Historisk pressede efterforskningsafdelinger

Af Nicolai Scharling, Karina Bjørnholdt og Benedicte Rasmussen

DANSK POLITI har talt med efterforskere i syv af landets politikredse, og der tegner sig et billede af en virkelighed, hvor alle fra politiledere til efterforskere kæmper i vandskorpen for at nå det vigtigste og holde den politifaglige fane højt. Hvor frygten for politisk indblanding dirigerer ressourcerne hen mod enkeltsager, der er oppe i medierne, eller mod de borgere, som klager over langsom sagsbehandling. 

Nogle kredse er hårdere ramt end andre. En enkelt kreds har strammet op efter påbud fra Arbejdstilsynet.

Vi jagter mål – IKKE kvalitet. Sagerne kommer for retten for hurtigt. Vi udtømmer ikke de mulige efterforskningsskridt. Vi overlever kun på ”hertil og ikke længere”.

Generelt vurderer efterforskerne, at der mangler mellem 25 til 50 procent flere politiuddannede i afdelingerne for bare at følge nogenlunde med. Især fordi nye kriminalitetsformer og elektroniske efterforskningsskridt er kommet til. Disse skridt kan være enormt tidskrævende, hvis der for eksempel skal gennemlæses flere tusinde mails for at finde et muligt motiv til forbrydelsen. Derfor er der et behov for måske op mod 500 flere efterforskere i hele landet. Tallet er frit anslået, og kan være såvel det dobbelte som halvt så stort.

Presset har konsekvenser. Fokus er på overlevelse og at skære sagerne til, samt at levere bedste kvalitet i de sager, der skal efterforskes. Fremadrettede efterforskninger på bandeområdet eller i forhold til narkotika er sjældne. Menneskehandel og rufferi ligeså.

Børn videoafhøres inden for en uge for at overholde tidsfristen, men uden der er tid til at efterforske og forberede sig. Tidsfristen sætter rammen. Når tidsfristen er overholdt, kan sagen til gengæld risikere at ligge brak i flere måneder. Det vigtige er tidsfristen.

Ryger tidsfristen, skal der nemlig skrives redegørelser og leveres strategier for, hvordan det fremadrettet skal undgås. Papirarbejde og dokumentationskrav hober sig op sammen med tidsrøvere som høringssvar.

Når man tænker efter, gør det ondt at vide, at knivstikkeri ikke er prioriteret, fordi andet har endnu større fokus. Særligt når man skal tale med pårørende eller forurettede.

Sagsbehandlingstiden på personfarlig kriminalitet skal i øvrigt nedbringes med 20 procent med udgangen af 2020 og omfatter nu også digitale krænkelser og ungdomskriminalitetsnævnssager.

– Det har aldrig været værre end lige nu, lyder vurderingen fra flertallet af efterforskere.

Alle nævner ressourcemangel som det altoverskyggende problem. Ikke bare ressourcerne i efterforskningen, men også i det beredskab, hvor man skal sponsere og afgive til, og som også kører på pumperne flere steder.

Ligesom den administrative støtte, der er beskåret eller sparet væk. Eller den forpustede anklagemyndighed, som også mangler timer.

Det er som om, at kæden er knækket i både de synlige og usynlige dele af politiets virksomhed, lyder konstateringen.

Pilen peger mod politikerne, som ikke forholder sig til helheden, men har været med til at skabe et system, hvor efterforskere skal udstyres med skyklapper og flyttes rundt for at slukke mediebrande. Siden 2015 har fokus entydigt været på terror, udrykning og grænsekontrol, mens kerneopgaver i beredskab, lokalpoliti og efterforskning er underlagt stadig strammere vilkår.

Efterforskningen er en bærende søjle i et politi, hvor alle søjler efterhånden er hullede, og hvor vi lapper ved at udhule dem endnu mere. Der er simpelthen lagt et ekstremt pres på politiet helt fra toppen og ned for at levere varer, vi ikke har tiden til at levere, og samtidig skønmale overfladen

- Når man tænker efter, gør det ondt at vide, at knivstikkeri ikke er prioriteret, fordi andet har endnu større fokus. Særligt når man skal tale med pårørende eller forurettede, men det er et vilkår. Der er ikke rigtigt noget at gøre ved det, fortæller en efterforsker.

I Politiforbundet er man dybt bekymret over udviklingen.

- I hovedbestyrelsen diskuterer vi det jævnligt, og vi er stadig mere bekymret for udviklingen. Det er som om, at det bliver lidt mere presset for hver måned. Efterforskningen er en bærende søjle i et politi, hvor alle søjler efterhånden er hullede, og hvor vi lapper ved at udhule dem endnu mere. Der er simpelthen lagt et ekstremt pres på politiet helt fra toppen og ned for at levere varer, vi ikke har tiden til at levere, og samtidig skønmale overfladen, siger forbundsformand Claus Oxfeldt.

Sådan oplever efterforskerne presset - tidsfrister, estimater, ressourcemangel, udvikling, politisk indblanding...

Det er altid interessant at høre politifolks egne oplevelser med politiet.

Som efterforskeren, der havde oplevet en håndfuld indbrud og fandt tyvekosterne på nettet, hvor de var sat til salg.

Han blev henvist til at ringe 114 og fik bagefter at vide, at der ikke havde været tid til at gøre noget. Tyvekosterne blev solgt, og gerningspersonen slap fri.

- Jeg blev ikke engang overrasket. Det er jo sådan, vi gør over for borgerne, fortæller han.

Efterforskeren er en blandt mange, som DANSK POLITI har talt med.

