Ryvangsdrabet skabte kriminalhistorie

Af: Ph.d. Frederik Strand, museumsleder ved Politimuseet
Foto: Kim Dang Trong

Den 21. november 1917 efterlyste chauffør Jørgen Jensen sin kone, Hertha Jensen, idet hun efter hans udsagn “i Søndags formiddag (den 18. november 1917) havde forladt deres lejlighed i Abel Cathrinesgade i København, i formentlig sindssyg tilstand”. For at hjælpe politiet på sporet af den forsvundne kvinde gav han samtidig en ret præcis beskrivelse af det tøj, hun havde båret. Det drejede sig blandt andet om et par særlige sko og en speciel hat. Politigården blev underrettet, og den 22. november blev der sendt efterlysninger af kvinden ud til alle Storkøbenhavns politistationer.

Som sunket i jorden

Den bortgåede Hertha Jensen var dog intetsteds at finde. Der kom intet nyt ind fra politistationerne, og man kunne konstatere, at hun heller ikke var indbragt som lig til Sct. Johannes Stiftelsen, hvor døde og selvmordere bragtes hen. Hun var med andre ord som sunket i jorden. Der gik nu nogle dage, hvorpå Hertha Jensens halvbror, Sandau, dukkede op hos politiet. Han havde en interessant formodning, der gik på, at Hertha Jensen slet ikke var forsvundet fra hjemmet frivilligt, men var blevet jaget ud af Jørgen Jensen, der havde fundet en ny kæreste – en kvinde ved navn Nelly, som han ønskede at flytte sammen med.

For at komme videre med sagen blev der foretaget en kort afhøring af Jørgen Jensen, der både nægtede at have et kæresteforhold til kvinden Nelly og at have jaget Hertha Jensen bort fra hjemmet. Han tilstod dog, at han havde boet hos Nelly en halvanden måneds tid. Opholdet havde fundet sted cirka tre måneder før, hans kone forsvandt. Så vidt så godt, men det førte jo ikke politiet meget videre i deres søgen efter Hertha Jensen. Man begyndte derfor med at søge oplysninger hos naboer og bekendte, men heller ikke de kunne bringe politiet meget videre i sagen.

Mystisk henvendelse

Hertha Jensens halvbror havde dog ikke opgivet sagen, og han henvendte sig nu igen til politiet den 3. december, idet han uden Jørgen Jensens vidende havde gennemsøgt hans og halvsøsterens hjem. I den forbindelse havde han fundet den hat og de sko, Hertha Jensen – efter mandens udsagn – havde båret, da hun forlod hjemmet. Stadig var der dog ingen tegn på, at der var begået en forbrydelse, for liget af Hertha Jensen manglede fortsat – og ingen vidner havde tilsyneladende observeret noget mistænkeligt.

Politiet var dog blevet noget mistænksomme, og den 4. december overgik sagen derfor til Opdagelsespolitiet, hvor en enkelt overbetjent blev sat på sagen. Han blev nogle dage senere opmærksom på, at der den 20. november var indløbet en lidt mystisk henvendelse fra en direktør Olesen, der boede i en større villa på Ryvangs Allé. Direktør Olesen var Jørgen Jensens chef, idet Jørgen Jensen var fyrmester i direktørens villa.

En ubehagelig stank

Henvendelsen gik på, at direktør Olesens hustru og hendes husassistenter ved omkring 9-10-tiden havde oplevet en frygtelig stank i villaen, og man mente, at stanken stammede fra fyrkælderen. Fruen, der mente at kende stanken fra et benkogeri, hævdede, at lugten var tilsvarende. En af husassistenterne havde udtalt, at det var, som om der blev brændt et lig i kælderen.

Disse oplysninger forekom opdagelsesbetjenten foruroligende, for hvorfor var der, næsten samtidig med at Hertha Jensen var forsvundet, lokaliseret en endog meget ubehagelig stank på Jørgen Jensens arbejdsplads? Kunne liget måske være blevet skaffet af vejen i direktørboligens ovn?

Hvad fyret gemte

Opdagelsesbetjenten tog ud til direktør Olesens bopæl. Han ville undersøge, hvad der var op og ned i hele denne sag om stanken i hjemmet. Det første, han gjorde, var at undersøge husets fyr.

Han samlede al fyrasken sammen og gennemsøgte alle skraldebøtter minutiøst. I forbindelse med disse undersøgelser fandt han noget, der godt kunne minde om benstykker. Disse sendte han sammen med asken til Retsmedicinsk Institut, der nu gik i gang med at analysere materialet. Retsmedicinsk Instituts konklusion af 20. december 1917 var bemærkelsesværdig. I det indsendte materiale havde man fundet 21 menneskeknogler, blandt andet stykker af kranium og desuden fingerknogler, som antageligt var fra en kvinde.

Tilståelsen

Jørgen Jensen blev naturligvis taget ind til forhør, men han nægtede fortsat alt – ja, han nægtede endda at udtale sig om, hvorvidt han tidligere havde været ansat hos direktør Olesen. Dagen efter havde piben dog fået en anden lyd. I et retsmøde tilstod Jørgen Jensen at have dræbt Hertha Jensen ved kvælning. Som han fortalte, havde han cirka 14 dage forud for drabet gået og syslet med tanken om at slå hende ihjel. Han ville have sin elskerinde, Nelly, i huset i stedet for sin hustru. 

