Der skal – desværre – en katastrofe til

Af Nicolai Scharling   29/10-2013

Når en politiansat kritiserer noget, så er det et positivt tegn. Det er sundt for virksomheden. Kritik er nemlig værdifuld og altafgørende for at bevare et engageret politi. Hvis kritikken forstummer, skyldes det, at de ansatte er blevet ligeglade.

- Desværre bliver kritik alt for ofte modtaget som en trussel længere oppe i systemet. Derfor når kritikken sjældent toppen. Faktisk ved de, der sidder med øverste ansvar sjældent, hvad der sker ude i virkeligheden, eller hvad de ansatte oplever. Det filtreres. Måske fordi alle mellemled tror og fornemmer, hvad man gerne vil høre øverst oppe, herunder at kritik er farlig.

Sådan siger Stefan Holgersson, prisbelønnet politiforsker og politiassistent, som gennem de seneste næsten 20 år har lagt arm med den øverste ledelse i svensk politi – og om ikke vundet, så i hvert fald heller ikke tabt.

Han beskriver klagevejen sådan her:

- Når en politiansat klager over, at ”it-systemet overhovedet ikke fungerer og skader arbejdet”, bliver det gennem ledelseslag meldt videre som, at ”der er lidt, der ikke fungerer”, og på næste niveau at ”det fungerer ok”. Og næste lag at ”det fungerer rigtigt godt”. Og til sidst til øverste chef og ansvarlige med beskeden om, at ”it-systemet bare er supergodt”.

Syv års plage
Det var sådan, Stefan Holgersson selv oplevede det, da han startede som politiassistent i 1990’erne.

- Datasystemet var elendigt. Det fungerede ikke og ødelagde faktisk vores arbejde. Vi skulle skrive de samme anmeldelser ind fem gange, hver gang! Alle klagede og var frustrerede. Men i toppen af politiet var man overbevist om, at det var et rigtigt godt system. Det var de tilbagemeldinger, man fik. Selv om politifolkene på gulvet, som arbejdede med det, var klar til at give op. Men det billede, som politiet tegnede udadtil, var helt, helt anderledes. Erfaringsmæssigt tager det syv år - fra elendighederne rammer alle ansatte, til man erkender i toppen, at der er et problem. Det er lang tid, fortæller han.

Politidrømmen
Stefan Holgersson er oprindelig uddannet forsker og organisationsteoretiker, men drengedrømmen om politiet fik ham til at forlade universitetsgangene og søge ind på politiskolen.

- Min far var politimand, og det var ham, der krævede, at jeg fik en universitetsuddannelse, selv om jeg bare altid gerne har villet være i politiet og gøre en forskel. Det har altid været min drøm, og det er stadig mit drømmejob og grunden til, jeg i dag stadig er politiansat og kører tre-holds skift i beredskabet i Stockholm, fortæller han.

Uddannelsen som forsker har dog vist sig at være god at have baglommen. Den har fået Holgersson til at indsamle dokumentation, hvor andre kolleger bare giver hoved-rystende op.

- På universitetet beskrev vi problemer, og derefter lavede vi en plan for, hvordan vi skulle løse dem for at udvikle organisationen. I politiet bliver problembeskrivelser set som en trussel. Der blev simpelthen ikke lyttet fra toppen. Derfor satte jeg mig for at få bekrevet og dokumenteret problemerne, så man blev nødt til at lytte. Ellers sker der ikke noget, siger Stefan Holgersson.

Tillykke – med forslagskruset
I 1997 – efter fire år i politiet – fik Stefan Holgersson nok af datasystemet og afleverede et gennemarbejdet forslag til forbedringer.

Dem kunne han selv programmere, da han allerede arbejdede som systemudvikler for et konsulentfirma ved siden af politiarbejdet. Forslaget og programmeringen var gratis bortset fra udgifter til hardware på 10.000 svenske kroner.

Det handlede om at undgå de mange tilfælde af femdobbelt arbejde.

Både ledelsen og dataafdelingen afslog dog, da man ikke mente, at der var problemer eller behov for at effektivisere. Alt var fint. Til trods for, at Holgersson dokumenterede det absurde og tidsmæssigt dyre i, at samme anmeldelse skulle indtastes forfra fem forskellige steder - samt at det kunne løses relativt enkelt.

Den unge forsker fik afslaget med besked om, at han dog ville blive belønnet med et ”forslagskrus” for sit engagement. 

Sendt på fodpatrulje
Holgersson havde dog fået blod på tanden, i forhold til at samle dokumentation, og fik efterfølgende lov til at blive tilknyttet politiets forskningsenhed i Stockholm.

Først med en undersøgelse af arbejdet på en lokalstation i udkanten af Stockholm.

Det gik også fint, indtil politiassistenten ville offentliggøre resultatet af sine undersøgelser. 

Chefen for udviklingsafdelingen nedlagde nemlig forbud, og da Holgersson selv uddelte kopier af sine resultater, blev han advaret mod at skrive flere rapporter, ellers ville forskningsenheden blive helt lukket! 

