Verdensbankurolighederne
Her i efteråret er det halvtreds år siden, København eksploderede i uro og optøjer, da Verdensbanken i 1970 henlagde sin årlige kongres til den danske hovedstad. De voldsomme uroligheder blev skelsættende for dansk politi.
Af ph.d. Frederik Strand, museumsleder ved Politimuseet
I løbet af 1969 blev det på internationalt niveau aftalt, at Verdensbankens og valutafondens kongres skulle afholdes i København i efteråret 1970. Fra starten havde politiet en forventning om, at det ville gå hedt for sig, for Verdensbanken var den yderste venstrefløjs hadeobjekt nummer ét.
Det skyldtes ikke mindst, at USA’s tidligere forsvarsminister, Robert McNamara, var præsident for Verdensbanken. Som forsvarsminister havde McNamara tidligere været involveret i vietnamkrigen. Venstrefløjsaktivister beskrev dette forhold således i informationstidsskriftet ”Verdensbanken”: ”Det synes at passe meget godt sammen, at lederen af den verdensomspændende USA-militærmaskine nu er leder af ”den frie verdens” vigtigste bank, hvis formål er at indrette verdensmarkedet for private profitter.”
Der var altså lagt i ovnen til et opgør med den verdensomspændende kapitalisme og den amerikanske militærmaskine, der betragtedes som to sider af samme sag. Det var dog ikke kun politiet, som havde haft tid til at forberede sig – det samme havde venstrefløjsaktivisterne. Allerede i foråret 1970 væltede det ud med diverse publikationer, der bebudede hærværk, brandstiftelse, attentater og kidnapninger. Kort sagt: Kongressens gennemførelse skulle forhindres.
Svineuddrivelsen
Publikationerne blev mere og mere aggressive, efterhånden som Verdens-
bankkongressens afvikling kom tættere på. Det kulminerede i en række flyveblade fra et kommunalt ungdomsprojekt i hjertet af København, Projekt Hus.
Under overskriften ”Guide til svineuddrivelsen 21.- 25. september” gjorde aktivister klar til at sabotere kongressen. Der var med andre ord revolution i luften – og blandt dem, de revolutionære særligt ønskede at gøre et regnskab op med, var politiet og herunder særligt den nye civile politienhed, Uropatruljen, der for første gang mere systematisk blev sat ind for at bekæmpe uroligheder. Fra demonstrationsledelsen lød det da også: ”Ingen civilbetjente ind i demonstrationen. Hægt jer sammen i kæder. Tag hinanden under armen 8 og 8. Hold sammen i store grupper.”
Kongresdeltagerne ankom allerede den 20. september, hvor de skulle deltage i en åbningsreception på Hotel D’Angleterre klokken 18-20. Allerede her gik det galt. Store grupper af demonstranter – omkring 2.000 – samlede sig nemlig omkring D’Angleterre på Kongens Nytorv. Demonstrationen var ikke anmeldt til politiet, og flere af demonstranterne trængte frem mod hotellet for at ”give storkapitalen nogen på hovedet”.
Det hele udviklede sig snart til vildt håndgemæng og stenkast mod såvel hotellet som tilfældigt forbipasserende biler. Politiet trængte demonstranterne bort fra hotellet og over på den anden side af Kongens Nytorv.
Hårde kampe omkring Kgs. Nytorv
Kampene omkring Kongens Nytorv var hårde, og politifolkene trak stavene og slog fra sig. Det blev senere kritiseret i pressen. Demonstranterne var imidlertid også bevæbnede med forskellige
typer af kasteskyts – herunder metal-
møtrikker og batterier isat søm – samt store granrafter.
Da demonstranterne blev trængt bort fra Kongens Nytorv, søgte de ud i sidegaderne, hvor en hidsig kamp – og en del hærværk – opstod. De civile urobetjente blev overraskede, mens de sad og observerede i deres grønne folkevognsboble, for pludselig gik demonstranter til angreb på vognen, og betjentene så sig derfor nødsaget til at trække deres tjenestevåben.
Hændelsen med Uropatruljen skulle senere blive yderst omdiskuteret, for hvad var der egentlig foregået? Var der tale om et decideret angreb på Uropatruljens folk, hvor demonstranter i realiteten havde søgt at lynche politifolk i civilt, eller var urobetjentene skydegale politifolk? Alt i alt en højst usædvanlig situation i Danmark.
Motorcykelbetjente i nærheden assisterede derpå urobetjentene. Under Verdensbankkongressen havde politiet nemlig valgt en strategi, der gik ud på at jage demonstranterne ved hjælp af kæder af politimotorcykler. Med drønende motorer og hylende sirener tordnede de frem – og skabte betydelig skræk blandt demonstranterne. Brugen af politimotorcykler skabte senere debat og kritik. Mange mente, at politiet nok kunne have valgt en mere fredelig fremgangsmåde, ligesom flere demonstranter hævdede, at politimotorcyklerne bevidst havde påkørt demonstranter, hvilket politiet dog afviste.
