Fagligt

Nyt it-system spotter udsatte børn

Er far tit i barslagsmål, og begår mor butikstyverier, så er der stor sandsynlighed for, at det ikke er et trygt hjem at vokse op i for et barn. Et nyt it-system gør det nemmere for politiet at identificere de hjem, hvor børn ikke trives. Når der er behov for det, bliver kommunen underrettet.

IT

 


Hos Københavns Vestegn er arbejdet med Socialsøg placeret i deres Forebyggelsessekretariat i Rødovre. Foto: Arkivfoto/Chili Foto.

 Af: Benedicte Rasmussen

’Socialsøg’ er et nyt it-system, der ud fra forældres sager med politiet skal spotte børn i udsatte familier. It-systemet giver nemlig politiet mulighed for at udtrække informationer om forældrenes tidligere sager og møder med politiet. Det bruger de til at vurdere, om deres adfærd har en skadelig effekt på deres børns opvækst. Informationen bliver brugt til at tage bestik af, om der skal foretages en underretning til kommunen.

I dette efterår er ’Socialsøg’ blevet sat i funktion i alle landets politikredse. En af dem, der har stået i spidsen for det i Københavns Vestegn er politikommissær og leder af Vestegnens Forebyggelsessekretariat, Anja Høpfner. Hun forklarer, at det nye system gør det muligt at undersøge en families mønster:

- Når vi har en sag, hvor der bor et barn i husstanden, så kan vi efterfølgende trække informationer på mor og far i en række år tilbage. Her ser vi måske, at far har været involveret i sager om vold og narko, og mor er tidligere blevet taget for butikstyveri. På den måde kan vi gå ind og vurdere, at det nok har en negativ effekt for børnene i den pågældende husstand, siger hun.

Socialrådgiver vurderer sagerne

Hele ideen er, at underretningerne skal give kommunerne mulighed for at gribe ind tidligere over for de pågældende familier, der udviser en risiko i forhold til kriminalitet. I Vestegnen er de indtil videre glade for at bruge ’Socialsøg’, og det er ifølge politikommissæren en indsats, der kan få stor en betydning:

- Det ændrer generelt hele den måde, vi har gjort tingene på før. Tidligere har vi set på børnenes negative adfærd, og hvad de gør galt. Nu har vi fået et ekstra værktøj, der også giver os mulighed for at se på forældrenes risikoadfærd og vurdere om denne adfærd kan påvirke børnene negativt. Her vender vi det om og ser i stedet på familien oppefra og vurderer, hvor forældrenes adfærd har udviklet sig i en retning, der kan påvirke børnene negativt, fortæller hun.

Da arbejdet beror på en vurdering af, om der er behov for at gribe ind, har de i Vestegnens Politi ansat en socialrådgiver, der betragter hver sag socialfagligt. Han kigger eksempelvis på, om der er tale om en engangsforseelse eller ej. Eller om der er sket en negativ eskalering i en familie, og hvordan det vil kunne påvirke barnet.

Håb om at det kan hjælpe udsatte børn

Det er ikke til at sige, om det nye værktøj kommer til at medføre flere sager fra kommunens side, men forhåbningen hos Vestegnens Politi er, at deres arbejde vil hjælpe børn i udsatte familier, og at kommunerne vil se nøje på hver henvendelse, de får fra dem:

- Hver gang vi foretager en underretning, så gør vi noget aktivt for, at der skal sættes ind med understøttende eller forbyggende foranstaltninger over for den enkelte familie. Det er selvfølgelig en brik i det store billede, og måske er vores blot den første underretning, og det kan være, den ikke gør udfaldet. Men modsat kan vores underretning være brikken i det større billede, der gør, at kommunen bliver klar til at sætte ind. Vi håber jo, at vi er med til at hjælpe de børn, der er dårligt stillede, siger Anja Høpfner.

I Københavns Vestegns Politi har man benyttet ’Socialsøg’ siden 1. september, og i alt har de sendt 32 underretninger afsted til forskellige kommuner.

Emne