Nyhed

Oprustning mod økonomisk kriminalitet giver travlhed i hele strafferetskæden

Anmeldelser af økonomisk kriminalitet strømmer ind til politiet i takt med, at samfundet opruster mod den eksplosive form for kriminalitet.

it-kriminalitet

Af Karina Bjørnholdt

Mens færre danskere i 2020 blev udsat for tyveri, indbrud og vold, ifølge Justitsministeriets seneste offerundersøgelse, så er der til gengæld flere og flere, der bliver ofre for bedrageri over internettet.

Det kan for eksempel være Jens, der aldrig modtager sin vare i en såkaldt samhandel med en privatperson over nettet. Eller Jette, der får stjålet sin identitet, og efterfølgende får oprettet flere lån i sit navn.

Men den økonomiske kriminalitet rammer i stigende grad også den danske statskasse, der har mistet milliarder af kroner som følge af store økonomiske svindelsager. Navne som Britta Nielsen, Stein Bagger, Danske Bank-hvidvasksagen og Udbytteskattesagen ringer nok en klokke hos de fleste.

Kriminalitetsbilledet er i fuld færd med at rykke sig fra gaden til internettet. Fra personfarlig kriminalitet og indbrud til it- og økonomisk kriminalitet.

Flere anmeldelser, sigtelser og domme

SKAT er derfor i disse år i færd med en voldsom oprustning på området for at dæmme op for den betydelige stigning i moms- og skattesvindel, samfundet oplever. Der er også kommet øget kontrol med hvidvask, ligesom toldvæsenet strammer nettet.

Alt sammen genererer travlhed hos politi og anklagemyndighed og domstole. I takt med, at antallet af anmeldelser om økonomisk kriminalitet er steget betydeligt de seneste 10 år, er antallet af sigtelser det også. I perioden 2009 til 2016 var det i gennemsnit lidt over halvdelen af alle anmeldelser, der førte til en sigtelse, mens godt 40 procent af anmeldelserne førte til en dom, ifølge en analyse fra FSR – danske revisorer. 

Eksplosiv udvikling i den økonomiske kriminalitet

• Antallet af anmeldelser om økonomisk kriminalitet er mere end femdoblet i løbet af de seneste 10 år. Fra 13.000 anmeldelser i 2009 til næsten 70.000 i 2019. Det svarer til en femdobling over en periode på bare 10 år.

• Det er især antallet af anmeldelser om bedrageri, der er vokset. På 10 år er anmeldelserne om bedrageri syvdoblet og udgør samlet set over to tredjedele af den økonomiske kriminalitet i 2019.

• Databedrageri, der blandt andet omfatter svindel på internettet med stjålne kortoplysninger, er over en 10-årige periode steget fra at udgøre 14 procent af de samlede bedragerianmeldelser i 2010 til 46 procent i 2019.

• Inden for andre former for kriminalitet er den største stigning i antallet af anmeldelser sket inden for skatte- og momssvig. De er steget fra godt 1.600 tilfælde i 2009 til godt 6.000 i 2019, svarende til næsten en firedobling på 10 år. I størstedelen af tilfældene drejer sagerne sig om brud på afgiftsregler.

• De mere grove sager om skatte- og momssvig er dog også i kraftig vækst. Fra 2009 til 2019 steg antallet af anmeldelser fra 194 til 1.157. Det er en stigning på knap 500 procent.

• Ligesom antallet af anmeldelser om økonomisk kriminalitet er steget betydeligt de seneste 10 år, er antallet af sigtelser det også. I perioden 2009 til 2016 er det i gennemsnit lidt over halvdelen af alle anmeldelser, der førte til en sigtelse, mens godt 40 procent af anmeldelserne førte til en dom. Der er dog stor forskel på, hvor mange anmeldelser, der fører til en sigtelse inden for de forskellige former for økonomisk kriminalitet.

Kilde: FSR – danske revisorer: ”Økonomisk kriminalitet 2009-2019” og Danmarks Statistik

 

Snyd med hjælpepakker

Desuden har politi- og anklagemyndighed på det seneste haft ekstra travlt med at behandle sager om svindel med de økonomiske hjælpepakker, som staten har stillet til rådighed for erhvervsdrivende under corona-pandemien. Der har været et stort fokus fra politisk side om, at lovens hammer skulle falde hurtigt og hårdt i disse sager.

Det har især givet sved på panden hos Københavns Politi, Københavns Vestegns Politi og Nordsjællands Politi, som har haft den største andel af denne type svindelsager.

- Generelt er vi udfordret på at kunne følge med i forhold til sager om økonomisk kriminalitet, men på det seneste har vi haft rigtigt travlt med de her sager om snyd med hjælpepakker. Vores kreds har haft landets næststørste andel af disse sager, kun overgået af København, som har mange flere efterforskere end os. Det har trukket tænder ud, fordi sagerne har skullet efterforskes hurtigt på grund af det store politiske fokus, siger Lars Wolsgaard, der er formand for Vestegnens Politiforening.

Rabat i retten

Og når nogle sager skal prioriteres frem for andre, så betyder det selvsagt, at nogle sager får lov at ligge i længere tid. Flere af de tillidsfolk og ledere, som DANSK POLITI har talt med, fortæller, at det ikke sjældent ender med ”rabat i retten” til gerningsmænd i økonomiske straffesager, fordi deres sager har været mange år undervejs. En kilde fortæller tillige, at i hans kreds, kan det tage op til halvandet år at få berammet et retsmøde, når det gælder økonomisk kriminalitet, fordi andre sagstyper skal prioriteres højere.

Læs hele temaet - se links i højre side.