De er bare blevet ramt af den samme virkelighed som alle andre, men forskellen er nok, at de kender realiteterne og i særdeleshed de benhårde prioriteringer i efterforskningsafdelingerne.

- Det har aldrig været værre, er et udsagn som gør sig gældende i seks af de syv politikredse, hvor fagbladet har interviewet en lang række efterforskere om tilstandene. For den syvende kreds gælder, at det endelig går opad med bemandingen – men først efter et påbud fra Arbejdstilsynet om at få nedbragt stressniveauet.

Vi har en del sager, som forældes, inden de overhovedet er blevet efterforsket, fordi vi ikke har hænder nok til det. Statskassen går glip af mange millioner kroner på den konto. SKAT anmelder sager til os, som vi overhovedet ikke rører. Lige nu har vi over 95 sager fra SKAT, som bare ligger i bero.

I en ottende politikreds har vi kun talt med tillidsrepræsentanten for en del af efterforskningen. Han fastslår, at der i hans del selvfølgelig er store udfordringer med ressourcerne, og at der prioriteres hårdt, men at man generelt stadig har overskuddet til at efterforske alle alvorlige personfarlige sager. Han roser samtidig ledelsen for at være gode til at prioritere sagerne.

Mange af dem, DANSK POLITI har interviewet, er efterforskere med 20 og 30 års erfaring.
De er generelt enige om, at flere forhold efterhånden har presset såvel politiledere som efterforskere så hårdt, at det næsten er umuligt at forsvare over for borgerne.

- Vi kæmper alle sammen. Der laves rigtig meget godt politiarbejde, og vi gør vores bedste, men snittet er så hårdt i dag, og der er ikke udsigt til, at det bliver bedre, fortæller en erfaren tillidsrepræsentant i efterforskningen.

Sager om knivstik uden døde lægges til side

Presset er altså stort, og manglen på tid påvirker efterforskningen.

Nogle politikredse lægger prioriteringssnittet meget hårdt, mens andre stadig kan lave efterforskning på sager, som ligger under de højest prioriterede sager.

Overalt er ressourcemangel og timemangel udtalt. Vurderingen lyder, at der nogle steder mangler helt op mod 50 procent flere efterforskere i afdelingerne for at håndtere sagerne bare nogenlunde.

I flere kredse fortæller efterforskere, at sager som knivstikkeri, hvor offeret overlever, og der ikke umiddelbart er en kendt gerningsmand, hurtigt lægges til side.

Skud, der ikke rammer, går samme vej.

Det er et vilkår, at sagerne ryger ind i bunker. Kun gentagen opmærksomhed, fra medier eller fra ofre eller presset fra en tidsfrist, får dem trukket kortvarigt ud igen.

- Vi går derhen, hvor opmærksomheden er. Vores øverste ledelse, altså politidirektør, chefpolitiinspektør og stabschef er meget opmærksomme på, hvilke sager vi løser, så det ser bedst ud. De blander sig helt ned i sagsbehandlingen, fortæller en efterforsker i en større kreds.

Enkeltsager frem for det hele billede

Der er et generelt indtryk af, at alle godt ved, at ressourcerne er så skrabede, at prioriteringerne ikke står mål med det, borgere og politikere forventer.

Men frygten for politisk indblanding er samtidig så stor, at man løber efter de sager, som har opmærksomhed for et give et lag fernis.

I flere kredse er oplevelsen, at efterforskningen og den politiske tilgang bliver styret af enkeltsager i medier og offentlighed frem for en stillingtagen til de generelle vilkår.

Politikerne forholder sig ikke til faktiske vilkår, men kun til enkeltsager, som fremlægges som sensationer eller afsløringer i medierne.  Frygten for et kølvand af dokumentationskrav samt et yderligere pres på ressourcerne, som ofte følger med politiske markeringer, er udbredt.

Tidsfrister beskrives eksempelvis som en bombe under efterforskningsarbejdet, fordi kvalitet og faglighed nedtones til fordel for fristen. Tidsrammen bliver afgørende for, hvordan man skærer sagen til.

Det er blandt andet et nationalt krav, at alle voldssager har en tidsfrist på 30 dage fra sigtelse til tiltale eller afslutning. Fordelt på 21 dage til politiet og ni dage til anklagemyndighed. For voldtægter lyder fristen på 60 dage, dog 120 dage hvis en person skal mentalundersøges.

De frister hænger over såvel politifolk som anklagemyndigheden som en ånd, der påvirker kvaliteten, og måske også betyder, at sagen skæres hurtigere til. 

En knækket kæde i alle led

En fortælling om de reelle tilstande

DANSK POLITI har som nævnt interviewet efterforskere i syv af landets 12 politikredse. Vi har interviewet i flere afdelinger – som personfarlig, berigelse, organiseret, borgernær og økonomisk kriminalitet. Alle interviews er foregået med det udgangspunkt, at efterforskeren skal fortælle om arbejdsform, vilkår og hvilke prioriteringer, der foretages.

Hele formålet har været en bred fortælling om de reelle tilstande for efterforskningen i DANSK POLITI.

Dér, hvor der har tegnet sig et bredt og fælles billede, har vi samlet udsagn fra de pågældende efterforskere og bringer nedenfor de citater, som gennemgående indrammer forhold eller problemstillinger.

Det er altså ikke udsagn, som kan hænges op på en enkelt afdeling eller kreds, men udsagn som tegner et gennemgående billede. Derfor har vi også valgt ikke at sætte navn på hverken kreds, afdeling eller efterforsker.

Det er et helhedsbillede baseret på mellem 25-30 længere interviews.

Udsagn er også blevet trykprøvet på tillidsfolk i de lokale afdelinger.