Til Nelly havde han sagt, at hans hustru ville forlade ham om lørdagen den 17. november eller måske næste dag, og han havde derfor bedt hende passe hans to børn, der var henholdsvis et og to år gamle. Om lørdagen kunne han dog ikke finde modet til at slå sin kone ihjel, men da han stod op den 18. november, tog tingene fart. Hertha Jensen kom nemlig ind i stuen, og da hun så sin mand, begyndte hun øjeblikkeligt at skose og håne ham. Hun nævnte, “at han vel skulle ud at rende med den Luddertøs igen”, hvormed hun sigtede til Nelly. Rasende smed hun sin vielsesring på bordet og sagde, at hun ikke ville bære den mere.

 

Dræbt med de bare næver

Jørgen Jensen blev ude af sig selv og fattede modet til at gennemføre sine morderiske planer. Han greb Hertha Jensen om halsen og satte tommelfingrene i nærheden af hendes strube, hvorpå han trykkede til af al kraft. Derpå tumlede de om på gulvet, hun med ansigtet nedad, han ovenpå, mens han stadigt holdt hende om halsen. I tyve minutter sad han sådan uden at slippe sit greb om hendes hals. Det lykkedes dog hans hustru, mens kampen stod på, at føre sin ene hånd bagud og kradse ham i ansigtet. Først da han var helt sikker på, at hun var død, slap han sit tag om hendes hals.

Efter at have fuldført drabet bragte han liget af hustruen op i deres pulterkammer, hvorpå han så til børnene i soveværelset, som havde sovet, mens drabet fandt sted. Da han havde forsikret sig om, at børnene fortsat sov, gik han ned på gaden og ventede på sin elskerinde, Nelly.  Da hun var ankommet, gik de op i lejligheden, og resten af dagen opførte han sig fuldstændig upåfaldende, som om intet var hændt.

Den 20. november stod han op ved femtiden, idet han til Nelly sagde, at han som sædvanligt skulle ud at fyre hos direktør Olesen – og tilføjede, at han samtidig ville bringe nogle af hustruens beklædningsgenstande og en symaskine ud til Nellys mor. Han bar nu disse genstande ned til en trækvogn, han havde lånt dagen før. Samtidig hentede han liget fra pulterkammeret og lagde også det på vognen.

Han kørte direkte hen til direktør Olesens villa, hvortil han ankom klokken cirka seks. Liget tog han ved nakken og stoppede det uden de store vanskeligheder ind gennem den ellers ret lille fyrlåge.

Banebrydende kriminalteknik   

Efter at Jørgen Jensen havde givet sin fyldige tilståelse, indhentede Opdagelsespolitiet først oplysninger hos Krematoriet, der kunne oplyse, at et lig brændte ved cirka 1.000 til 1.100 graders celsius. Herpå foretog den såkaldte Statsprøveanstalt forsøg med villaens ovn og kunne i den forbindelse konstatere, at ovnens varmegrader svingede fra 650 til 1.260 graders celsius. Ovnen kunne altså nå varmegrader, der kunne brænde et lig op.

At det var lykkedes at finde benrester i ovnen hele tre uger efter, at forbrændingen havde fundet sted, betragtedes i øvrigt som et helt utroligt held. I den efterfølgende retssag skulle netop disse benrester komme til at spille en helt afgørende rolle, idet netop resterne blev set som de afgørende beviser på, at Jørgen Jensen havde myrdet sin hustru og senere skaffet sig af med liget ved at brænde det op i ovnen.

Det var dermed første gang i kriminalhistorien, at brændte ben- og askerester blev brugt som det afgørende bevismateriale i forbindelse med en drabssag.

Politifolk opdagede intet

Sagen havde dog også andre sider, der gjorde den bemærkelsesværdig. Det viste sig nemlig, at Jørgen Jensen havde passeret ikke mindre end 11 politibetjente med sin trækvogn, da han gik igennem byen ud til direktør Olesens villa med liget af sin kone. Ingen af betjentene havde imidlertid taget notits af ham eller trækvognen. Alle betjentene blev efterfølgende afhørt, idet man undrede sig over, at ingen havde taget notits af trækvognens mærkelige last, men betjentene bemærkede blot, at de intet usædvanligt havde iagttaget – der var intet mistænkeligt i en sådan kørsel på denne tid af døgnet, hvor den almindelige trafik var påbegyndt.

Den besynderlige transport blev i de efterfølgende årtier brugt i undervisningsøjemed på Politiskolen, som et eksempel på, at tilsyneladende uskyldige begivenheder kan dække over alvorlige forbrydelser.

Som følge af de skelsættende benrester, fundet i direktør Olesens villa i Ryvangen, blev Jørgen Jensen i april 1918 idømt dødsstraf ved Kriminal- og Politiretten. Højesteret stadfæstede i juni 1918 dommen, men ændrede dog ved kongelig resolution dødsstraffen til tugthusarbejde på livstid.

Ryvangsdrabet er en af 17 fortællinger om danske drabssager i bogen” Med de bare næver”, der er skrevet af Frederik Strand. Bogen udkom i oktober 2023 på Kriminalforlaget.