skabte ramaskrig blandt de fynske kolleger.

Patruljebil indefra

Af Karina Bjørnholdt

Episoden skete i 2017, hvor Jesper og hans kollega en dag lå på udkig i deres patruljebil efter en gammel kending på Sydfyn, der kørte bil, selvom han var frakendt kørekortet. Jesper og hans kollega holdt på en sidevej til den landevej, hvor manden kom kørende med omkring 70 kilometer i timen. Han opdagede dem, trak ud på midten af vejen og cirka 10 meter fra patruljebilen slog han et sving for at kunne køre direkte ind i førersiden på bilen, hvor Jesper sad.

- Han ramte ved fordøren og forskærmen, airbagsene sprang, og der var røg over det hele. Jeg tror, jeg var væk et kort øjeblik som følge af chokket. Begge biler blev totalskadede, og han stak af til fods. Min kollega var allerede efter ham, og jeg løb bagefter, da jeg lige havde sundet mig lidt, fortæller 48-årige Jesper Kvist fra beredskabet i Svendborg.

Beslutning truffet inden afhøring

Det lykkedes dem at indhente og anholde manden, der viste sig at være knivbevæbnet, i en garage, hvor han havde søgt skjul. Hverken Jesper eller kollegaen var i tvivl om, at manden bevidst havde påkørt dem, og at det kunne have været endt meget værre for Jesper, hvis patruljebilen var blevet ramt en meter længere inde. Jesper ”slap” med et par dages sygemelding og et piskesmæld, der dog var så alvorligt, at det senere er blevet anerkendt som en arbejdsskade med méngrad.

- Men samme dag fik vi at vide, at man ikke ville forsøge at få varetægtsfængslet gerningsmanden, fordi et vidne, som befandt sig i et vindue 100 meter derfra, ikke var helt sikker på, om bilen forsætligt havde påkørt os, eller den var kommet i slinger. Min kollega og jeg var ikke blevet afhørt endnu, selvom det var os, der havde oplevet hændelsen direkte. Alligevel var der truffet en beslutning. Det gjorde åbenbart ingen forskel, at vi havde gjort det meget klart over for indsatsleder og vagtchef, at påkørslen var sket bevidst. Jeg var rystet, og det skabte også et ramaskrig blandt mange kolleger, husker Jesper Kvist.

Signalværdi

Historien nåede også spalterne i Fyns Amts Avis. Her lød udtalelsen fra den jurist, der havde været ansvarlig for beslutningen: ”Vi skal se på sådan en sag med juridiske briller, hvor nogle betingelser i retsplejeloven skal være opfyldt, og vi skal ikke vurdere sagen anderledes, fordi det er en patruljevogn, end hvis det havde været hr. og fru Danmark.”

Den forklaring køber Jesper Kvist ikke.

- Man kunne have forsøgt at få varetægtsfængslet manden på grund af grovheden i hans forseelse. Han endte jo faktisk med at få en dom på 10 måneders ubetinget fængsel. Anklagemyndigheden har sikkert utroligt travlt, ligesom alle os andre, men det berettiger efter min mening ikke, at de er så forsigtige med at trække kortet med varetægtsfængsling. Det handler om signalværdi både over for os medarbejdere og over for de kriminelle, mener han.

Anklagemyndigheden har sikkert utroligt travlt, ligesom alle os andre, men det berettiger efter min mening ikke, at de er så forsigtige med at trække kortet med varetægtsfængsling. Det handler om signalværdi både over for os medarbejdere og over for de kriminelle.
politiassistent Jesper Kvist, Fyns Politi

Føler sig overladt til sig selv

Politiassistenten har desuden en oplevelse af, at sigtelser i § 119-sager ofte frafaldes.

Senest oplevede han det i december 2020, hvor en af de hårdkogte narkosælgere i Svendborg truede ham under en politiforretning. ”Hvis du fucker med mig, fucker jeg også med dig, Jesper”, lød ordene fra den kriminelle, der altså udmærket kendte Jesper af navn og udseende.

- Man føler sig bare så overladt til sig selv i sådanne sager. Det er en sejr for de kriminelle, for hver gang de slipper afsted med det, uden det har konsekvenser, flyttes grænsen for, hvad de tillader sig den næste gang, siger Jesper Kvist.

For mange led?

Politiassistenten har spekuleret over, hvor det er, det går galt i de interne processer, og hvad der kan gøres for at dæmme op for det.

- Jeg tror måske, at den enkelte betjent er kommet for langt væk fra anklageren. Ofte går en hændelse gennem mange led – fra betjenten over indsatslederen og vagtchefen – inden den ender hos den anklager, som skal komme med en juridisk vurdering. Men de mange led indebærer en stor fare for, at der går vigtige detaljer tabt undervejs. Det er jo betjenten, der har oplevet hændelsen, der kender den bedst. Så måske er en løsning, at der kommer en mere direkte dialog mellem den enkelte betjent og anklagemyndigheden, lyder det fra Jesper Kvist.