Redaktionens fokus - Vi skal huske dét, politifolk ikke kan glemme...
Kernen i politiarbejdet er også de øjeblikke af afmagt, som klistrer sig fast i erindringen og med tiden risikerer at blive til ukrudt, der fylder alle tanker.
Underretninger af pårørende er en af de opgaver som vejer tungt bagefter i tankerne hos politifolk
Af Nicolai Scharling
Jeg er som regel med, når Politiforbundet møder nystartede elever på politiskolen.
Jeg er der for at fortælle om fagbladet dansk politi og nødvendigheden af, at politifolk har et medie som tager udgangspunkt i deres faglighed og oplevelser.
Som så meget bliver det hurtigt rutine.
Eleverne får en grundig gennemgang af proceduren ved arbejdsskader, regler for su, rettigheder og sikkerhed af forbundets eksperter på området.
Vigtigt og væsentligt, men noget jeg har hørt utallige gange nok til selv at falde i staver.
Der er til gengæld et tidspunkt, hvor jeg altid vågner op, kigger ud på flokken af elever og følger deres reaktioner nøje.
Det øjeblik giver samme fornemmelse hver gang: nemlig punktet, hvor næstformand i Politiforbundet, Claus Hartmann, fortæller eleverne om de menneskelige konsekvenser af politiarbejde.
Der er forskel fra gang til gang, men sikkert er det, at stemmen på et tidspunkt knækker over og stiger adskillige decibel hos den tidligere hundefører og foreningsformand fra Østjylland.
Bag ved stemmen kan man næsten se den indre filmstrimmel, som fremvises i erindringen.
Øjeblikke og fragmenter fra et politiliv, hvor forældre skal underrettes om et barns død, lugten og synet af blodige rester fra et færdselsuheld, måske et husspektakel, hvor små børn stod hulkende bag en gennembanket mor, og hvor man måtte lukke døren bag sig, vel vidende at der måske var ro på for nu, men at det ville ske igen i morgen eller i næste uge.
Husk at få snakket ud
Claus Hartmann fortæller eleverne, at ingen – heller ikke de hårdeste – kan rumme de oplevelser, som klistrer til politiarbejdet, hvis ikke de passer på sig selv. Hvis ikke de siger ja til hjælp og får snakket ud undervejs.
At han har set adskillige af de politifolk, som altid stod helt i front, bryde sammen med dags varsel i en tilstand, hvor tårerne løb frit, og de ikke engang kunne binde deres egne snørebånd. Årsagen var ofte mindet om en gammel hændelse, som involverede børn eller følelsen af afmagt. De hændelser klistrer sig som fluepapir fast nederst i hukommelsen, og efter en årrække spirer de så voldsomt, at de bliver ukrudt for hele følelseslivet og fylder alle tanker.
Jeg bruger oplevelsen på Politiskolen til at huske mig selv på, hvorfor politiarbejde er mere og dybere end det, der rammer øjet. At det ikke bare er drama, men et langstrakt slid på følelserne. Det kræver en helt særlig støbning og et højt niveau af uddannelse, kollegialitet og sikkerhedsnet, hvis det skal fungere.
Den del har vi det med at glemme midt i drama og krav til parathed.
Det er også en essentiel kerne i et politi, som er under rivende omstilling, udvikling og som rives i fra alle sider....
