Nyhed

Bag om grænsepolitiet

Første afsnit af DR-reportageserien "Grænsepolitiet" har premiere den 4. april. Et kamerahold har i flere måneder fulgt en række medarbejdere i UKA Vest og arbejdet ved grænseovergangene, i de internationale tog og indsatserne for at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Men det er svært at rekruttere til afdelingen. Både på grund af geografien og opgavernes karakter. Siden maj sidste år har opgaveløsningen dog ændret sig til det bedre, efter at der er blevet mere plads til politifagligheden.

UKA VEST

Arkivfoto: Karina Bjørnholdt

- Vi har en udfordring i Syd og Sønderjylland med at få betjente nok. Man søger ikke ind til politiet for at stå ved grænsestregen. Det er helt acceptabelt. Men vi har bare en opgave i dansk politi, og den skal vi alle sammen efterkomme, siger politikommissær ved
Syd- og Sønderjyllands Politi, Jens Peter Rudbæk, i DR-serien.
 
Ifølge Ole Stenshøj, der er formand for Syd- og Sønderjyllands Politiforening, skyldes udfordringen med at rekruttere betjente til UKA Vest også, at arbejdet ved grænsen bliver talt ned.
 
- UKA har fået et uberettiget dårligt ry, fordi det ikke er blå blink og bankrøverier. Nogen hører og tror, at det er anderledes, end det er. Og så kan der komme til at gå nogle vandrehistorier om, at det er et kombardo-politi, siger han til DR.dk.
 
Formand  for Politiforbundet, Heino Kegel, mener, at der  er brug for at finde nye løsninger:
- Desværre oplever vi, at der ikke er så stor søgning mod de politikredse, som opererer ved grænsen. Geografien er svær at ændre på, og derfor må man tænke i nye baner. Man er så småt gået i gang med at lave lokal rekruttering i Syd- og Sønderjylland, men det kan ikke stå alene. Der skal flere forskellige tiltag til for bedre at kunne tiltrække og fastholde folk. I Politiforbundet foreslår vi, at man ser på muligheden for at give en form for særlig honorering ved arbejdet ved grænsen, siger han til DR. 
 

Bedre plads til politifagligheden

Til maj er det et år siden, at den midlertidige grænsekontrol ændrede karakter. Det har blandt andet betydet, at den politiske binding på, hvor mange borgere politiet hver dag skal standse og kontrollere ved grænsen, er blødt op. Det har frigivet ressourcer til, at UKA kan arbejde langt mere analysebaseret og proaktivt i bekæmpelsen af den grænseoverskridende kriminalitet. Med andre ord er der blevet bedre plads til politifagligheden.
 
DANSK POLITI har besøgt UKA Vest i Padborg og en ny, særlig enhed i Haderslev, der proaktivt efterforsker den
grænseoverskridende kriminalitet. Læs mere om det i næste nummer af fagbladet, der snart går i trykken.