Jeg har ikke tilgivet min voldtægtsmand - men jeg har fået fred

 

-Faktisk var jeg lidt bange for retssagen. Jeg havde brug for svar og brug for ikke at frygte Patrick. Halvanden times konfliktråd gav de svar. Det var fantastisk. Det har givet en ro og virkelig hjulpet mig, fortæller Søs, efter konfliktråd.

Af Nicolai Scharling   15/4-2016

Søs har ikke tilgivet Patrick. Hun mener stadig, at han voldtog hende. Hun kunne godt tænke sig at pande ham en.
Hun ville ønske, at han havde fået en eller anden form for fængselsstraf.
Men hun har fået fred.
Hun tør igen færdes på gaden og gå i byen.
DANSK POLITI har mødt 19-årige Søs og veninden Katrine på en cafe en uge efter, at de to sad over for Patrick og hans bror i et konfliktråd i Hillerød.
Det var første gang i næsten tre måneder, at Søs så Patrick. Første gang siden Patrick en nattetime forlod hendes lejlighed, og hun kort efter ringede til politiet og anmeldte ham for voldtægt.
De tre måneder har været præget af chok, had, frygt, rygter og en masse ubesvarede spørgsmål. Men først og fremmest frygten for Patrick, at møde ham igen, tanken om at han var derude og kunne komme gående ned ad samme gade som hende en aften. Måske var han rasende, han var trods alt blevet hevet ud af sengen af to politifolk, kørt på politistationen, sigtet for voldtægt og afhørt.

- En retssag ville ikke have givet svar på mine spørgsmål. Faktisk var jeg lidt bange for retssagen. Jeg havde brug for svar og brug for ikke at frygte Patrick. Halvanden times konfliktråd gav de svar. Det var fantastisk. Det har givet en ro og virkelig hjulpet mig, fortæller Søs.

Hun kan igen passe sit arbejde, være alene i lejligheden, behøver ikke psykologhjælp og føler sig tryg.
Og det er netop pointen med konfliktråd. Måske det eneste sted i politiets portefølje, som direkte fokuserer på ofret og ofrets mulighed for at få forklaringer nok til at komme videre med sit liv.
Spørger man Søs, så vil hun anbefale det til alle i samme situation.
En gerningsmand bliver let en dæmon, som sidder i baghovedet og den mørke side af fantasien og til sidst styrer livet med angst. Sådan en dæmon var Patrick.
Nu er dæmonen er væk.
Hun er stadig rasende på ham. Men han er ikke en dæmon.

Afliver frygt

DANSK POLITI har også mødt 21-årige Patrick.
Han har det på samme måde med konfliktrådet som Søs.
Det punkterede et eller andet, som hjalp Søs og ham selv videre.
Noget som tiltalefrafaldet ikke gjorde.
Patrick oplevede ikke, at han tvang Søs til sex. Han mener, at han var for fuld til at opfatte og forstå, at hun sagde nej.
De kendte hinanden i forvejen, da de mødte hinanden i byen en januar aften.
Han var taget med hende hjem – stangstiv.

- Men jeg tvivler ikke på, at hun har oplevet det som en voldtægt. Jeg forstår godt, at hun har anmeldt mig. Og jeg har det rigtigt dårligt med, at hun har haft det sådan. Jeg oplevede det bare ikke på den måde. Og det var vigtigt for mig at få fortalt hende det og undskyldt. Jeg har virkelig haft behov for at vise hende, at hun ikke skulle frygte mig, fortæller han.

Da det var påstand mod påstand, opgav anklagemyndigheden at rejse tiltale mod Patrick.
Men han var ikke specielt lettet af den grund.
Tiltalefrafaldet var ikke en frikendelse som sådan. Den hjalp hverken Søs eller ham selv videre. Rygterne blandt venner og i omgivelserne ulmede stadig. Ligesom Søs, så frygtede han, at de en dag skulle støde ind i hinanden.

- Det var vigtigt for mig at få fortalt hende, at hun ikke skulle frygte mig. At jeg er klar til at gå væk og også hjem fra byen, hvis hun er der. At hun ikke behøver at være bange for, at jeg eller andre sidder og skuler til hende. Hun skal føle sig tryg, og jeg trækker mig gerne, siger han.

- Jeg blev selv overfaldet og gennemtæsket engang i byen og ham, der gjorde det, slap for straf på grund af manglende beviser. Jeg har set ham ofte siden, og jeg ville da have ønsket, at jeg dengang havde haft muligheden for at sidde over for ham og forklare, hvordan jeg havde det, og samtidig få bare en eller forklaring på, hvorfor han gjorde det? Det har fyldt enormt meget i mig lige siden. Hvorfor gjorde han det? fortæller Patrick.

Ressourcesvage unge

Hverken Søs eller Patrick er det, man kalder ressourcestærke unge.

De har haft og har deres problemer.
Patrick har et temperament, som nogle gange koger over.
Han forsøger at tale langsomt og meget høfligt og undskylder jævnligt, at han måske mangler det rette ordvalg. Søs går indimellem i stå i talestrømmen, helt i stå, mens hun tavst mumlende leder efter det, hun vil sige. Usikkerheden er stor.