Molotovcocktails og Blekingegadebanden
Hvorom alting er, jagtede motorcykelbetjente og urofolk i hvert fald demonstranterne fra Kongens Nytorv op ad Palægade. Blandt de flygtende var flere prominente personer, blandt andre Finn Ejnar Madsen, ungdomsoprørets måske mest berømte skikkelse, som tidligere havde trængt rektor Mogens Fog bort fra talerstolen i Københavns Universitets festsal – en ikonisk begivenhed.
Da Uropatruljen endelig pågreb Finn Ejnar Madsen i en trappeopgang, fandt man også en skoletaske fyldt med molotovcocktails samt flere slagvåben. Finn Ejnar Madsen havde i øvrigt følgeskab af Niels Jørgensen, der senere skulle få en ledende rolle i Blekingegadebanden.
En anden af bandens fremtrædende personer, Holger Jensen, befandt sig ligeledes på Kongens Nytorv. Det var ham, der havde sørget for at medbringe de granrafter, som blandt andet blev benyttet til at smadre Uropatruljens vogn.
De sidste kampe
Politiet lykkedes altså med nød og næppe i at sætte Finn Ejnar Madsen ud af spillet. Urolighederne var dog langtfra slut. Dagen efter, mandag den 21. september, gik det nemlig løs igen. Umiddelbart omkring åbningsmiddagen på Nimb samledes demonstranterne igen og gik hærgende ned gennem Vesterbro. Butiksruder blev smadret, og molotovcocktails og røgbomber blev kastet. Det lignede en krigszone.
Politistyrker – herunder Uropatruljen – blev indsat som undsætningstropper. Igen måtte Uropatruljen trække deres våben – og denne gang skød de varselsskud, hvilket var fuldstændig uhørt i samtiden. Herefter var det værste overstået, og politiet fik mere eller mindre kontrol over situationen. Nu var det tid til selvransagelse.
Pøbeloptøjer eller politivold?
I offentligheden var man bestyrtede over det voldelige forløb. I en leder i Information blev der således lagt kraftigt afstand til de voldelige optøjer. Blandt andet stod der: ”Når benzinbomber, flasker, brosten, jernbolte og så videre benyttes som våben i veltilrettelagte demonstrationer, automobiler væltes og ruder knuses, hører enhver argumentation op. Så er der tale om pøbeloptøjer, hvor det er politiets opgave at skride ind for at beskytte landets grænser og borgernes rettigheder.”
Demonstranterne var imidlertid ikke helt enige i den udlægning, og de udtalte sig da derfor noget mere kritisk om særligt Uropatruljens fremfærd. En ung demonstrant sagde til Danmarks Radio: ”Under urolighederne ved Vesterport Station blev jeg anholdt af Uropatruljen. Jeg dannede bagtrop, og derfor nåede jeg ikke at komme væk. En af betjentene bad mig lægge mig ned, og han havde en pistol i hånden, og med den pistol holdt han mig også i skak. Grunden til, at jeg siger disse ting, er for at gøre opmærksom på, at det er et voldeligt system, vi lever i – og at man kan vente sig denne slags ting af et voldeligt system”.
Urolighedernes forløb skilte altså vandene – og var dertil et chok for alle parter.
Radikaliserede blomsterbørn
Når afviklingen af Verdensbankkongressen udviklede sig så katastrofalt, som den gjorde, skyldtes det flere forskellige forhold. Blomsterbørnenes oprør havde som udgangspunkt været fredeligt, med ”love-ins” i Kongens Have, nej til atomkraft og ikke-vold-paroler. I slutningen af 1960erne indfandt der sig imidlertid et afgørende stemningsskifte. Skiftet var til dels foranlediget af politiets meget voldsomme rydning af det besatte boligkompleks Sofiegården i 1969 og de konfliktprægede vietnamdemonstrationer foran særligt den amerikanske ambassade.
De voldsomme konfrontationer havde i et vist omfang radikaliseret nogle af de unge blomsterbørn, der nu havde et regnskab at gøre op med politiet. Hertil kom, at der blandt de unge gradvist var opstået en mere hård kerne, eksempelvis medlemmer af Blekingegadebanden, der ikke skyede vold.
Indsættelsen af Uropatruljen under urolighederne var imidlertid også en del af problemet. Uropatruljen var officielt blevet etableret i 1969 – og var derfor en i offentligheden næsten ukendt politienhed. Nye indsatsstyrker kan være et utryghedsskabende element. Offentlighedens utryghed skyldes ikke nødvendigvis, at disse indsatsstyrker er mere brutale, men nok snarere, at befolkningen ikke ved, hvad den har med at gøre – og det skaber frygt. Sidstnævnte gjorde sig i høj grad gældende i forhold til Uropatruljen, som tilmed trak deres tjenestevåben og affyrede dem under urolighederne.
Der var simpelthen tale om den ”perfekte storm”, som var dømt til at skabe mistillid til systemet blandt de unge aktivister. I de efterfølgende årtier blev politiet – og i særskilt grad Uropatruljen – da også lagt for had af venstrefløjsgrupper. På mange måder var Verdensbankurolighederne dermed et skelsættende uskyldstab, der indeholdt et afgørende brud mellem blomsterbørnene og politiet. En ny tid ventede.
