Nyhed

Tre politikredse skal teste strømpistoler

Skal politiet have strømpistoler som et supplerende magtmiddel? Det spørgsmål skal et nyt pilotprojekt give svar på. Københavns Vestegns Politi, Nordjyllands Politi og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi skal i løbet af de næste par år teste, om strømpistoler fremadrettet skal kunne bruges af politiet i særlige tilfælde og dermed indgå i politiets magtmidler. Politiforbundet er positivt over for forsøget, da håbet er, at strømpistolen kan minimere de tragiske episoder, hvor politifolk må skyde en psykisk uligevægtig person.

Taser 10 Axon

Af Karina Bjørnholdt

Interessen for strømpistoler i politiet er opstået flere gange over årene, blandt andet i forbindelse med sager med borgere med psykiske lidelser, hvor politiet har været nødsaget til at gøre brug af tjenestepistolen. Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse fredag, hvor de offentliggør planerne om strømpistols-projektet, der sættes i værk i år i Københavns Vestegns Politi, Nordjyllands Politi og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Det er altid voldsomt, når politiet er nødt til at bruge tjenestepistolen. Både for den, der skyder, og i sagens natur i særdeleshed for den, der skydes på. Men i nogle situationer er det vores eneste mulighed. Det giver derfor god mening at se på, om strømpistoler skal være til rådighed for betjentene i særlige situationer, hvor de kan være med til at redde liv. Også når man ser på de gode erfaringer, de har gjort sig i andre europæiske lande,” udtaler Knud Stadsgaard, CPI i Københavns Vestegns Politi og styregruppemedlem i pressemeddelelsen.

Det er et synspunkt, som deles af Politiforbundet: 

- Strømpistolen er et mere skånsomt magtmiddel og kan benyttes til at pacificere en person fra afstand. Forhåbentlig vil pilotprojeket vise, at vi får færre af de ulykkelige tilfælde, hvor politiet ender med at må skyde en udadreagerende, psykisk uligevægtig person, siger Ole Sønder, der er politisk ansvarlig for udstyr og arbejdsmiljø i Politiforbundet, og som sidder med i projektets følgegruppe.

Politiforbundet er dog meget opmærksom på, at politifolkene bliver grundigt uddannet i det nye magtmiddel. Både i forbindelse med projektet, og hvis strømpistoler indføres efterfølgende i dansk politi.

- Det er endnu et magtmiddel i bæltet, som kollegerne på et splitsekund skal træffe beslutning om, hvorvidt er det rette at bruge i den situation, de står i, eller om de hellere skal vælge et andet. Det kræver grundig uddannelse og nogle gode vejledninger på området, siger Ole Sønder.

Afprøvningen af strømpistoler er planlagt til at strække sig over to år, mens hele projektet forventes at vare lidt over tre år. Efter endt pilotforløb vil der være en evaluering, som afsluttes i slutningen af 2026.
Blandt andre Norge, Sverige og Holland har gode erfaringer med brug af strømpistol.