- Svært at undgå smitten, når den først er på stationen
Som i resten af samfundet oplever flere og flere politifolk at blive smittet med coronavirus. Forholdsregler, fornuftig adfærd og en veltrænet krop er ikke tilstrækkeligt til at holde sygdommen fra døren. Slet ikke når man har et arbejde i frontlinjen. Det kan såvel Jesper Bach som Stine fra Station City i Københavns Politi tale med om. Begge har været syge med Covid-19 og har stadig senfølger.
Af Karina Bjørnholdt
46-årige Jesper Bach dyrker triatlon på et ret højt plan. Han har gennemført en håndfuld Ironman-konkurrencer, senest VM i Ironman på Hawaii i 2017. Dertil kommer omkring 15 halve Ironmans.
Jesper Bach, der også er fællestillidsmand for enheden for beredskab i Københavns Politi, har med andre ord et bedre kondital og en større muskelmasse end mange andre.
Men det hjalp ham tilsyneladende ikke det fjerneste, da han i begyndelsen af november blev smittet med corona. Sandsynligvis på Station City. Det er i hvert fald hans bedste bud, men i første omgang tillagde han trætheden i kroppen en hård og travl arbejdsuge.
- Jeg gik udmattet på weekend, men lørdag formiddag havde jeg alligevel et fint træningspas i svømmehallen. Om eftermiddagen begyndte jeg dog at fryse om fødderne og blev enormt øm i kroppen. Mine muskler var helt færdige, selvom jeg slet ikke havde trænet hårdt nok til, at det kunne være årsagen, fortæller Jesper Bach.
Han går højt op i sin motion og kost og er vant til at tracke sin løbetræning. Han gik derfor tilbage i sine målinger for den forgangne uge og kunne se, at hans puls havde ligget en del højere, end den plejede, i forhold til det tempo han havde løbet i. Det betød, at iltningen af hans blod havde været dårligere end normalt.
- Derfor har jeg sandsynligvis allerede været syg i løbet af ugen – og har måske smittet andre på stationen. Men jeg havde ingen symptomer før lørdag. Det er dét, der er så lumsk ved den her virus, siger Jesper Bach.
I begyndelsen af mit sygdomsforløb, da jeg havde fået bekræftet, at der var tale om Covid-19, tænkte jeg, at det skal jo nok gå. Men da der var gået en uge, og der igen tegn var på, at feberen ville falde, eller at jeg fik det bedre, så må jeg indrømme, at jeg blev bekymret.
Frygtede indlæggelse
Han gik i selvisolation i hjemmet, fik høj feber – 39,5, som varede ved i 12 dage.
- Jeg kunne konstatere, at ilten i mit blod faldt kraftigt. Min hvilepuls er normalt på omkring 40, og den steg på kort tid til 60. Jeg fik det bare dårligere og dårligere. Jeg havde ikke svært ved at trække vejret, men jeg har aldrig prøvet før, at jeg ikke kunne få pulsen ned. Jeg var enormt træt og sov meget, og hver nat i 12 døgn var jeg oppe fire til seks gange om natten for at skifte dyne, pude og linned, for alt var gennemblødt af sved, fortæller Jesper Bach, der desværre også fik smittet sin kone, men hun slap med et mildere forløb.
- I begyndelsen af mit sygdomsforløb, da jeg havde fået bekræftet, at der var tale om Covid-19, tænkte jeg, at det skal jo nok gå. Men da der var gået en uge, og der ingen tegn var på, at feberen ville falde, eller at jeg fik det bedre, så må jeg indrømme, at jeg blev bekymret. Jeg havde stadig knaldende hovedpine, var enormt træt og sov 16 timer i døgnet, og min smags- og lugtesans var væk. Da begyndte jeg at frygte for, om det ville ende med en indlæggelse, eller at jeg aldrig ville kunne dyrke triatlon igen, som bare betyder så meget for mig. Psykisk var det vanvittigt hårdt, husker Jesper.
Fremad – i langsomt tempo
Jesper Bach slap heldigvis for hospitalsindlæggelse. Efter godt tre ugers sygemelding kom han tilbage til sit arbejde på Station City. Dog ikke i samme gear som før.