Derfor  gik der tre år, før offentligheden igen hørte om Stefan Holgersson. I den tid forskede han i stilhed og arbejdede på en større doktorafhandling.

Den var resultatet af en omfattende undersøgelse, som viste, at mange politifolk går i stå og taber motivationen med årene. Herunder, at det reelt er en gruppe på kun 5-20 procent, som leverer halvdelen af sagsarbejdet.

Holgersens feltarbejde til undersøgelsen var foretaget gennem interviews af kolleger og gennemgang af sagsmateriale fra 70 steder i Sverige. Han havde foretaget undersøgelserne uden økonomisk hjælp – og havde rejst rundt med telt og sovet på rastepladser og i de svenske skove.

Doktorafhandlingen kostede Stefan Holgersson, og hans nærmeste chef (som forsvarede den), deres stillinger i forskningsenheden i Stockholm, og de blev i stedet sendt ud på fodpatrulje.

 

Stefan Holgersson

• Født 1967.
  • Optaget på Politihøjskolen i 1992 og ansat i politiet 1994.
  • 1998 - Tilknyttet politiets forsknings- og udviklingsenhed i Stockholm.
  • 2005 - Doktorafhandling ved Linköpings Universitet om politifaget og forudsætninger for politiarbejde.
  • 2011 – Modtager, sammen med norsk forsker, en international pris for den bedste politiforskningsartikel med titlen: ”Whisteblowing in the police”.
  • 2013 - Modtager ”Civilcourage”-prisen fra politiledergruppen under det svenske politiforbund.
  • Er gennem årene blevet kendt i den svenske offentlighed, dels på grund af sin forskning, dels fordi han har stået frem og beskrevet, hvordan det svenske rigspoliti har modarbejdet ham på grund af hans kritiske undersøgelser.

Narkoindsats pr. måltal
Kort efter fik Stefan Holgersson dog ansættelse ved Politihøjskolen i Solna, og herfra offentliggjorde han i 2007 to års feltarbejde fra hele Sverige, hvori han vurderede arbejdsform og resultatet af politiets skærpede indsats mod narkotika.

Hans rapport afslørede rendyrket statistikjagt og ensidigt fokus på måltal - for at opfylde virksomhedsplaner og målkontrakter. Man kan blandt andet læse, hvordan store beslag ”omgøres” til hundredvis af små beslag og sager, så det gavner statistikken.

”Et beslag på 32 cannabisplanter bliver til 32 opklarede narkotikasager. En for hver plante”, fortalte han selv til de svenske medier.

På kant med rigspolitichefen
Rapporten fik straks omtale - og den daværende, svenske rigspolitichef reagerede ved at angribe Holgersons arbejde og integritet. Rigspolitichefen tog offentligt hæder og ære fra Holgersson og kaldte hans forskning amatøragtig og dårlig.

Modsat kaldte man i universitetskredse og inden for medierne Holgerssons forskning for banebrydende og redelig.

Men den daværende rigspolitichef ville have politiforskeren stoppet og fik tilmed viftet en ekstra rød klud i ansigtet, da mellemledere og kolleger i pressen kaldte Holgersson for den dygtigste politimand, de nogensinde har kendt.

Rigspolitiet indførte en regel, som fastslog, at man ikke både kan være forsker og politiansat samtidig. De forsøgte også – uden held – at få Holgersson afskediget, også selv om han flyttede sine projekter ud af Politiskolen og ind på et universitet.

Herfra fortsatte han ved siden af politiarbejdet sine undersøgelser af politiets arbejdsform og indsatser – herunder den svenske måltalsindsats på færdselsområdet.

Forskeren dokumenterede, at time-måltal reelt betyder, at politiet jager spritbilister på de mest usandsynlige tidspunkter af døgnet, og at måltal i det hele taget dikterer den praktiske del af politiarbejdet – fremfor fagligheden. Det vigtige er at opfylde timekrav.

En debat som også har fyldt en del i Danmark. 

Bare vi havde lyttet
Stefan Holgersson har netop har modtaget ”Civilcourage”-prisen for sit arbejde og sin kamp for at beskrive virkeligheden i politiet.

”Civilcourage”-prisen er en ny-indstiftet pris for at opmuntre til åbenhed inden for politiet, og den uddeles af politiledere under det svenske politiforbund.

Modgang har han mødt hele vejen – fra undersøgelse til undersøgelse.

 Er prisen et plaster på såret efter flere års genvordigheder?

- Det hjælper. Problemet med politiet er, at det er svært at få ledelsen til at lytte internt. Man skal åbenbart skabe et eksternt pres for at komme igennem med fornuft. Det er det, der er sket gennem min forskning og dokumentation. Jeg oplever heldigvis, at en del af de øverste chefer kommer til mig i dag og siger ”tak”, og ”bare vi havde lyttet”. De er blevet mere åbne for kritik. Det er positivt. Det er vigtigt at få kritikken ind, så man kan få løst udfordringerne, fortæller han.

