Efterforskere: Vi farer for hårdt frem i voldtægtssager

 

En ny vejledning til behandling af voldtægtsanmeldelser har givet efterforskerne i sædelighedsforbrydelser i en jysk politikreds faglige panderynker. De synes, at politiet farer unødigt hårdt frem, når det kommer til behandlingen af de typisk yngre mænd, som bliver anmeldt for voldtægt eller overgreb. Arkivfoto: Chili Foto

 Af Nicolai Scharling   22/2-2019

En ny vejledning til behandling af voldtægtsanmeldelser har givet efterforskerne i sædelighedsforbrydelser i en jysk politikreds faglige panderynker. Vejledningen trådte i kraft den 1. januar i hele landet. Efterforskerne er godt tilfredse med det store fokus på behandling af og omsorg for anmelderne. Det har været tiltrængt. Men de synes samtidig, at man farer unødigt hårdt frem og uden at stikke en finger i jorden, når det kommer til behandlingen af de typisk yngre mænd, som bliver anmeldt for voldtægt eller overgreb.

Efterforskerne mener, at frygten for mediesager har oversteget fornuften og en forsvarlig retstilstand.

DANSK POLITI har talt med flere af efterforskerne, som helst ikke vil stå frem med navn, og på opfordring fra deres tillidsmand har DANSK POLITI også valgt ikke at nævne kredsen.

Det er et fagligt vigtigt spørgsmål. For det her handler om politifaglighed og den måde, vi behandler folk på. Men jeg er bange for, at det vil ramme politifolkene, som udtaler sig, personligt, og jeg mener faktisk, at det er en bred og væsentlig problematik, som løftes højere op, siger han.

Et giftigt emne

Men tilbage til efterforskernes kritik af den ny vejledning:

- Vi er enige om det her, og det gælder os alle, men det er et utroligt giftigt emne, og et emne, hvor vi fornemmer, at ledelsen er under politisk pres, for de har heller ikke kunnet forklare fornuften i den hårde fremfærd. Derfor vil vi ikke tages personligt til indtægt, men vi har en stor faglig bekymring hér, lyder det enstemigt fra de tre efterforskere, som DANSK POLITI interviewer i artiklen.

En af dem er kvinde og mor til teenagedøtre. Hun har flere års erfaring i at arbejde med sædelighedssager. Og hun er bekymret:

- Jeg frygter, at vi kommer til at se en hær af unge mænd, som er dybt traumatiserede, og som ikke har kunnet rejse sig igen. Og jeg tror ikke, at det er det, vi ønsker som samfund. Vi hjælper heller ikke hverken forurettede eller foruretter.

Ingen sund fornuft

Hun synes, at politiet med den ny vejledning farer alt for hårdt frem, uden først at undersøge og vurdere sagen.

- Den sunde fornuft er sat ud af kraft. Vi kører frem med det tunge skyts i alle sager. Hvor vi tidligere kunne afhøre med en sigtets rettigheder uden at sigte, så sigter vi øjeblikkeligt i dag. Vi giver alle sager et skarpt nummer. Og en sigtelse for voldtægt er en voldsom ting, fortæller hun.

- Vi skal nok få dømt de skyldige alligevel, og vi skal nok fare hårdt frem, når det er nødvendigt. Men nu gør vi det i alle sager.

En jævnaldrende, mandlig kollega, som har arbejdet med området lige så længe, er enig i bekymringen.

- Vi er et action-card-politi. Vi giver alt et skarpt nummer, altså en sigtelse, og ruller hele den store palet af retsmedicinske undersøgelser ud, og det er i mange sager unødvendigt og meget voldsomt. Det er et stort indgreb, og sager om voldtægt er altså komplekse – og kan endda dække over andet, siger han.

De kommer fra samme afdeling i en jysk politikreds, og her er også en ældre, mandlig kollega bekymret over udviklingen.

- Langt, langt de fleste sager er gråzonesager, som aldrig kan komme for retten. Men vi farer hårdt frem med det samme uden at stikke fingeren i jorden, siger han. 

Det store skyts

Det handler altså om den ny måde at håndtere voldtægtsanmeldelser på. Den ene del er politifolkene rigtigt glade for.

- Vi vil rigtig gerne have, at alle, der føler, de har været udsat for voldtægt eller et overgreb, også kommer og anmelder. De skal tages godt imod, de skal tages alvorligt, de skal mødes med empati og respekt, og de skal have en god og tryg oplevelse. Der er heldigvis blevet strammet op på reglerne i forhold til tidligere. Og det er virkelig godt, fortæller de.

- Anmelderne skal mærke, at der straks bliver handlet og gjort noget, og de skal have hjælp, og det får de, fortsætter de.

Problemet er, at der med anmeldelsen straks følger oprettelsen af et skarpt nummer, det vil sige en sigtelse af typisk en yngre mand, som anklages for voldtægt.

Den fremgangsmåde giver alle tre en dårlig smag i munden.

