Nyhed

Politiforening om falske anklager: Kæmpe belastning for kollegerne

Syd- og Sønderjyllands Politiforening kalder bevisbyrden i sager om falske anmeldelser for sindssygt svær at løfte og fortæller samtidigt, at uanset hvor erfaren man er i jobbet, er det en kæmpe belastning for de fleste at få sat spørgsmålstegn ved ens faglighed. Samtidig kan processen, inden man er renset for anklagen, nemt tage over et år.

Foreningsformand Ole Steenshøj, Arkivfoto

Af: Karina Bjørnholdt

- Det fylder utroligt meget mentalt. Det er de færreste, der bare kan trække på skulderen af det, siger Ole Mikkel Stenshøj, der er formand for Syd- og Sønderjyllands Politiforening.

Han er tilbøjelig til at mene, at klagesystemet udnyttes af visse typer.

- I forbindelse med falske anklager er det desuden ret påfaldende, at anmelderen typisk selv er sigtet. Der er ofte en slags hævnmotiv bag ved en klage, og på rygtebasis har jeg da også hørt, at forsvarsadvokater vejleder deres klienter – typisk i bandemiljøet – til at komme med en anmeldelse mod de politifolk, der har stået for anholdelsen. Det er et modtræk, der skal så tvivl om politiforretningen og trække sagen i langdrag, så de måske får rabat i retten, siger Ole Stenshøj.

På opfordring fra politiforeningen har flere politifolk fra det syd- og sønderjyske henvendt sig til fagbladet DANSK POLITI for at fortælle om deres oplevelser med at blive anmeldt for noget usandt. Tak for henvendelserne!
Læs to af beretningerne fra Henrik her og Steffen her.