Redaktionens fokus: Anonyme kilder er desværre nødvendige

Af chefredaktør Nicolai Scharling

Når krybben er tom, bides hestene. Sådan lyder en gammel talemåde.
Man kunne ændre den til, at når en virksomhed som politiet er under så massivt pres, som tilfældet er, så jagter man hinanden internt. 

Det er endda en strategi, som kan benyttes politisk og kommunikativt for at ændre fokus fra sagen.
Bemærk, hvor ofte politiske diskussioner flyttes til at handle om, hvem der har ansvaret, og hvem der har sagt hvad, fremfor hvordan den pågældende regering eller det pågældende flertal vil løse problemet.

Det er derfor, vi opfinder whistleblower-ordninger, fordi ytringsfrihed i dag åbenbart er noget fordækt og afslørende. Ytringsfrihed er vel dybest set at sikre oplysning om de reelle tilstande, så resten af samfundet ved, hvad der er op og ned.

Forbundsformand i Politiforbundet, Claus Oxfeldt, kommer ofte tilbage fra møder med retspolitikere med netop den oplevelse.

Det er svært at få ørenlyd for helheden, siger han.

Når politiet skal have et nyt forlig for rammerne over de kommende år, så vil netop den strategi blive benyttet.
Debatten vil nok handle om, hvem der var ansvarlig for reformen, hvem der var ansvarlig for seneste forlig, hvem der sad i regering i 2015 og 2016 – og ikke om politiets reelle, akutte udfordringer.

Den vil sikkert nævne teledatasager, Tibetsager og andet for måske at flytte fokus fra det egentlige: Nemlig at politiet er presset historisk voldsomt i bund fra øverst til nederst.

Det er altid lettere at placere et ansvar eller udpege en skyldig end at forholde sig til store og komplekse problemer. Man kunne godt ønske sig medier, som holdt fokus på bolden frem for den personlige – og underholdende konflikt – nemlig at udpege en skyldig. Jeg ved, at Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, kæmper hårdt for netop at bevare politikernes fokus i disse dage. 

På politiets fagblad mærker vi i den grad, hvor hårdt presset politiet er.
I dette blad, DANSK POLITi nr. 4 2019,  er der eksempelvis to artikler, som er trukket tilbage, ikke fordi de ikke var rigtige eller sande eller relevante. Det var de.

En politiassistent havde på egen krop mærket, hvad det vil sige, at være i borgerens rolle, nemlig at være offer for vold, og bagefter opleve, hvordan sagen blev håndteret. Det var ikke en god oplevelse.

Den anden var  om en sag, hvor politifolk havde oplevet at kommunikationen fra absolutte top direkte modsagde dem og udstillede dem fejlagtigt.

Værsgo.
 
Der er desværre ingen garanti for, at det ikke får konsekvenser for de pågældende at bringe den slags historier.

De kan være nok så væsentlige.

De ansatte, som var centrale i de konflikter, som var udgangspunkt for artiklerne, risikerede konsekvenser for deres karriere. 

Jeg siger ikke, at det ville ske. Jeg påpeger, at redaktionen kunne ikke garantere, at det ikke ville blive tilfældet, selv om det var relevant og væsentligt, og udgangspunktet var at inspirere og give lære til andre gennem sine personlige oplevelser.

Det er  nemlig tilstanden. Ikke bare i politiet, men i stort set hele den offentlige sektor.
Presset er så stort, den politiske indblanding er så stor, og ledelserne er samtidig bragt i knæ af krav, administration og performance-piske. Der er en tendens til, at når offentligt ansatte har udtalt sig til medier, så får de efterfølgende indskærpet den lokale kommunkationsstrategi. Det kan de så lægge i, hvad de vil. 

Måske fordi det udløser en byge tiltag, høringssvar og politisk indblanding. 

Alle risikerer at blive gjort ansvarlige for noget, som i bund og grund ikke er deres skyld, men handler om struktur, ressourcemangel og urealistiske krav og mål. Alle vil det bedste fra øverste top til nyeste elev. Men vilkårene er umulige.

Så bides hestene. Især fordi politikerne helst skal holdes i ro og fra døren, inden de opfinder nye sager, krav, måltal og indsatser, som presser systemet endnu mere.

