Sådan oplever efterforskerne presset

Af Nicolai Scharling, Benedicte Rasmussen, Karina Bjørnholdt

Det er altid interessant at høre politifolks egne oplevelser med politiet.
Som efterforskeren, der havde oplevet en håndfuld indbrud og fandt tyvekosterne på nettet, hvor de var sat til salg.

Han blev henvist til at ringe 114 og fik bagefter at vide, at der ikke havde været tid til at gøre noget. Tyvekosterne blev solgt, og gerningspersonen slap fri.

- Jeg blev ikke engang overrasket. Det er jo sådan, vi gør over for borgerne, fortæller han.

Efterforskeren er en blandt mange, som DANSK POLITI har talt med.

De er bare blevet ramt af den samme virkelighed som alle andre, men forskellen er nok, at de kender realiteterne og i særdeleshed de benhårde prioriteringer i efterforskningsafdelingerne.

- Det har aldrig været værre, er et udsagn som gør sig gældende i seks af de syv politikredse, hvor fagbladet har interviewet en lang række efterforskere om tilstandene. For den syvende kreds gælder, at det endelig går opad med bemandingen – men først efter et påbud fra Arbejdstilsynet om at få nedbragt stressniveauet.

I en ottende politikreds har vi kun talt med tillidsrepræsentanten for en del af efterforskningen. Han fastslår, at der i hans del selvfølgelig er store udfordringer med ressourcerne, og at der prioriteres hårdt, men at man generelt stadig har overskuddet til at efterforske alle alvorlige personfarlige sager. Han roser samtidig ledelsen for at være gode til at prioritere sagerne.

Mange af dem, DANSK POLITI har interviewet, er efterforskere med 20 og 30 års erfaring.
De er generelt enige om, at flere forhold efterhånden har presset såvel politiledere som efterforskere så hårdt, at det næsten er umuligt at forsvare over for borgerne.

- Vi kæmper alle sammen. Der laves rigtig meget godt politiarbejde, og vi gør vores bedste, men snittet er så hårdt i dag, og der er ikke udsigt til, at det bliver bedre, fortæller en erfaren tillidsrepræsentant i efterforskningen.
 

Sager om knivstik uden døde lægges til side

Presset er altså stort, og manglen på tid påvirker efterforskningen.

Nogle politikredse lægger prioriteringssnittet meget hårdt, mens andre stadig kan lave efterforskning på sager, som ligger under de højest prioriterede sager.

Overalt er ressourcemangel og timemangel udtalt. Vurderingen lyder, at der nogle steder mangler helt op mod 50 procent flere efterforskere i afdelingerne for at håndtere sagerne bare nogenlunde.

I flere kredse fortæller efterforskere, at sager som knivstikkeri, hvor offeret overlever, og der ikke umiddelbart er en kendt gerningsmand, hurtigt lægges til side.

Skud, der ikke rammer, går samme vej.

Det er et vilkår, at sagerne ryger ind i bunker. Kun gentagen opmærksomhed, fra medier eller fra ofre eller presset fra en tidsfrist, får dem trukket kortvarigt ud igen.

- Vi går derhen, hvor opmærksomheden er. Vores øverste ledelse, altså politidirektør, chefpolitiinspektør og stabschef er meget opmærksomme på, hvilke sager vi løser, så det ser bedst ud. De blander sig helt ned i sagsbehandlingen, fortæller en efterforsker i en større kreds.

Enkeltsager frem for det hele billede

Der er et generelt indtryk af, at alle godt ved, at ressourcerne er så skrabede, at prioriteringerne ikke står mål med det, borgere og politikere forventer.

Men frygten for politisk indblanding er samtidig så stor, at man løber efter de sager, som har opmærksomhed for et give et lag fernis.