Der er fortalt om meget grelle eksempler på sager, som er henlagt eller skåret til, som vi har valgt ikke at videreformidle, men som har rystet de efterforskere, som har været nødt til det. Det gælder særligt inden for økonomisk kriminalitet.

Det er i øvrigt slående, at bortset fra én politikreds, så er oplevelsen, at det løbende går værre og bliver endnu mere presset. Altså at det sådan set er mere presset i dag end for seks måneder siden, som igen var værre end for et år siden.

Faktuelt har efterforskning været nedprioriteret siden terroråret 2015. Politiets ressourcemangel har været mest synlig og udtalt i beredskabet, og er det stadig.

Derfor afgiver mange efterforskningsafdelinger til beredskab og indsatser. Det er den vej, ressourcerne kanaliseres. Organisationen er altså i forvejen presset timemæssigt og skal samtidig afgive efterforskere til 12-timers bevogtningsvagter, til hovedberedskabsplanen og til indsatser som fodboldkampe.

Det er vigtigt at pointere, at alle adspurgte er enige om, at beredskabet skal styrkes, og at politiets synlige del er presset i bund på alle fronter og derfor skal assisteres.

Bagved står dog efterforskningsafdelinger, som er mindst lige så pressede. Dertil kommer, at kompetenceudvikling og en stor del af efter- og videreuddannelsen ikke er prioriteret, eller den er blevet helt aflyst på grund af timemangel eller besparelser.

Kæden er knækket, påpeger de fleste. En del bruger udtrykket ”at blive fodret med sin egen hale”. De henviser også til, at så vel den administrative hjælp som anklagemyndigheden – to vigtige led i arbejdet – også er udsat for effektiviseringer og ressourcemangel. Det forstærker presset.

I det følgende har vi forsøgt at inddele efterforskernes beskrivelser af udfordringer og arbejdsform i overordnede punkter. Punkterne vil være uddybet med citater.

 

1. Tidsfrister på sager

Personfarlige sager, eller såkaldte vvv-sager, som står for vold, voldtægt og våben, er underlagt tidsfrister. Det vil sige, at sagen skal være afsluttet og givet videre til anklagemyndigheden inden for en relativ kort periode.

Det samme gælder i høj grad sager, hvor børn er blevet krænket seksuelt. Her skal en videoafhøring af barnet have fundet sted i et såkaldt børnehus senest syv dage efter, at politiet har modtaget anmeldelsen.

Der følger ikke nødvendigvis sanktioner med i forhold til at overskride tidsfristen, men i alle kredse, som DANSK POLITI har talt med, er fokus på tidsfrister stort, og det bliver jævnligt taget op og pointeret af ledelsen.

Her er udsagn om tidsfrister fra efterforskere i forskellige kredse:

- Vi jagter mål – IKKE kvalitet. Sagerne kommer for retten for hurtigt. Vi udtømmer ikke de mulige efterforskningsskridt. Vi overlever kun på ”hertil og ikke længere”.

- Tidsfristerne betyder blandt andet, at vi videoafhører børn uden at have nået at efterforske forinden. Vi har ikke tiden.

- Tidsfrister er som at smide en bombe ind i efterforskningen. Vi har i forvejen ikke ressourcerne. Tidsfristerne smadrer enhver forestilling om kvalitet. De bliver et mål i sig selv.

- Tidsfrister er tåbelige! Børnesager prioriteres allerhøjest, da der her er meget skrappe tidsfrister. Det giver god mening af hensyn til børnene, men det betyder for eksempel, at en sag om voldtægt af en kvinde må vente, fordi der mangler hænder. Men hér er der også et offer for en meget grov forbrydelse.

- Det kan godt være, at vi når at afhøre barnet inden for tidsfristen på syv dage. Men efterfølgende står der ingen til at overtage sagen, og så kan den ligge i flere måneder.

- Alle har enormt travlt – for de frister skal jo overholdes. Man laver det, man kan nå, og må eksempelvis prioritere afhøringer af vidner væk, som godt kunne have betydning for sagen.

- Selvom der er evidens for, at det er vigtigt at få skabt en social kontakt med barnet via et besøg i hjemmet inden afhøringen, er det droppet i vores kreds. Det kan ikke nås inden for tidsfristen på syv dage. Det betyder, at et barn skal betro sig om noget meget svært til en vildt fremmede. Det koster naturligvis på kvaliteten i afhøringen.

- Det værste er nok, at der ingen faglig begrundelse er for de prioriteringer, der finder sted. Det er meget frustrerende at lægge en sag væk, som man fagligt finder vigtig, til fordel for en tidsfrist på en mindre sag, der skal overholdes.

De fleste efterforskere, der arbejder med personfarlig kriminalitet, og som DANSK POLITI har talt med, beskriver tidsfristerne som skadelige for kvaliteten samt et yderligere pres på efterforskningen. Skruen er i øvrigt blevet strammet yderligere efter aftale mellem rigsadvokat og rigspolitichef. Således skal sagsbehandlingstiden på sager med personfarlig kriminalitet nedbringes med 10 procent inden årsskiftet og med 20 procent ved udgangen af 2020.

Tidsfristerne omfatter som nævnt de såkaldte vvv-sager, der siden januar også har omfattet ungdomskriminalitetsnævnssager, og fra februar digitale sexkrænkelser. Altså er paletten med tidsfrister nu udvidet og hedder reelt vvvud-sager.

Tidsfrister og sigtelser kan også indgå i måltal og resultatkrav i en given kreds. En kreds nævner, at de har et krav om, at der skal rejses sigtelse i halvdelen af de sager, som kommer fra LCIK (Landsdækkende Center for IT-relateret økonomisk kriminalitet). 