Men er det så blevet bedre i Sverige? Er måltalsjagten stoppet?

- Nej, det er den ikke, og evnen til at opbygge to virkeligheder, den allerøverst og den på gadeplan, er også den samme. Skellet er fortsat stort. Der skal en katastrofe til, som norsk politi oplevede med Utøya, hvor glansbilledet gik i stykker, og man så, hvad der egentlig var virkeligheden. Hvad der gemte sig bag facaden. Sådan er det nok også i Danmark og i det meste af Vesteuropa. Der skal katastrofer til for at nedbryde den facade, som bygges op i toppen, og som får folk på gulvet til at tabe engagementet. Desværre, siger Stefan Holgersson.

Facader
Han har tidligere i år udgivet en artikel omkring sit studie, med titlen: ”Processen med at bygge facader inden for svensk politi”.

Studiet bliver senere samlet i rapportform og offentliggjort. Det sætter den faktiske virkelighed op mod det billede, som politiets øverste ledelse tegner i medierne.

Forskningen viser, at der er en pæn afstand mellem de to.

Blandt andet skriver forskeren i starten af sin artikel:

”Det er vigtigere at præsentere en pæn facade som en velfungerende organisation end at præsentere resultaterne korrekt. Det har mange negative effekter på lang sigt. Blandt andet, at det vil blive svært at udvikle godt og effektivt politi-arbejde.”

DANSK POLITI spørger ham, om han tror, det nytter noget. Svenske medier bugner allerede af udsendelser, som sætter fokus på henlagte sager og hårde prioriteringer i politiet. 
Er det ikke bare som om, at folk bare vænner sig til, at det er sådan og trækker på skuldrene? At grænsen hele tiden skubbes?

- Det er derfor, at vi desværre skal gennem en eller anden form for katastrofe, før det for alvor går op for politikere og medier og borgere, hvor slemt det er. De kender allerede historierne om, hvordan politiet ikke har mulighed for at komme, når borgere står med indbrudstyve eller sager som henlægges. Det overrasker ikke mere folk. Og forventningerne til politiet daler og daler bare. Samtidig males facaden pænere op af ledelsen. Vi er nødt til at fokusere ærligt på, hvad det er vi kan, og hvordan vi prioriterer, siger Stephan Holgersson.

Må ikke give op
Men hvad så når politifolkene selv siger, at det ikke nytter noget at kritisere? At de bare risikerer at blive straffet, eller i hvert fald sat i bås, som brokkerøve, der taler deres eget fag ned?

- Det problem ser vi også ofte her i Sverige. Så giver folk i stedet op. De mister engagementet og begynder at tale om politiet, som en 8-16-arbejdsplads, og ikke andet. Det er ellers folk, som er gået ind i politiarbejdet for at gøre en forskel, og som gerne vil brænde for deres arbejde. Derfor er det også noget af det mest skadelige, der kan ske. Det er vigtigt med kritik. Vi skal have nedbrudt facaderne og åbnet for kritikken. Også hvis det betyder, at man skal lægge et eksternt pres gennem medier og politikere for at få ørenlyd, siger Stephan Holgerson.

DANSK POLITI var for nylig i Malmø. Her mødte vi netop politifolk, som ikke turde stå frem med kritik eller nedbryde det, du kalder facaden. Har svensk politi ikke et problem her. De ansatte tør ikke beskrive virkeligheden?

- Jo, det har vi. Og det har I sikkert også, for vi ligner hinanden. Men selv den smarteste ledelseskommunikation kan ikke undertrykke virkeligheden i dagens samfund. Ikke med internettet, mobile- og sociale medier. Problemet er så, at vi måske forvandler konstruktive kritikere til whistleblowere. Men er det grelt nok, skal det nok også komme frem, konstaterer forskeren. 

 

 UDDRAG AF VIDENSKABELIGE ARTIKLER OG RAPPORTER

• Forandringsbehov inden for politiet, år 2000.
• It-system og filtrering af virksomhedsviden, kvalitetsproblemer ved analyser og beslutninger som bygger på oplysninger hentet fra politiets it-system, Linköpings Universitet, år 2001.
• At købe sig fri fra bøder og kørekortsrestriktioner, forskningsenheden ved Stockholms Politi, år 2002.
• Politifaget: faglighed, motivation, it-system og andre forudsætninger for politiarbejde, Linköpings Universitet, år 2005.
• Kortlægning af svensk politis narkotikabekæmpelse, år 2007.
• Dialogpoliti - erfaringer, iagttagelser og muligheder, Politiuddannelsen, Växjö Universitet, år 2002-2007,
• Individuelle arbejdspræstationer i uniformeret politiarbejde, Politihøgskolen (Oslo, Norge), år 2008.
• Hvad laver politiet egentlig? Linköpings Universitet, år 2012.