Nyhed

Justitsminister skal redegøre i sag om chikanerede, fynske politifolk

Retsordfører fra Dansk Folkeparti, Peter Skaarup, ønsker en redegørelse fra justitsministeren til Retsudvalget, efter at fynske politifolk har beskrevet i DANSK POLITI, hvordan de føler, de mangler opbakning, når de har været udsat for overfald, trusler eller chikane som følge af deres arbejde. - Politifolk skal kunne føle sig trygge, når de passer deres arbejde. Ellers risikerer vi som samfund, at politifolkene strækker hænderne i vejret, hvis de personlige omkostninger bliver for høje, siger Peter Skaarup.

Uniformstrøje

Af Karina Bjørnholdt

”Vil ministeren redegøre for, hvad regeringen vil gøre for at hjælpe politibetjente, der bliver chikaneret, og for helt at stoppe chikanerne mod politifolk?”

Sådan lyder spørgsmålet fra Retsudvalget, på initiativ fra Peter Skaarup (DF), til justitsminister Nick Hækkerup (S).

Spørgsmålet kommer efter, at fynske politifolk i det seneste nummer af fagbladet DANSK POLITI har beskrevet, hvordan de mangler opbakning fra deres arbejdsplads når de sager, hvor de har været udsat for chikane, overfald eller trusler, skal forfølges. De fortæller, at det kan være besværligt bare at få efterforsket en § 119-sag, at sagsbehandlingen trækker i langdrag, at det er svært at få rejst tiltale, og at kredsen ret konsekvent ikke forsøger at få varetægtsfængslet gerningsmænd i selv grove sager med for eksempel trusler på livet mod en polititjenestemand.

Peter Skaarup retsordfører DF
- Mit kendskab til politifolk er, at de er utroligt optaget af deres arbejde og sætter en stor ære i, at retfærdigheden sker fyldest. Men hvis retfærdigheden ikke sker fyldest for dem, og at de personlige omkostninger bliver for voldsomme, så de til sidst trækker sig, så er det et kæmpe problem. Ja, faktisk en restskandale, mener Peter Skaarup, retsordfører for DF.

Et kæmpe problem

- Det skal vi simpelthen have lavet om på, mener Peter Skaarup.

Han fortsætter:
- Mit kendskab til politifolk er, at de er utroligt optaget af deres arbejde og sætter en stor ære i, at retfærdigheden sker fyldest. Men hvis retfærdigheden ikke sker fyldest for dem, og at de personlige omkostninger bliver for voldsomme, så de til sidst trækker sig, så er det et kæmpe problem. Ja, faktisk en restskandale, siger den mangeårige retsordfører for Dansk Folkeparti.

Peter Skaarup slår fast, at politifolk skal kunne føle sig trygge, når de passer deres arbejde. Der skal vænes om og passes på dem, der passer på danskerne, som han siger.
Dansk Folkeparti var i sin tid da også med til at indføre den såkaldte ”respektpakke”, som blandt andet indebærer, at anklagemyndigheden skal have ekstra fokus på chikanesager. Peter Skaarup mener egentlig, at den nuværende lovgivning burde være tilstrækkelig til at værne om politifolk og andre offentligt ansatte.

- Men hvis det ikke forholder sig sådan i den virkelige verden, må vi jo have strammet op. Måske er der tale om en kombination af, at der både skal stammes op på lovgivningen og på praksissen i Fyns Politi. Det må redegørelsen fra justitsministeren jo vise, siger Peter Skaarup, der kalder det for en hastesag.

- Risikoen er, at dygtige politifolk trækker sig fra jobbet eller fra det banderelaterede arbejde, hvis de ikke er trygge eller ikke føler, at de får opbakning i de her sager, og så mister dansk politi jo en masse god og vigtig erfaring.

Ledelse, politiforening og politifolk mødes for at finde løsninger

Torsdag i næste uge skal der snakkes fremadrettede løsninger på de problematikker, som tre fynske politifolk beskrev i seneste nummer af DANSK POLITI vedrørende Fyns Politis håndtering af § 119-sager.

På mødet deltager relevante afdelingsledere, en jurist fra kredsen anklagemyndighed, de tre politifolk, der har påpeget problemerne, samt Fyns Politiforening. Det oplyser Per Svanegaard, formand for politiforeningen.

- Politiforeningen mødtes allerede med øverste ledelse i denne uge. Det er positivt, at ledelsen forholder sig til problematikken, og jeg håber, resultatet bliver, at vi her i kredsen får en bedre proces omkring chikanesager og en bedre dialog om vurderingerne i forbindelse varetægtsfængslinger, siger Per Svanegaard.