Redaktionens Fokus: Sam- og modarbejde

 Af Tania Kejser, journalist, og Nicolai Scharling, redaktør   29/10-2013

Når statsforvaltning og kommuner sparer og sparer, bliver konsekvensen naturligvis, at kontrollen med en lang række områder slækkes eller forringes, og måske dermed skubbes videre til politiet.

DANSK POLITI skrev for halvandet år siden om, hvordan politiet oplevede et væld af forfalskede identitetspapirer, som var sluppet gennem kommuner og statsforvaltning – og siden opsnappet i forbindelse med en efterforskning.

Der var tale om mange, mange mennesker, som opholdt sig ulovligt i Danmark, på falske papirer – men som alligevel havde skaffet arbejdstilladelser, opholdstilladelser og adgang til ydelser. Kontrollen – og fagligheden – i Statsforvaltningen virkede lettere lemfældig.

Blandt papirerne var et pas, som selv en elev i 2. klasse i folkeskolen kunne have forfalsket bedre. Eksempelvis var personen ifølge passet 2,9 centimeter høj, og passet kom fra et fejlstavet afrikansk land.

Alligevel havde passet tjent sit formål og indbragt alle de nødvendige tilladelser. Og som politiefterforskeren påpegede, var det var ikke til at sige, hvor mange, der havde gjort brug af det pågældende pas over for danske myndigheder. Der kan gå rigtigt mange personer rundt og hedde det samme og tælle som én person i kommunale registre. Identiteten deles ofte af flere, når den først er sluppet gennem første led.

Nu sad politiet så med problemet. Skulle starte forfra. Og det var blot et af mange, mange åbenlyse tilfælde.

Det virkede himmelråbende tåbeligt.

Alligevel lød det dengang officielt, at såvel Statsforvaltningen som kommunerne gjorde et fint arbejde. Ikke noget med efter-uddannelse. Ingen undren over, at de sjældent kontaktede politiet når de blev i tvivl om gyldigheden af et pas. Ingen påpejede at politiet efterlades med en unødvendig ekstra byrde, som er så enormt tidskrævende, at politiet måske heller ikke opsøger den i stort omfang.

Det var i 2012. Intet tyder på, at det er blevet bedre.

Hver faggruppe gør deres. Og de gør det sikkert godt, og med alle de muligheder de har. Men ofte gør de det skævt af hinanden. Med masser af dobbeltarbejde og opgaver, som vokser unødigt, når den skubbes over på nabofaggruppen.

Det er ikke sjældent, at politifolk svarer med himmelvendte øjne, når man spørger til samarbejdet med sociale myndigheder eller andre forvaltninger. De gør det selvfølgelig uden for citat. Inden for citat er der altid et godt samarbejde.

Man undres. For der findes masser af gode eksempler i SSP-samarbejde og koordinerede tværfaglige indsatser, som viser styrken, effekten og værdien af samarbejde. Respekten faggrupperne i mellem er også stor. Der laves rigtigt godt arbejde.

Men der findes også eksempler på, at man modarbejder hinanden indirekte med besparelser, og dermed bruger mange flere penge i det store offentlige regnskab. Når hver myndighed har sit stramme budget, er det måske mere overlevelse, end værdien af at slå pjalterne sammen, som fylder.

Man undres således i forbindelse med historien i dette blad omkring ungdomskriminelle.

På overfladen er der et fint samarbejde. Hver instans gør sikkert, hvad de kan.

Men ikke altid ved at trække på samme hammel.

I realiteten undergraves politiets indsats af, at mobiler flyder frit omkring på de lukkede institutioner, at unge kriminelle blandes med endnu mere hardcore (og farlige) kriminelle, at vidner i sager let kan trues, fordi de unge kriminelle relativ let kan komme og gå, hvis de ønsker det, og at personalet ofte er bange for konfrontationen med dem.

Sammenhængen mellem den pædagogiske indsat og politiets arbejde er svær at få øje på.

Man undres, når man hører forskere fortælle, at unge kriminelle tackles forskelligt, og at ingen benytter evidens-baseret forskning. Eller at kommuner sparer og ofte placerer unge kriminelle i bo-tilbud lige op ad det miljø, som fik dem ud på et sidespor. Og at disse tilbud ikke sjældent udvikler sig til kriminelle hashbuler.

Det er ellers ekstremt vigtige indsatser. Noget vi investerer store ressourcer i. Det handler dybest set om at holde unge væk fra en glidebane. At få dem i gang og godt videre.  Når hver anden førstegangs-kriminel, der kun har folke-skolen i ryggen, statistisk fortsætter ud ad glidebanen og bliver andengangs-kriminel, er det svært at se succesen. Det er også svært at se fornuften i, at den store tværfaglige indsats ikke altid er lige koordineret eller ens.

Også for de ofre og vidner, som ringes op og trues af de kriminelle fra mobiler på lukkede institutioner.

Hvorfor arbejder det offentlige Danmark skævt af hinanden?

Når man journalistisk set skal forsøge at beskrive den virkelighed, forekommer det tåbeligt – og som spild. Som misforstået loyalitet – ikke mindst over for egen andedam og budget. Måske ville det hjælpe, hvis alle faggrupper én gang for alle lærte at arbejde sammen, i stedet for at spare hinandens arbejde i stykker.

Det ville bringe historierne til torvs – og måske ligefrem hjælpe politifolk, pædagoger, socialrådgivere, sagsbehandlere, anklagere, lærere og mange flere til et bedre, billigere og mere tilfredsstillende arbejde.