Nyhed

Chef for SØIK: Vigtigt at tilgodese specialisterne, hvis de skal fastholdes

Pas godt på politiets specialister i den nye efterforskningsenhed – både i forhold til løndannelse og muligheden for efter- og videreuddannelse. Det er vigtigt for rekruttering og fastholdelse. Det mener chefpolitiinspektør i SØIK, Thomas Anderskov.

Thomas Anderskov

Af Karina Bjørnholdt

- Det er vigtigt, at vi som organisation forstår, at specialområderne skal tilgodeses som de specialer, de er. Generalisttanken i 90’erne og op i 00’erne er forladt, hvilket efter min mening er klogt. Man kan og skal ikke være god til alt. Når vi i dag taler om specialiserede enheder, skal det jo forstås med den alvor i ordet, at de kriminelle, vi er oppe imod, er så specialiserede, at vi som politi også er nødt til at have en særviden, hvis vi skal kunne følge med. Ligesom det er nødvendigt at samarbejde med andre fagligheder som eksempelvis økonomer.

Sådan siger Thomas Anderskov, der er chefpolitiinspektør i SØIK. Han følger dog ikke med, når specialenheden bliver en del af den nye nationale efterforskningsenhed, NSK, til årsskiftet. Pr. 1 november er han udnævnt som stabschef i Østjyllands Politi.

Når vi i dag taler om specialiserede enheder, skal det jo forstås med den alvor i ordet, at de kriminelle, vi er oppe imod, er så specialiserede, at vi som politi også er nødt til at have en særviden, hvis vi skal kunne følge med.
Thomas Anderskov, chefpolitiinspektør i SØIK

Slut med skærmede ressourcer

Thomas Anderskov deler nogle af de bekymringer om SØIK’s fremtid, som tillidsværket også udtrykker. Eksempelvis evnen til at rekruttere fremadrettet. Allerede i dag er der udfordringer, selvom SØIK er en selvstændig enhed med skærmede ressourcer til efter- og videreuddannelse og med et særligt løntillæg.

- Tiderne med skærmede ressourcer til SØIK er sandsynligvis forbi, når vi bliver en del af NSK. Men der er ingen tvivl om, at løndannelse fortsat vil være et vigtigt parameter i rekrutteringen og fastholdelsen af specialister inden for økonomisk kriminalitet. Dansk politi vil aldrig – og skal heller ikke i min optik – være lønførende. Vi kommer aldrig til at matche det private arbejdsmarked, men vi skal fortsat prioritere at kunne honorere dem, der er i dansk politi for at gøre en forskel, og som konstant dygtiggør sig, ellers vil vi i stigende grad miste dem til den finansielle sektor, hvor vores specialisters viden og kunnen er meget attraktiv, siger Thomas Anderskov.

Ikke et a- og b-politi

Han pointerer, at han ikke taler om et a- og et b-politi.

- Jeg har den dybeste respekt for de operative politifolk, så det har intet at gøre med, at jeg synes, at efterforskere er dygtigere end for eksempel beredskabet. Jeg anerkender fuldt ud, at man er dygtig inden for hvert sit område. I dag er efterforskning af meget kriminalitet, herunder den økonomiske, bare så kompliceret, at man ikke kan tage en hvilken som helst polititjenestemand ned fra en hylde og sætte ind i en ledig stilling. Det er derfor jeg, i alle de fora jeg sidder i, altid slår på tromme for, at specialisering er vigtigt, og at vejen til fortsat at sikre dette er at honorere specialerne og sikre gode efter- og videreuddannelsesmuligheder, siger Thomas Anderskov.

 

 

 

 

 

 

 

- Tiderne med skærmede ressourcer til SØIK er sandsynligvis forbi, når vi bliver en del af NSK. Men der er ingen tvivl om, at løndannelse fortsat vil være et vigtigt parameter i rekrutteringen og fastholdelsen af specialister inden for økonomisk kriminalitet, mener Thomas Anderskov, chefpolitiinspektør
i SØIK indtil den 1. november i år.