Næsten alle anmeldelser om voldtægt handler nemlig om kvinder og mænd i alderen 17-25 år, som kender hinanden, eller har mødt hinanden i byen, som begge er enige om, at der har fundet sex sted, og de har været klar over, hvad der skete. Der har ikke har været anvendt fysisk tvang, men efterfølgende er de uenige om, hvorvidt der er tale om et overgreb eller ej.

- Vi sætter slet ikke spørgsmålstegn ved, at kvinden har været ude for et overgreb, eller at hun oplever det som et overgreb. Men som det er med den ny vejledning, så kører vi direkte ud på den unge mands bopæl, sigter ham for voldtægt, ofte hjemme hos hans forældre, ofte midt om natten, tager masker på, sikrer alle spor, pakker ham ind – i dna-dragt, på hænder og fødder og med hætte på – kører ham ud på retsmedicinsk, hvor han bliver undersøgt meget vidtgående, fortæller efterforskerne.

- Det gør vi, selvom han medgiver, at der har fundet samleje sted, han medgiver, at det er sket. Uenigheden går oftest på, hvorvidt der var blevet sagt eller signaleret nej eller ej. Og ofte er det helt tydeligt, at manden er fuldstændig paf og overrasket, og han er slet ikke klar over, at hun oplevede det som et overgreb, fortsætter de. 

Selv retsmedicinerne undrer sig

I de sager kan anklagemyndigheden ikke rejse tiltale efter voldtægtsparagraffen, fordi de retsmedicinske beviser intet siger, og begge parter er i øvrigt enige om alt andet, end hvorvidt der var tale om et overgreb. Retsmedicinske beviser siger sjældent noget, fordi der ikke er mærker eller skader, og skader kan i øvrigt let opstå under helt almindelige og frivillige samlejer. Faktisk rejser anklagemyndigheden ikke flere tiltaler efter den ny praksis med straks at sigte folk, der er anmeldt for voldtægt.

- Voldtægtsparagraffen kræver et forsæt, og det kan vi ikke bevise i de her sager, fortæller efterforskerne.

- Jeg hører ofte retsmedicinerne undre sig over, at vi kommer, og de spørger, om det nu også er relevant. Og det er det ikke, for begge parter har fortalt og er enige i, at samlejet har fundet sted, og det er i bedste fald dét, som retsmedicinerne kan fastslå, fortæller de. 

Sigtelsen hænger ved

Efterforskerne fortæller også, hvordan de ofte oplever, at de unge mænd og deres familier næsten går i opløsning af den måde, det nu foregår på.

- Det er unge mænd, der er i gang med en uddannelse, og som aldrig har været i kontakt med politiet. De er nu sigtet for voldtægt. Efter få uger får de en besked i e-Boks om, at vi ikke kan bevise, at de har begået voldtægt, så de bliver ikke tiltalt, og at statsadvokaten kan omgøre beslutningen, eller den forurettede kan klage over beslutningen, så sagen er ikke endelig afgjort. Det er meget at have hængende over hovedet, og det vil i øvrigt fremgå af deres papirer, at de har været sigtet for voldtægt. Vi kan ikke komme i tanke om andre former for kriminalitet, hvor man optræder sådan, lyder det.

Det er vigtigt for alle tre at pointere, at de ikke ønsker at frikende de unge mænd.

- Men vi ville have nået samme resultat i forhold til at strafforfølge, hvis vi havde stukket fingeren i jorden først. Altså afhørt med en sigtes rettigheder uden at sigte. Derfra kan vi så tage stilling til, om vi skal sigte, om vi skal køre det store skyts ud. I dag efterlader vi næsten to forurettede – anmelderen som kan se, at det ikke fører til noget, og den anmeldte, som har en sigtelse hængende over hovedet. Ingen af parterne har fået løst noget, eller er kommet videre, siger de. 

Hjælp og mægling vil være bedre

De tre efterforskere efterlyser et system, som i stedet forholder sig til, hvad parterne har brug for, hvis de skal komme videre. Og måske også et system, der opdrager bedre. De mener, at man ruller straffeloven hårdt ud, hvor andre redskaber måske er vigtigere, særligt fordi straffelovens paragraffer ikke er opfyldt eller kan opfyldes.

- Psykologer, konfliktmægling, samtaler og forståelse ville hjælpe meget mere. Man skal huske på, at i en del af sagerne er anmelderen selv i tvivl om, hvorvidt det var et overgreb, men vedkommende føler sig krænket. Det kan vi ikke forfølge med straffeloven. Det er andre redskaber og en anden hjælp og støtte, der skal til. Derfor er det også vigtigt, at vi får anmeldelserne, men de skal håndteres, så parterne bedst kan komme videre, opfordrer de.

Man skal forstå, at det er et svært område. En del anmeldelser handler også om, at kvinden selv er i tvivl, om der er begået et overgreb, men er efterfølgende blevet opfordret til at anmelde af venner og familie, fordi hun ikke har det godt med det, der er sket. Det skal vi tage alvorligt, og vi skal undersøge det, og vi skal hjælpe hende. Men det er stadig en meget voldsom fremfærd straks at sigte den unge mand, og det vil aldrig føre til tiltale alligevel, fastslår efterforskerne.