Begge er meget bevidste om, at de har svært ved at formulere dét, de føler eller tænker. Selvværdet vokser sjældent over det sænkede blik på egne neglerødder, når de skal beskrive sig selv.
Derfor valgte Patrick at have sin lillebror med til konfliktrådet.
Og Søs sin bedste veninde. For opbakningen skyld. Og for at sikre, at det, der blev sagt, også stemte overens med de budskaber, de havde til hinanden.

- Min lillebror kender mig bedst af alle. Han ved, hvornår han skal lægge hånden på min skulder og få mig til at falde ned, hvis jeg føler mig presset. Jeg kan godt føle mig presset, når jeg har svært ved at finde de rigtige ord frem, fortæller Patrick.

Veninden Katrines rolle var den samme – backup og støtte og så én at efterbehandle oplevelsen med.
- Jeg havde glemt rigtigt meget, da jeg kom ud fra konfliktrådet. Det har været godt at støtte sig op af Katrine og få snakket om, hvad der skete, siger Søs.

Patrick og hans lillebror Kevin har det på samme måde.
Handler ikke om straf
Et konfliktråd er frivilligt. Det er en sagsbehandler ved politiet, som spørger de to parter, om de ønsker at høre nærmere om konfliktråd. Siger de ja, kontaktes de af en koordinator eller direkte af mægleren.
Der er ingen forpligtelser.
Det handler ikke om tilgivelse. Og som udgangspunkt har det ingen indflydelse på strafudmålingen. Det er suverænt dommerens beslutning, når sagen er for retten.

Konfliktråd er primært et tilbud, som handler om offeret. Om offerets mulighed for at komme videre. I Danmark er det lagt i regi af politiet. Både Søs og Patrick har i øvrigt stor ros tilovers for de politifolk, som har taget sig af sagen. De har givet tryghed, virket upartiske og været gode til at informere om, hvad der skulle ske og hvorfor. Det satte politiet i et andet og mere troværdigt og tillidsvækkende lys.

- Jeg fik tilbuddet efter, sagen var faldet. Lige inden påske. Jeg tænkte over det i påsken og blev enig med mig selv om, at det havde jeg brug for. Det gav også en ekstra tryghed, at det var en politiansat, som stod for det, fortæller Søs.
Hun sagde ja til at medvirke. Det samme gjorde Patrick.
Begge var rystende nervøse, da de en torsdag eftermiddag stod foran Hillrød Politistation.
Begge kom i god tid.
Først blev Patrick og hans lillebror ført ind – derefter hentede konfliktmægleren, ved navn Louise, Søs og Katrine.

Hvordan havde de det så der?

- Jeg var nervøs for at se hende og for hendes reaktion. Jeg var sikker på, at hun ville kaste et glas eller en kande eller noget andet i hovedet på mig, husker Patrick.

- Jeg tænkte ”FUCK”. Jeg kunne slet ikke se på ham, jeg var nervøs og bange, fortæller Søs.

Hårdt, men godt

Konfliktrådet begyndte med, at mægleren Louise ridsede spillereglerne for mødet op. Så gav hun ordet til Søs og bad hende om at beskrive hændelsen, som hun huskede den.

- Det var meget hårdt, det blev for meget, og jeg måtte bede om en timeout. Så jeg gik udenfor i fem minutter sammen med Katrine, siger Søs.

Hun kom dog tilbage og fik fortalt om sin oplevelse, sin frygt og om alle sine spørgsmål.
Derefter bad konfliktmægleren Patrick om hans version. En del af konceptet er, at der ikke må afbrydes, at parterne skal give hinanden tid til deres forklaringer.

- Det var mærkeligt at høre ham, at høre hvordan han havde oplevet det, og jeg blev da også rasende, fordi jeg syntes, han løj om nogle ting, husker Søs.

Ifølge hende blev konfliktrådet en oplevelse af noget, der begyndte meget hårdt og meget anspændt og ubehageligt, men som langsomt løsnede op.

- På et tidpunkt fik vi en dialog i gang, gennem Louise, og han fik sagt undskyld, mange gange. Det blev lettere, og jeg kunne mærke, at det lettede. Også at høre ham forklare, at jeg ikke skal være bange for at møde ham, at han vil trække sig, hvis det er, fortsætter hun.

Brug det!

Patrick havde samme oplevelse. Det begyndte hårdt og nervøst, men knuden lettede, og budskaberne kom igennem undervejs.

- Det allervigtigste for mig var, at Søs forstod, at hun ikke skulle være bange. At hun forstod, at det er vigtigt for mig, at hun har det godt, og at jeg er ked af det. Jeg har haft ondt af hende hele vejen og har aldrig tvivlet på, at hun har oplevet det, hun har anmeldt mig for. Jeg har ikke bebrejdet hende eller været sur, fortæller han.

Og var halvanden time så nok?
- Ja, jeg har ikke brug for mere. Ét konfliktråd var rigeligt. Og hvis jeg nogensinde kommer i en lignende situation, hvor jeg bliver udsat for kriminalitet, vil jeg gøre det samme igen, siger Søs.

Patrick er enig. Én gang på halvanden time gjorde en stor forskel.

- Jeg håber virkelig, at budskabet om den her mulighed bliver spredt. Den har helt klart hjulpet Søs og også mig. Og det betyder meget. Jeg er klar til at stille op, hvis nogen vil høre om det, eller hvis politifolk vil høre om mine oplevelser. Fordi det bare er et godt tilbud, også i forhold til at opleve politiet i en anden rolle, fastslår han.