I Justitsministeriets orientering om sagsbehandlingstiderne i volds- og voldtægtssager samt sager om ulovlig besiddelse af våben til Retsudvalget den 27. juni 2018 står blandt andet:

”… Derudover har rigspolitichefen og rigsadvokaten i april 2018 iværksat en række yderligere nye tiltag for at skærpe det ledelsesmæssige fokus og opmærksomheden på den fremtidige målopfyldelse:
• Rigspolitiet og Rigsadvokaten vil hver 14. dag følge op på status i forhold til politikredsenes målopfyldelse i sager om vold, voldtægt og våben.
• Rigspolitiet, Rigsadvokaten og de regionale statsadvokater vil én gang om måneden afholde møder med de politikredse, der har de største udfordringer i forhold til målopfyldelsen.
• Der iværksættes en midlertidig indberetningsordning vedrørende voldtægtssager, der indebærer, at politikredsene – hver gang en frist overskrides – straks skal indsende en kort redegørelse for baggrunden for fristoverskridelsen, samt hvilke initiativer fristoverskridelsen giver anledning til, til den regionale statsadvokat. Der vil være skærpet opmærksomhed på, at politikredsene sikrer en kontinuerlig fremdrift i efterforskningen og alle øvrige relevante sagsbehandlingsskridt.
• Der vil indtil videre blive afholdt ekstraordinært koncernledelsesmøde om udviklingen i målopfyldelsen i sager om vold, voldtægt og våben én gang om måneden.”

Fokus på tidsfrister udspringer altså helt fra justitsministeren og det øverste af Justitsministeriet.

Det stærke politiske fokus kan mærkes ude i efterforskningsafdelingerne. Flere efterforskere bemærker, at når tidsfristen nærmer sig, eller hvis borgere ringer og klager, så piller man sagen ud fra bunken og kigger hurtigt på den.

 

2. Tidsestimat på sagerne ved visitation 
 

Hvis tidsestimaterne skal overholdes, er der ikke tid til at følge de efterforskningsmæssige mulige skridt. 

Sager, som anmeldes til politiet, bliver visiteret af blandt andre sagscentrene, fagkoordinatorerne eller mellemlederne. Der bliver sat et tidsestimat på, hvor mange timers sagsbehandling den enkelte sag vil kræve. Men tidsestimatet sættes let for lavt, da en sag næsten altid griber om sig, lyder erfaringen blandt de efterforskere, som DANSK POLITI har talt med.

Gennemgående udsagn om estimater og visitation:

- Tidsestimaterne holder aldrig. Så kan der afsættes fem timer til at lave en øko-sag, men jeg vil gerne se den efterforsker, der kan det, hvis der skal foretages mellem en til tre afhøringer. Nogle gange tager det fem timer bare at læse sagens dokumenter.

- Hvis tidsestimaterne skal overholdes, er der ikke tid til at følge de efterforskningsmæssige mulige skridt. Men man kan også spørge, om det er det, samfundet ønsker? Skal man til bunds, eller er det fint bare med toppen af en sag?

- Masser af sager kunne opklares, hvis man måtte overskride estimatet.

- Tidsestimater er opfundet af akademikere fjernt fra virkeligheden. Man forsøger at presse politiets virkelighed ned i en form. Det kan man ikke.

Der kan eventuelt være sat 10 timer af til en sag om grov vold, men de timer er hurtigt overskredet blot ved at læse sagsakterne, lave en afhøring, en ransagning og sende effekter til undersøgelse. Estimaterne er en rettesnor, som kan overskrides, men alligevel præger tidsforbruget.
 

Med et lavt sat estimat er der stor sandsynlighed for, at efterforskerne ikke ”går ned ad gaden” og undersøger videooptagelser, som ellers kunne afsløre en gerningsperson. Sagerne må skæres benhårdt til.

Tidsestimaterne har ydermere den funktion, at de skal dokumentere udadtil, hvor meget tid hver enkelt kreds omtrent har liggende i sagsbehandling, men når tiden sættes for lavt, gives der ikke et reelt billede af virkeligheden.





 

3. Prioriteringer og konsekvenserne af disse

Efterforskningsafdelinger inddeles typisk i personfarlig kriminalitet, berigelse, borgernær og økonomisk kriminalitet. Dertil kommer kredse med OC-afdelinger, som efterforsker organiseret kriminalitet. De har hver deres udfordringer og er underlagt forskellige prioriteringer.

Personfarlig kriminalitet:

For personfarlig kriminalitet er det især tidsfrister og hård prioritering af sagerne, som fylder meget.

Efterforskerne om prioriteringer inden for
personfarlig kriminalitet 

- Vi kan vel lige holde os kørende med de prioriterede sagskategorier – altså vvv-sagerne. Men det er svært at forsvare, at det grove røveri eller alvorlig afpresning må nedprioriteres til fordel for en mindre alvorlig voldssag, alene på grund af en teknisk gerningskode. Det undergraver den fornemmelse for mening og retfærdighed, som er grundlaget for vores arbejde.

- Der er sket en ændring af fokus i efterforskningen de senere år. Det handler i højere grad om at opnå en stor omsætningshastighed i sagerne og få dem arkiveret hurtigt, mens det er mindre betydningsfuldt, hvorvidt der kan fængsles en gerningsmand eller ej.

- Den største udfordringer som efterforsker i dag er måske, at vi ikke har tid til at bruge de redskaber, vi har. I princippet vil man jo gerne have, at vi kvalificerer vores afhøringer ved at optage dem og bearbejde dem systematisk efterfølgende. Men i praksis laver vi flere og flere telefoniske afhøringer på grund af tidspresset, og det giver slet ikke det samme som at sidde over for en person.