Nogle gange kommer man til at tænke på, om skidtet en dag eksploderer, ligesom med Big Bang, hvor presset blev så massivt, at intet længere kunne holdes samlet.

Det er tilstanden. Ikke bare i politiet, men i stort set hele den offentlige sektor. Presset er så stort, den politiske indblanding er så stor, og ledelserne er samtidig bragt i knæ af krav, administration og performance-piske.

Det er et vilkår, også når man laver fagblad. Derfor bringer vi i dette blad en lang artikel om tilstanden i efterforskningen i dansk politi baseret på anonyme interviews.

Vi har tidligere i år bragt artikler, hvor vi valgte at anonymisere kilderne, fordi selv den lokale tillidsrepræsentant frygtede, at det ville skade karrieren for nogle af de efterforskere, som udtalte sig fagligt og sagligt om en væsentlig problemstilling. 

Det er ikke med vores gode vilje. Vi og Politiforbundet så helst, at vi kunne sætte navn på de enkelte efterforskere, men vi er et fagblad, og vi skal passe på faggruppen.

Vi kan ikke garantere, at det ikke får konsekvenser for den enkelte efterforsker. Vi siger ikke, at det sker. Vi siger heller ikke, at det er en bevidst form, som politiet nødvendigvis dyrker, men det er sikkert, at politiet er presset så voldsomt i bund, at kommunikationen helst skal styres, og at opmærksomhed skaber ekstra problemer.

Bagsiden er, at væsentlige debatter ikke når ud til offentligheden som andet end enkeltsager, og at politikere og offentlighed agerer på enkeltsager.

Hverken politikere eller borgere kommer på den måde til at forholde sig til de reelle tilstande, til de reelle vilkår eller til de egentlige årsager. Problemer løses ikke, men symptombehandles.

Og enkeltsagerne vælter ud, for et så presset skib slår selvfølgelig læk, og enkeltsager bliver til sensationer og afsløringer i pressen. Og så kan vi jagte ansvarlige og skyldige uden at få det bedre.

Det er et usundt klima for alle.

 

Virkeligheden skal ikke lægges i en spændetrøje af krisekommunikations-strategier og lukkethed, sådan som det i dag desværre er gennemgående i hele den offentlige sektor. Og som reelt resulterer i en urealistisk og usund nulfejlskultur og frygt for politisk indblanding.

Det er derfor, vi opfinder whistleblower-ordninger, fordi ytringsfrihed i dag åbenbart er noget fordækt og afslørende. Ytringsfrihed er vel dybest set at sikre oplysning om de reelle tilstande, så resten af samfundet ved, hvad der er op og ned.

Derfor benytter DANSK POLITI også anonymiserede kilder. Som det er tilfældet med temaet omkring efterforskere i DANSK POLITI nr. 4. Fordi historien skal frem og er væsentlig, og fordi det er relevant for såvel faggruppen som politikere og samfund, at det større billede indgår i forståelsen af politiets vilkår.

Vilkår, som Politiforbundet i øvrigt også påpeger igen og igen, men som er svære at understøtte med udsagn fra politifolkene i marken eller fra ledergruppen, fordi presset på alle er så stort – helt oppe fra toppen af ministerierne.

De siger det på bagtrappen og i lukkede forsamlinger, fortæller Politiforbundets formandskab ofte frustreret, men de frygter for konsekvenserne, hvis de gør det offentligt.

- Vi påpeger vilkår eller problemer, og så står vi alene og får først ret med tilbagevirkende kraft, når det ikke længere kan holdes skjult, og det er så ærgerligt, fortæller Claus Oxfeldt.

Det er en virkelighed, som også møder fagbladet, der skal løfte faget på politifolkenes vegne, så det afspejler virkeligheden – også den svære og den, som kræver kritik.

Politifolk laver nemlig et så stort, professionelt og fejende flot arbejde, og mødes af så stor tillid fra befolkningen, at samfundet fortjener viden om, hvilken virkelighed de gør det i og under, og at det sagtens kan tåle fuld åbenhed og transparens.

Virkeligheden skal ikke lægges i en spændetrøje af krisekommunikationsstrategier og lukkethed, sådan som det i dag desværre er gennemgående i hele den offentlige sektor. Og som reelt resulterer i en urealistisk og usund nulfejlskultur og frygt for politisk indblanding.