Nyhed

Rigspolitichef: Brug for en realitetsgrænse og mere vidtgående værktøjer

Dansk politi håndterer i dag langt flere anmeldelser om økonomisk kriminalitet, oftest it-relateret, end der er ressourcer til. Seneste eksempel er LCIK, der er ved at drukne i sager. Rigspolitichef Thorkild Fogde mener, at der fremadrettet blandt andet er behov for flere prioriteringsredskaber, som det kendes fra eksempelvis Storbritannien, samt nogle værktøjer i lovgivningen, der gør det muligt for politiet at gribe mere effektivt ind og ”disrupte” servere og hjemmesider, der benyttes til organiseret svindel og bedrageri.

Thorkild Fogde

Af Karina Bjørnholdt
Først skal ”blødningen” standses. Dernæst er det tid til at se på, hvordan politiet fremadrettet skal arbejde for at komme på omgangshøjde med den økonomiske kriminalitet. For det er er en uudtømmelig kilde til sager i hele strafferetskæden, mener rigspolitichef Thorkild Fogde.

”Blødningen” foregår lige nu i Politiets Landsdækkende Center for It-relateret Kriminalitet (LCIK) samt i landets efterforskningsafdelinger for økonomisk kriminalitet. Der er flere sager, end der er ressourcer til at efterforske.

Politiets Koncernledelse har efter indstilling fra chefpolitiinspektørerne i første omgang besluttet, at LCIK’s efterslæb skal løses dels ved at sende en stor del af forholdene ud til kredsene, også selvom der måske ikke er sket en indledende efterforskning. Dels ved midlertidigt at låne flere folk fra politikredsene til LCIK, så centret har ressourcerne til for eksempel at henlægge sager, hvor der ikke er grundlag for retsforfølgelse, så de ikke unødigt skal sendes ud til kredsene.

- Bagudrettet går vi nu i gang med at bringe bunken ned i LCIK – med fælles hjælp fra politikredsene – for det er jo kredsenes sager. Men anden del af diskussionen er det nok så vigtige spørgsmål om, hvordan vi undgår at ende her igen, hvor der løbende kommer flere sager ind, end der sendes ud, for det er ikke holdbart, siger rigspolitichef Thorkild Fogde. 

Prioritering af ressourcer

Rigspolitichefen ser derfor frem til efteråret, hvor arbejdet begynder med de to initiativer i flerårsaftalen, der handler om nye prioriteringsværktøjer samt nye initiativer til forebyggelse og forhindring af økonomisk og it-relateret kriminalitet – også kaldet disruption.

Jeg kalder det en realitetsgrænse, og det er en vigtig debat at få taget, for der er brug for et prioriterings-værktøj i sager om it-relateret økonomisk kriminalitet.
Thorkild Fogde, rigspolitichef

Thorkild Fogde oplyser, at det bliver Rigsadvokaten, der skal undersøge eventuelle lovændringer i forhold til prioriteringsværktøjer, da sådanne tiltag sandsynligvis skal forankres i Retsplejeloven. Forbilledet for partierne bag flerårsaftalen er den britiske model, hvor man arbejder med nogle forskellige kriterier for, hvornår en anmeldelses skal efterforskes eller ej. 

- Det kan godt blive en svær politisk diskussion, for det handler i bund og grund om, om der er nogle sager, som politiet kan få lov til at lukke ned, hvis gerningsmanden eksempelvis har begået sin kriminalitet fra en udenlandsk server, eller en sag, der omhandler såkaldt romance-scam, som er sendt til 500.000 modtagere over hele verden. Altså sager, hvor det ikke er særligt realistisk, at dansk politi får held med at stille gerningsmanden til ansvar. Så skal politiet måske hellere bruge sine ressourcer på at få fanget ham, der laver bedrageri fra sin computer i Holstebro. Jeg kalder det en realitetsgrænse, og det er en vigtig debat at få taget, for der er brug for et prioriteringsværktøj i sager om it-relateret kriminalitet, mener Thorkild Fogde. 

Disruption – og yderligere værktøjer

Diskussion om såkaldte disruption-muligheder for politiet kommer til at foregå i regi af Rigspolitiet. Det handler om at give politiet bedre muligheder for at forebygge og forhindre it-relateret økonomisk kriminalitet. For eksempel ved at give politiet adgang til at lukke en server, som tusindvis af svindelmails sendes gennem, eller adgang til at lamme falske hjemmesider, der snyder folk, der handler på nettet.

- Men jeg tror desværre ikke, at de her initiativer på kort sigt vil være nok i sig selv til at lukke hullet med de mange sager om it-relateret økonomisk kriminalitet. Derfor har jeg lagt op til i vores Koncernledelse, at vi skal tale om endnu flere løsninger – men præcist hvilke greb, der kan komme på tale, er endnu for tidligt at sige, da det er et vanskeligt område, hvor de lette løsninger desværre ikke står i kø, siger Thorkild Fogde.

Læs hele temaet - se links i højre side.