- Den specialisering og opgradering, som beredskabet har været igennem de seneste år, mangler vi i efterforskningen. Det ærgrer mig, at man ikke i tide har fået sat en lignende proces i gang hos os.

- Var personen ikke ramt af skud, røg sagen til borgernær kriminalitet.

- Vi bliver nødt til at lægge knivstikkerier på hylden, fordi der er sager, der er vigtigere. Og det er altså ret vildt. Det, ville jeg jo tænke, var nogle af de allervigtigste sager, men der er ikke tid.

- På en af mine ”pligtvagter” var jeg ude til et slemt knivstikkeri, hvor en dreng var blevet stukket ned. Mere end syv dage efter får jeg et opkald fra drengens far, som fortæller, at han har nogle nye oplysninger. Jeg ringer for at finde frem til den efterforsker, der har fået sagen. Her finder jeg ud af, at sagen slet ikke er blevet kigget på endnu, og der ikke er tilknyttet en sagsbehandler. Det gør ondt, når man er ude til en sag, man oplever burde have første prioritet, fordi den er så voldsom, og så er der intet sket.
 

 

Berigelseskriminalitet:

I de efterforskningsafdelinger, som tager sig af eksempelvis indbrud, hærværk og tyveri, er der politisk et stort fokus på at få prioriteret især opklaringen af indbrud i privat beboelse. Det betyder, at mange andre former for berigelseskriminalitet ikke røres, lyder det fra efterforskerne. Den fremadrettede efterforskning har også trange kår.

 

Efterforskerne om berigelseskriminalitet

- Indbrud i virksomheder, i garager og andet gør vi som udgangspunkt ikke noget ved. Med mindre der er tale om en større bølge af indbrud eller vi har en formodning om, at gerningsmanden også står bag noget andet.

- På chefens kontor ligger mange sager, som bare venter på at nogen måske får tid. Det gælder alle kategorier inden for indbrud og berigelseskriminalitet.

- Vi er alt for få folk til jobbet. Der er behov for flere efterforskere, hvis vi skal kunne tage de sager, der kræver lang og fremadrettet efterforskning, som kan stoppe organiserede kriminelle. Lige nu må de sager vente længere, fordi vi kun kan have én, eller slet ingen, fremadrettede efterforskning ad gangen, fordi vi har mange ”pligtvagter”.

- Før i tiden kunne vi sende meget ressourcekrævende sager videre til TFI (Task Force Indbrud). I dag skal de videre til SEØ (Særlig Efterforskning Øst), men det er langt sværere at få sagerne afsat. De har også travlt.

 

Økonomisk kriminalitet:

Der er stort politisk bevågenhed på økonomisk kriminalitet, og efterforskningen er ikke på samme måde underlagt tidsfrister. Til gengæld truer forældelsesfristerne hele tiden i kulissen, fordi det er tunge og komplekse sager, som tager tid.

Øko-afdelingerne er generelt blandt de mest pressede, og dem der må skære sagerne hårdest til. Flere nævner, at statskassen mister millioner på den konto. Også fordi de meget efterforskningstunge sager ikke prioriteres.

isse sager låser de erfarne efterforskere i for lang tid ad gangen, og det er der ikke ressourcer til, fortæller flere efterforskere, der beskæftiger sig med økonomisk kriminalitet, til DANSK POLITI.

 

Efterforskerne om økokriminalitet

- Vi har en del sager, som forældes, inden de overhovedet er blevet efterforsket, fordi vi ikke har hænder nok til det. Statskassen går glip af mange millioner kroner på den konto. SKAT anmelder sager til os, som vi overhovedet ikke rører. Lige nu har vi over 95 sager fra SKAT, som bare ligger i bero.

- Man skal kunne skære sin sag benhårdt til. Man kan ikke løbe efter sidespor eller lignende. Det er der ikke tid til.

- Vi har rygende travlt med at håndtere sager, men vi har også opfattelsen af, at der er meget, som ikke bliver rørt ved. Alt fra kuratorsager til større og tungere sager. Som burde laves, men ikke bliver det på grund af mangel på hænder.

- I vores kreds opsøger vi ikke selv varetægtsfængslinger i forbindelse med bedragerisager, da sagerne har det med at udvikle sig til at omfatte rigtig mange forhold, som vil låse vores efterforskere fast i lang tid. Det er der ikke tid til.

- Øko-afdelingen er så presset, at man ikke bygger yderligere på sagen med tiltaler, hvis der for eksempel er flere gerningsmænd. Men skærer sagerne benhårdt til.

- Der er en klar prioritering i sagerne, som er: Arrestantsager, sager med politisk bevågenhed og sager tæt på forældelsesfrist – for eksempel skattesager. Jeg sidder i en skattegruppe, som blev nedsat, fordi det var tydeligt, at flere sager ville blive forældet i år. Vi griber knoglen og rejser sigtelse, bagefter efterforsker vi. Simpelthen for at undgå, at sagerne bliver forældede.

- En tung øko-sag kan sagtens tage et år at efterforske. Vi havde en sag med annoncehajer. Vi beslaglagde to computere – her fandt vi 55.000 filer med fakturaer, hvor vi skulle åbne hver eneste. Det arbejde tog alene tre måneder.

 

Organiseret kriminalitet:

Organiseret kriminalitet (OC) tager sig typisk af bandekriminalitet og narkotikasager. Er det kredsoverskridende, ligger efterforskningen dog i de to store efterforskningsafdelinger i øst- og vestdamark – SEØ og SEV.

