Nyhed

Nyt DNA-værktøj giver gennembrud i 34-årig gammel drabssag

Københavns Politi har anholdt og sigtet en 53-årig mand for et 34-årigt gammelt drab på den dengang 23-årige Hanne With, der arbejdede som prostitueret i København. Det er politiets nye mulighed for at bruge slægtskabsbaserede dna-søgninger i blandt andet drabssager, der har ført til gennembruddet.

DNA spor

Af Karina Bjørnholdt

Anholdelsen af den 53-årige mand skete på baggrund af DNA-spor, som i sin tid blev sikret på drabsofferets cowboybukser.
Retsgenetisk Afdeling på Retsmedicinsk Institut har gennemkørt DNA-profilen i politiets nuværende dna-register, som indeholder DNA på personer, som har foretaget noget kriminelt. Her blev der fundet et match på et nært familiemedlem til den 53-årige mand.

- Vi anholdt i går den formodede gerningsmand i går på hans arbejdsplads, et slagteri i Nordjylland, og foretog efterfølgende et mundskrab på den sigtede. Der viste sig at være et DNA-match på 1:1 million med den dna, der var fundet i lommerne på ofrets cowboybukser, fortalte vicepolitiinspektør Brian Belling fra Københavns Politi på et netop afholdt pressemøde på politigården i København.
Den 53-årige mand vil senere i dag blive fremstillet i grundlovsforhør.

Det er politiets teori, at den dengang omkring 20-årige mand har været Hanne Withs kunde, og at han nytårsnat mellem 1989 og 1990 tog en taxa til hendes bopæl på Fensmarksgade på Nørrebro i København, og efter drabet forlod lejligheden igen i en anden taxa.
At politiet nu har en mistænkt gerningsmand, betyder at efterforskningen kan gå ind i en ny fase, forklarede Brian Belling:

- Nu skal vi gang med at efterforske den mistænktes færden på daværende tidspunkt. Det er naturligvis ikke helt nemt, når det er 34 år siden, men det er altid meget positivt, når man kan komme videre i denne her slags sager, sagde vicepolitiinspektøren.

Drabsefterforsker var initiativtager

Martin Wittrup Engaard
Martin Wittrup Enggaard, efterforsker i Københavns Politi, var i sin tid initiativtager til et borgerforslag, der banede vejen for, at politiet må bruge slægtskabsbaserede DNA-søgninger i blandt andet drabssager . Foto: Jakob Boserup

Det er efterforsker og konsulent på drabsområdet i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet i Københavns Politi, Martin Wittrup Enggaard, der har haft en stor og aktiv finger med i, at politiet har fået mulighed for at bruge genetisk slægtsforskning som et efterforskningsværktøj i sager, der handler om drab og grov personfarlig kriminalitet.

Sammen med fem andre med erfaring inden for politiefterforskning fremsatte han et borgerforslag tilbage i juni 2022 om at få indført genetisk slægtsforskning som efterforskningsværktøj, da han gennem flere år havde sig grundigt ind i andre landes ret succesfulde brug af genetisk slægtsforskning i opklaringen af personfarlig kriminalitet.

I april 2023 stemte et stort flertal i Folketinget ja til borgerforslaget. Dengang udtalte en glad Martin Wittrup Enggaard, at: ”Processen er jo først reelt slut, når den første sag er opklaret”.
Dét er den endnu ikke, men det næste skridt på vejen er nu taget.