En fortælling om de reelle tilstande

DANSK POLITI har som nævnt interviewet efterforskere i syv af landets 12 politikredse. Vi har interviewet i flere afdelinger – som personfarlig, berigelse, organiseret, borgernær og økonomisk kriminalitet. Alle interviews er foregået med det udgangspunkt, at efterforskeren skal fortælle om arbejdsform, vilkår og hvilke prioriteringer, der foretages.

Hele formålet har været en bred fortælling om de reelle tilstande for efterforskningen i DANSK POLITI.

Dér, hvor der har tegnet sig et bredt og fælles billede, har vi samlet udsagn fra de pågældende efterforskere og bringer nedenfor de citater, som gennemgående indrammer forhold eller problemstillinger.

Det er altså ikke udsagn, som kan hænges op på en enkelt afdeling eller kreds, men udsagn som tegner et gennemgående billede. Derfor har vi også valgt ikke at sætte navn på hverken kreds, afdeling eller efterforsker.

Det er et helhedsbillede baseret på mellem 25-30 længere interviews.

Udsagn er også blevet trykprøvet på tillidsfolk i de lokale afdelinger.

Der er fortalt om meget grelle eksempler på sager, som er henlagt eller skåret til, som vi har valgt ikke at videreformidle, men som har rystet de efterforskere, som har været nødt til det. Det gælder særligt inden for økonomisk kriminalitet.

Det er i øvrigt slående, at bortset fra én politikreds, så er oplevelsen, at det løbende går værre og bliver endnu mere presset. Altså at det sådan set er mere presset i dag end for seks måneder siden, som igen var værre end for et år siden.

I flere kredse er oplevelsen, at efterforskningen og den politiske tilgang bliver styret af enkeltsager i medier og offentlighed frem for en stillingtagen til de generelle vilkår.

Politikerne forholder sig ikke til faktiske vilkår, men kun til enkeltsager, som fremlægges som sensationer eller afsløringer i medierne.  Frygten for et kølvand af dokumentationskrav samt et yderligere pres på ressourcerne, som ofte følger med politiske markeringer, er udbredt.

Tidsfrister beskrives eksempelvis som en bombe under efterforskningsarbejdet, fordi kvalitet og faglighed nedtones til fordel for fristen. Tidsrammen bliver afgørende for, hvordan man skærer sagen til.

Det er blandt andet et nationalt krav, at alle voldssager har en tidsfrist på 30 dage fra sigtelse til tiltale eller afslutning. Fordelt på 21 dage til politiet og ni dage til anklagemyndighed. For voldtægter lyder fristen på 60 dage, dog 120 dage hvis en person skal mentalundersøges.

De frister hænger over såvel politifolk som anklagemyndigheden som en ånd, der påvirker kvaliteten, og måske også betyder, at sagen skæres hurtigere til. 

En knækket kæde i alle led

Faktuelt har efterforskning været nedprioriteret siden terroråret 2015. Politiets ressourcemangel har været mest synlig og udtalt i beredskabet, og er det stadig.

Derfor afgiver mange efterforskningsafdelinger til beredskab og indsatser. Det er den vej, ressourcerne kanaliseres. Organisationen er altså i forvejen presset timemæssigt og skal samtidig afgive efterforskere til 12-timers bevogtningsvagter, til hovedberedskabsplanen og til indsatser som fodboldkampe.

Det er vigtigt at pointere, at alle adspurgte er enige om, at beredskabet skal styrkes, og at politiets synlige del er presset i bund på alle fronter og derfor skal assisteres.

Bagved står dog efterforskningsafdelinger, som er mindst lige så pressede. Dertil kommer, at kompetenceudvikling og en stor del af efter- og videreuddannelsen ikke er prioriteret, eller den er blevet helt aflyst på grund af timemangel eller besparelser.

Kæden er knækket, påpeger de fleste. En del bruger udtrykket ”at blive fodret med sin egen hale”. De henviser også til, at så vel den administrative hjælp som anklagemyndigheden – to vigtige led i arbejdet – også er udsat for effektiviseringer og ressourcemangel. Det forstærker presset.