Generelt for OC-afdelingerne er, at fokus ligger på den mest presserende del af bandekonflikten, eller den del der får mest opmærksomhed i medierne.

Det kniber til gengæld med tiden til narkotika-efterforskning samt at følge op på småsager eller tips fra meddelere.

Der er sjældent tid til fremadrettede efterforskninger, og bagudrettede, som ved større beslag af narko, forsøger man at lukke hurtigt, lyder beskrivelsen fra efterforskerne.

Følgende citat beskriver en del af problematikken:

- Øverste ledelse blander sig i alt. Selv politidirektøren har fingrene helt nede i efterforskningen, så vi bliver dirigeret derhen, hvor der kan vises resultater. Når man arbejder med narko- og bandeproblematikker, er det dybt frustrerende.

 

4. Borgernes reaktioner

Mange efterforskere henviser til den dårlige fornemmelse af at skulle undskylde over for borgerne, eller bruge tid på at forklare, hvorfor der ikke er sket noget med en sag.

Nogle påpeger dog samtidig, at netop de borgere, der klager, behandles bedre, fordi man så tager deres sager op igen. Det kan med andre ord betale sig at klage, hvis man vil frem i køen.

Det rammer så igen negativt den mere ressourcesvage del af befolkningen, påpeger efterforskerne.

Følgende citat indrammer de flestes oplevelse af borgernes reaktioner:

- Der går ikke én vagt, hvor vi ikke får borgerhenvendelser omkring, hvor langt vi er med deres sag. Typisk må vi jo fortælle dem, at vi ikke har haft mulighed for at kigge på sagen, fordi der er alvorligere sager. Vi bliver tit mødt med forståelse, men det er jo ikke okay. For hvad vi betegner som en lille sag, er jo altoverskyggende i deres liv. Hvis de er blevet slået ned, så er det jo ikke en lille ting for dem. Vi er altid ærlige over for dem og forsøger at forklare, hvorfor tingene er, som de er.

 

5. Arbejdsmiljøet

Mange efterforskere er påvirkede af det pressede arbejdsmiljø. Det er særligt de hårde prioriteringer og den fagligt dårlige eftersmag, som påvirker dem. De fleste medgiver, at der kunne gøres meget mere, og nogle føler, at de lader borgerne i stikken. Andre overlever på den faglige stolthed, der kommer ved at løse de sager, der er tid til, så godt som muligt, og så forsøge at glemme resten. Man er nødt til at være ”ligeglad” for at kunne holde det ud, har to efterforskere decideret sagt.

Jeg har været i politiet i rigtig mange år, men jeg har aldrig oplevet at være i en afdeling, hvor man har så travlt, som vi har her.

Det påvirker ligeledes efterforskerne, at der ofte fokuseres på enkeltsager i medierne i stedet for en overordnet forståelse af, at der er tale om et politi, der presser ressourcerne til det yderste.

Efterforskerne udtrykker det selv således i direkte tale:

- Det er stærkt demotiverende som efterforsker, at banditterne går fri.

- Man kan ikke skynde sig ud af, at politiet har travlt – den enkelte medarbejder kan ikke løse det. Man kan kun arbejde sine otte timer effektivt om dagen. Og så må man give slip. Ellers går man ned.

- Jeg har været i politiet i rigtig mange år, men jeg har aldrig oplevet at være i en afdeling, hvor man har så travlt, som vi har her.

- Jeg er ikke træt af mit job, sagerne eller kollegerne. Jeg er træt af de omstændigheder, vi arbejder under!

- Det er den faglige stolthed, som er udfordret. Som mange andre steder. Når man ved, at der er ting man ikke kan nå eller vil få gjort grundigt nok.

- Politifolk er specielle mennesker. Vi er lidt kantede og kan blive sure, hvis vi ikke får vores vilje. Men det er også udtryk for en nidkærhed og en ansvarsfølelse, som har båret politiarbejdet gennem mange år. Dét er tæt på at uddø.

- Som efterforsker overlever du ved at koncentrere dig om det, der ligger på dit bord. Lave dine sager, så godt du kan, og være god ved dine kolleger. At det sejler omkring dig, kan du ikke gøre noget ved.

- Problemet er at have så meget at se til, at man ikke kan huske noget. Jeg skriver alt ned. Det har ikke tidligere været nødvendigt for mig.

- Som professionel føles det ikke godt at vide, at der er mange sager, der slet ikke bliver rørt.

- Det kræver rigtig meget tid med de fremadrettede efterforskninger, og mine kolleger og jeg er loyale over for vores arbejde, så det betyder, at der er kolleger, der møder mere ind, end de egentlig skulle. Eller tager deres pc med hjem for at skrive sager hjemmefra. De har ikke lyst til at gå på kompromis med sagernes kvalitet.
 

6. Afgivelser

De fleste efterforskningsafdelinger må afgive folk til andre dele af politiet. Typisk i beredskabet, hvis kredsen ikke har et selvbærende beredskab, samt til forskellige indsatser. Det sker til trods for, at de i forvejen mangler timer til at efterforske sager. ”Pligtvagter” i en eller anden form er en del af beredskabsplanen, så kredsen også er dækket ind med efterforskere, når sagerne opstår. Vagterne betyder dog, at de samme efterforskere skal lægge egne sager til side.

Vi skal afgive til fodboldkampe, til bevogtning og til ”pligtvagter”. Det skal vi, selvom vi i forvejen er to-tredjedele af, hvad vi burde være.