- Heldigvis er min tjeneste fleksibel, så jeg kommer ind til møder, men arbejder ellers hjemmefra, fordi jeg må hvile mig indimellem, fortæller han.
Han er også begyndt at træne sig op igen – stille og roligt.
- Den første løbetur var på fem kilometer i restitutionstempo. Med en puls på 150 i stedet for 125. Det var ikke sjovt! Jeg er dog taknemmelig for, at det stille og roligt går fremad med helbredet, selvom det ikke sker i det tempo, jeg havde håbet på. Men jeg har hørt fra andre, at det kan tage lang tid, siger han.
En del kolleger smittet på Station City
31-årige Stine, der arbejder i beredskabet på Station City, fik konstateret Covid-19 midt i november. Efter en uges fri, mødte hun som planlagt ind på vagt – og blev smittet. Allerede dagen efter mærkede hun symptomer i form af feber og ondt i kroppen. Hun meldte sig syg med det samme.
- Vi er efterhånden en del, der er blevet smittet med corona på Station City. I november tog det fart. Det er næsten umuligt at undgå, når du dels kører beredskab, sidder tæt med en kollega i bilen og møder borgere, dels befinder dig på en station med ret snævre gange og folk på arbejde døgnet rundt. Desuden er vi for tiden rigtig meget på arbejde på grund af generel travlhed med retsmøder, demonstrationer med videre, og vi tilkaldes også ret ofte på grund af sygemeldinger, fortæller Stine, der ikke ønsker at stå frem med sit efternavn.
Stine slap med et kortvarigt sygdomsforløb. Hun havde én dag med feber og ondt i kroppen. Så følte hun sig rask igen, men efterfølgende fik hun ondt i halsen, ligesom hendes smags- og lugtesans var nedsat. I alt var hun sygemeldt i en uge.
- Jeg er stadig meget træt og sover meget. Det har været hårdt at komme tilbage, også fordi der er så travlt, så jeg lagde lige ud med 74 timer på otte dage, fortæller Stine.
Svært at undgå smitte
Ligesom Jesper var Stine i super form, inden hun blev smittet med corona. Hun træner og underviser i crossfit fem-seks gange om ugen. Også Stine mærker, at der er sket en markant forværring i hendes præstationsevne.
- Jeg er heldigvis optimist, så jeg er bare glad og taknemmelig for, at det går langsomt fremad. Nu har jeg kun hovedpine en gang imellem. Jeg føler dog stadig, jeg har svært ved at trække vejret helt ned i lungerne, siger Stine.
Hun har via HR-portalen anmeldt sit sygdomsforløb som en arbejdsskade for at sikre dokumentation, hvis senfølgerne skulle fortsætte.
- Jeg tror ikke, jeg havde kunnet undgå at blive smittet, når mit arbejde har så meget menneskekontakt, som det har, og når vi er så mange, der arbejder på stationen. Uanset hvor meget du spritter hænder og tager dine forholdsregler, er det bare som om, det ikke er nok, når smitten først er kommet ind på stationen. Så får du den uanset hvad. Efter min mening bliver vi, i kraft af vores arbejde, nødt til at lade os teste jævnligt. For ikke at gå rundt og smitte hinanden, men også fordi vi taler med mange socialt udsatte grupper, og dem skulle vi også nødigt få smittet, siger Stine.
Uanset hvor meget du spritter hænder og tager dine forholdsregler, er det bare som om, det ikke er nok, når smitten først er kommet ind på stationen. Så får du den uanset hvad.
Personligt ansvar
Jesper Bach opfordrer også til, at man virkelig tager opgaven alvorligt med at passe på sig selv og hinanden på arbejdspladsen.
- Vi har alle et personligt ansvar for ikke at bære smitten videre. Jeg ved, at det kan være utroligt svært at undgå, når man arbejder i beredskabet, men man skal tage alle de forholdsregler, man nu kan – også når man har fri – for jeg kan i hvert fald skrive under på, at Covid-19 intet har at gøre med en almindelig omgang influenza, siger fællestillidsmanden.
