Nyhed

Chefanklager: Jeg forstår følelserne, men det er vores faglighed, der skal træffe beslutningen

Der er ikke hold i kritikken om, at den fynske anklagemyndighed sjældent benytter sig af varetægtsfængsling. Det siger chefanklager Ulla Greibe. Hun opfordrer til mere dialog i de sager, hvor der er frustrationer fra politifolkenes side.

dommerhammer

Af Karina Bjørnholdt

-Vi vurderer nøje hver gang i en sag, om der er grundlag for fremstilling med henblik på varetægtsfængsling, herunder § 119-sagerne. Vi er underlagt grundig legalitetskontrol fra statsadvokaten, og der har ingen kritik været herfra. Vi havde kontrol så sent som i går.

Sådan siger chefanklager i Fyns Politi, Ulla Greibe, til den fremsatte kritik om, at den fynske anklagemyndighed alt for sjældent forsøger at få varetægtsfængslet gerningsmænd, selvom de har stået bag grove episoder mod blandt andre polititjenestemænd.

Ulla Greibe tilføjer, at hun er ked af, hvis nogle har den oplevelse.

- Den følelse er jo svær for mig at tage væk. Men jeg må slå fast, at vi i anklagemyndigheden bestemt ikke har en holdning om, at vi ikke fremstiller til varetægtsfængsling i § 119-sager. Men jeg ved godt, at vi i anklagemyndigheden og politifolkene ikke altid har den samme holdning til, hvem der kan fremstilles, og det har vi jævnligt en dialog om. Men vores rolle er kun at fremstille når og hvis, vi vurderer, at det er nødvendigt, og vi tror på, at gerningsmanden rent faktisk bliver fængslet, siger Ulla Greibe.

Ikke for signalets skyld

Advokat Jakob Buch-Jepsen, som vi har talt med, vurderer i en sag fra årsskiftet, hvor en sindslidende mand truede en politimand med en kødøkse, at han kunne være blevet varetægtsfængslet alene ud fra risikoen for gentagelse, da han har en fortid. Hvordan forholder du dig til den vurdering?

- Jeg kender ikke den konkrete sag, men jeg ville gerne have været i dialog om den med de involverede. Jeg tager naturligvis følelsen af, at det var en forkert vurdering, alvorligt. Politifolk er jo parter i de her sager, og derfor er der følelser i spil, men det skal være anklagemyndighedens faglighed, der afgør, om der skal fremstilles til varetægtsfængsling. Men debatten om vores beslutning, tager jeg altid gerne, siger Ulla Greibe.

Bør man ikke lade en tvivl om, hvorvidt der er grundlag for en varetægtsfængsling eller ej, afgøres i retten. Der er vel også en vis signalværdi i ”forsøget” over for såvel gerningsmænd som forurettet?

- Nej. Anklagemyndigheden har en forpligtelse til selv at træffe den afgørelse. Men det hænder da, at vi fremstiller personer, som vi vurderer kan blive varetægtsfængslet på ”en god dag”, men ender med ikke at blive det. Så det er ikke, fordi vi har en 100 procent ”succes-statistik” her i politikredsen.

Beklager eventuelle fejl

De fynske politifolk, vi har talt med, oplever desuden en langsommelig og fejlbehæftet sagsbehandling i nogle af de sager, hvor de selv er forurettede. Hvordan forholder du dig til den kritik?

- Vi har et betydeligt fokus på vores VVV-sager, herunder de § 119-sagerne, der involverer vold, og vi har i dag faktisk landets næsthøjeste tempo inden for disse sager. Men nogle gange kan det tage tid at undersøge sager grundigt, og som part i sagen bliver man jo ikke underrettet om, hvor langt vi er i processen. Derfor tror jeg, at mange kan stå på sidelinjen med en afmagtsfølelse. Jeg skal da heller ikke være for god til at indrømme, at der kan være sket fejl i nogle af sagerne, og det beklager jeg selvfølgelig. Men lad os tage dialogen i de konkrete tilfælde, opfordrer chefanklager Ulla Greibe.

Særlig prioritering af volds- og trusselssager

• Det er kun § 119-sager, der involverer vold, der er en del af de såkaldte VVV-sagerne (vold, voldtægt, våben), og som dermed er omfattet af det særlige mål om, at minimum 75 procent skal ekspederes fra sigtelse til afgørelse af tiltalespørgsmålet inden for 30 dage.

• I 2019 og 2020 har der dog været en særlig, centralt fastsat indsats, gældende for alle politikredse, der har haft til formål at nedbringe sagsbehandlingstiden og beholdningens størrelse af PFK-sager (personfarlig kriminalitet). En kategori som trusselssager mod polititjenestemænd er omfattet af.

Chefanklager Ulla Greibe oplyser, at Fyns Politi nåede sine individuelt fastsatte mål.