Dertil kommer afgivelser til andre efterforskningsafdelinger i krise eller med akutte bunker. Det kan være at flytte efterforskere fra personfarlig til økonomisk kriminalitet for at leve op til et måltal. Såkaldte ad-hoc-grupper nedsættes også jævnligt og stjæler meget tid fra den daglige drift. Senest eksempel er i forbindelse med teledata-sagen.

Efterforskerne siger blandt andet følgende om afgivelserne:

- Efterforskningen dækker jo stadig ind, når der er huller i beredskabet. Det er helt ok, men så bliver der bare huller i efterforskningen.

- Vi sponserer rigtig meget i weekenderne. Naturligvis er det en nødløsning, fordi beredskabet ikke hænger sammen. Men set i lyset af at kredsen ikke kan nå alle sine efterforskningssager, giver det ikke mening. Heller ikke fordi politiet efterhånden er blevet et specialistpoliti. Man kan ikke bare skifte på tværs. Rigspolitiets karriereveje gør netop selv op med, at alle skal kunne alt.

- Der skal altid skal være fire mand på ”pligtvagt” om morgen (7-15) og aften (15-23) alle ugens syv dage. Det betyder, at der er langt mindre tid til vores egne sager. Førsteprioritet er ”pligtvagterne”, men også dér har vi siden august gået under normering, fordi vi er for få folk.

- I snit har vi om måneden fem hele dage til sagsbehandling, resten af tiden bruger vi på pligtvagter og andre ting som for eksempel skydetræning og kurser.

- Vi skal afgive til fodboldkampe, til bevogtning og til ”pligtvagter”. Det skal vi, selvom vi i forvejen er to-tredjedele af, hvad vi burde være.
 

7. Ressourcer

Alle efterforskere nævner ressourcer, eller mangel på samme, som det alt overskyggende problem.

Der mangler timer – mange timer.

Der har aldrig været løbet så stærkt som nu, lyder det enstemmigt. Bevidstheden om, at såvel beredskabet som andre afdelinger er ligeså hårdt ramt, fylder dog meget.

Det gælder også i forhold til de administrative medarbejdere og til anklagerne.

Der er en generel opfattelse af, at politikere og borgere ikke ved, hvor hårdt ramt på ressourcerne politiet egentlig er.

Der er også en følelse af, at øverste ledelse og øverste embedsværk forsøger at pakke virkeligheden ind ved at fokusere på mediesager. Det er blevet et mantra og en slet skjult trussel konstant at henvise til, at man taler politiet ned, hvis man står frem med kritik eller oplyser om de reelle forhold.

Her er en gennemgående udpluk af udsagn omkring ressourcer:

- Vi oplever, at færre efterforskere sættes på sagerne. Der er gjort forsøgt på at indføre et fast koncept for de store sager, så de kommer ordentlig fra start. Men det er svært at afsætte ressourcerne. Og i de sager, hvor man i den akutte fase er folk nok, falder sagen lynhurtigt ned på for få hænder igen.

- Vi er blevet færre, men har fået mere at lave.

- Vi er en brøkdel tilbage af dem, vi tidligere var i vores afdeling. Resten er overgået til sponsering i beredskabet eller til ad-hoc-grupper.

- Vi går ikke i gang med efterforskningsskridt, der kan beslaglægge ressourcerne fremadrettet. I de seneste år har vi ingen fremadrettet efterforskning haft.

- Hvis jeg var politidirektør, kunne jeg nok ikke gøre nævneværdigt bedre med de ressourcer, der er til rådighed i kredsen. Det står skidt til.

- Vi har behov for yderligere 85 efterforskere, hvis anmelderne  skal have en bare nogenlunde behandling, og man skal nå 10 procent af bunkerne – ledelsen mener dog, at det nødvendige tal er lavere.

- Generelt set går vi efter de lavt hængende frugter. Vi skærer efterforskningen helt ind til benet, selvom der var mange andre grene, vi kunne have efterforsket. Det svier i mit efterforskningshjerte.

- Vi gør alle vores bedste. Efterforskere og politiledelse. Men vi har bare ikke ressourcerne. Vi mangler måske det dobbelte antal efterforskere bare i afdelingen for personfarlig kriminalitet .

- Før i tiden var der bølgedale, så man kunne få vejret og nå i bund. De findes ikke mere. Bunkerne vokser hele tiden. Ressourcerne har aldrig været mindre.

- Vi har aldrig haft så travlt før, og det har aldrig været så presset. Vi prioriterer benhårdt. Samtidig er der blevet sparet og effektiviseret, så den administrative støtte heller ikke er til stede. Så kopierer vi selv, for det er lettest. Det er, som om at kæden er knækket hele vejen fra det administrative til efterforskere og til anklagere. Der er ingen, som har tænkt sammenhæng. Alle er ramt.

 

8. Mellemledernes rolle

Det er særligt mellemlederne, som er pressede, for at få afdelingerne til at fungere. Sammen med faglige koordinatorer tager de ansvaret for prioriteringerne. Generelt er der stor tilfredshed med gruppen, samtidig med at efterforskerne føler, at mellemlederne er underlagt et alvorligt stort pres, og at der mangler bistand til ledergruppen. Der er også følelsen af, at lederne er fanget i et krydspres. Et problem er dog den hurtige udskiftning af ledere, som ødelægger kontinuitet og udvikling i afdelingerne.

Ledelsen er okay god til at skærme os for bunkerne i min afdeling. For første gang har vores ledelse også sagt til øverste ledelse, at de ikke længere ved, hvordan de skal prioritere… Så hårdt presset er vi.

Det lyder generelt som følger:

- Faktisk er lederne nok blevet bedre til at prioritere hårdere i sagerne og ikke lade bunkerne ligge synligt og stressende fremme.

 

- Ledelsen er okay god til at skærme os for bunkerne i min afdeling. For første gang har vores ledelse også sagt til øverste ledelse, at de ikke længere ved, hvordan de skal prioritere… Så hårdt presset er vi.

- Jeg oplever, at ledelsen gør, hvad den kan. Men det er os, som de forurettede ringer og brokker sig til, hvis der ikke sker noget i deres sag, fordi man har fået travlt med en anden.

- Min oplevelse er, at ledelsen prioriterer benhårdt, men de gør alt, hvad de kan.

 

9. Øverste ledelse og politikerne

De fleste efterforskere har et indtryk af, at øverste ledelse i kredsene er presset af politikere eller af ansvarlige længere oppe i systemet for at levere resultater og tegne et skønmaleri af politiets arbejde. Det koster på kontoen med tillid og en reel afstemning med borgere og samfund i forhold til, hvad politiet reelt har ressourcerne til.

Den politiske indblanding får også hårde ord med på vejen. Ikke mindst i forhold til prioriteringer, tidsfrister og fremhævede indsatser. Men også mængden af høringssvar, som skal afgives med kort varsel, når en minister skal i samråd, eller en retspolitiker skal stille spørgsmål.

Det er blevet vigtigere at dække over fejl og lukke offentlige sager ned, end at foretage politifaglige skøn og prioriteringer.

En række citater, der illustrerer det, er:

- Det er politikerne, og ikke vores egen ledelse, vi skal pege fingre ad, for vores egne ledere gør, hvad de kan. Der er alt for meget detailstyring af politiet.

Men der er også truffet strategiske fejlbeslutninger i Rigspolitiet som eksempel at spare et helt lag mellemledere væk. Dem havde vi så meget brug for, og opgaverne var der jo stadigvæk. Så tog man de allerdygtigste politifolk og gjorde dem til fagkoordinatorer – til administrative folk – og nu mangler vi de dygtige fagfolk.

- Hvis noget fanger pressens bevågenhed, så bliver det pludseligt prioriteret. Det er fokus fra øverste ledelse.

- Vi håndterer det, der kommer presse på og bevågenhed på rent ledelsesmæssigt – men ellers er der ikke det store håb for de almindelige sager, når først de er røget over i bunkerne.

- Jeg har fuld forståelse for, at borgerne står frem i pressen. Hvis ikke pressen var her til at trække bukserne ned på politiorganisationen, så ville det stå grelt til. Vi siger det ikke selv, for så bliver det os, der flyttes, næste gang der skal omrokeres eller findes folk til en ad-hoc-gruppe. Indadtil er der hele vejen op forståelse for, at det går dårligt. Vi skal bare ikke sige det udadtil.

- Politisk detailstyring lyder: I skal prioritere personfarlig kriminalitet. Men de siger aldrig, hvad vi så IKKE skal prioritere.

- Hvis øverste ledelse bare gad at sige sandheden, så borgere og politikere reelt vidste under hvilke vilkår, vi efterforsker. Men det sker ikke. Hver gang en sag får opmærksomhed, så sætter vi alle sejl til, så det ser ud som om, vi løser det. Det er manicure.

- Der er sygdomstegn over hele linjen. Politifolk er heldigvis så loyale, at vi får det til at se ud, som om forretningen kører rundt. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor det skal være hemmeligt eller skjult. Politikerne kan vel ikke gøre noget ved en dybt uacceptabel tilstand, hvis ikke de kender til den?
 

10. Løsninger?

Uanset hvem man spørger, er ressourcemangel som nævnt det altdominerende problem – i hele strafferetskæden. I samme forbindelse er det også den vigtigste løsning, som alle efterforskere kommer med i forhold til at løse udfordringerne.

Mål os på stikprøvekontroller i stedet for tidsfrister. Spørg borgerne – ligesom i Ikea – hvordan var dit møde med politiet? Tryk på grøn, gul eller rød Smiley. En kvalitativ vurdering frem for tidsfriststyring

Manglen på timer og hænder fylder alle steder, og de prioriteringer, som følger med, gør ondt. Særligt fordi samfundet ikke er oplyst om de reelle tilstande og konsekvenser.

Andre bud på løsninger – udover flere ressourcer – lyder som følger:

- Den lokale forankring skal styrkes og udbygges i den lokale efterforskning.

- Oprettelse af to centrale enheder, der efterforsker de tunge øko-sager over for eksempel 50 millioner kroner. Det er ikke tilstrækkeligt med SØIK. Der sker ikke den nødvendige koordinering mellem SØIK og kredsene i dag.

- Mål os på stikprøvekontroller i stedet for tidsfrister. Spørg borgerne – ligesom i Ikea – hvordan var dit møde med politiet? Tryk på grøn, gul eller rød Smiley. En kvalitativ vurdering frem for tidsfriststyring.

- Et SØIK Vest vil være en god ide. Hvis man kan arbejde med de opgaver, man er god til, vil kvaliteten stige, og det samme vil tilfredsheden.

- En struktureret og planlagt vedligeholdelse af kompetencerne i efterforskningen.

- Politisk skal det gøres sværere at oprette firmaer. Det kræver to minutter online at oprette et selskab, som du kan bruge til svindel. Størstedelen af svindlen starter ved de online-selskaber. Det kunne løses, hvis blot man strammede lidt på for reglerne.

- En løsning hos os ville uden tvivl være flere folk, men samtidig må jeg også indrømme, at det ikke nytter kun med politielever, for det kræver meget erfaring at sidde i efterforskning.