En skelsættende nat i politiets historie

Af ph.d. Frederik Strand, museumsleder ved Politimuseet
Fotos: Søren Weiss

Efter en ophidset og intens valgkamp stemmer danskerne den 18. maj 1993 ja til Maastricht-traktaten og Edinburgh-aftalen. I flere grupper i befolkningen er der en stor utilfredshed med valget og en følelse af, at dette er blevet presset igennem for at sikre et ja til Den Europæiske Union.

Tidligere på dagen har der derfor været afholdt en demonstration mod EU på Blågårds Plads på Nørrebro.

Bag demonstrationen står personer med relation til 1980-ernes BZ-miljø og de nye autonome grupperinger på Nørrebro. Demonstrationen har hidtil forløbet fredeligt, men omkring klokken 22 begynder demonstranterne at bevæge sig mod Nørrebrogade, efter at ukendte personer har opfordret dem til at gå til Christiansborg.

Klokken cirka 22.17 rapporterer en patruljevogn, at demonstranterne bevæger sig ad Nørrebrogade, og at deres antal er stigende.

Nørrebro stormes

Ganske kort tid efter ankommer områdelederen for Christiansborgvagten, Leo Lerke, til stedet. Han observerer, at demonstranterne er ved at opbygge en barrikade på Dronning Louises Bro. Det melder han tilbage til Politigårdens Radiocentral, der opfordrer ham til at holde sig i ro, indtil de har samlet tilstrækkeligt mandskab til at storme barrikaden.

På Politigården oprettes der en særlig kommandocentral (KSN), der under ledelse af politiinspektør Kurt Hansen skal lede og koordinere håndteringen af aktionen. Kurt Hansen udnævner Leo Lerke til områdeleder for aktionen på Nørrebro.

Klokken 23.14 står den første store kampstyrke, Delta-5 (D-5), under ledelse af Poul Dinesen, klar på Søtorvet.

En ældre dame har kort forinden anmeldt brand i en lejlighed på Ravnsborggade, men brandvæsenet har ikke kunnet rykke frem grundet demonstranterne. Da det er en potentielt livstruende situation, vurderer Leo Lerke, at politiet skal storme barrikaden og skaffe passage for brandvæsenet. Klokken 23.33 er barrikaden på Dronning Louises Bro passeret og demonstranterne på flugt ned ad Nørrebrogade. Nye styrker fra Station 3, under ledelse af vicepolitikommissær Mogens Hansen, slutter sig til D-5 og sikrer Nørrebrogade frem til Fælledvej.

”Kollega i knibe”

Indtoget på Nørrebrogade forløber hurtigt og effektivt, men aktionen kræver et ganske stort tåregasforbrug. Det skal senere vise sig at give betydelige problemer. Fastholdelsen af Nørrebrogade kræver desuden, at et stort antal politifolk bliver på strategiske indfaldsveje til Nørrebrogade. Det er derfor kun i begrænset omfang muligt at frigøre ressourcer til andre indsatsområder på Nørrebro.

Allerede klokken 23.29 skal det vise sig at give problemer. Nærpolitistationen på Blågårdsgade sender nemlig alarmsignalet ”kollega i knibe”, som indebærer, at der øjeblikkeligt skal ydes assistance. Alarmsignalet sker ikke uden grund. Demonstranter har nemlig opdaget, at seks politifolk befinder sig på stationen og søger nu at storme den ved at slå døren ind med en hjemmelavet rambuk. Udenfor befinder der sig omkring 200 demonstranter. Beredskabsstyrkens nathold, Delta-1 (D-1), omdirigeres til Blågårdsgade. Her løber D-1 imidlertid ind i voldsomme problemer på Blågårds Plads, da demonstranterne yder hård modstand og angriber styrken fra de forskellige sidegader.

Adgang til løse brosten

Af frygt for at Sankt Hans Torv, der er fyldt med flere tons løse brosten, da torvet er ved at blive gravet op, skal falde i hænderne på demonstranterne, har en politistyrke, ”Montys gruppe”, besat torvet.

Som følge af alarmsignalet fra Blågårdsvagten beordrer KSN Monty og hans mænd ned mod Blågårdsgade. Klokken er nu 23.35. Kort tid efter stormer de en barrikade mellem Fælledvej og Nørrebrogade og slutter sig til politistyrkerne på Nørrebrogade. Fra da af ligger Sankt Hans Torv åbent for demonstranterne.

På Blågårds Plads melder D-1, at de angribes fra alle sider. KSN sender derfor en ny styrke, Delta-2 (D-2), hen for at understøtte D-1. Men der er imidlertid faldet mere ro over tingene, og D-2 sendes væk igen. De dirigeres uden om uroområdets epicenter, det indre Nørrebro, til Blegdamsvej, hvorfra de skal bevæge sig hen og ”sætte sig” på Sankt Hans Torv.

Kampenes epicentre

Op ad Blegdamsvej bliver D-2 mødt af stenkastende demonstranter, der hindrer styrkens fremtrængen. Omkring torvet og på Fælledvej befinder der sig også politifolk fra Uropatruljen og nogle af Station 1’s betjente fra civilpatruljen. De er sendt op for at observere situationen på Sankt Hans Torv og giver nu foruroligende tilbagemeldinger om, at en stor gruppe demonstranter har samlet sig på pladsen og snart vil udgøre en betydelig risiko.

Demonstranterne har imidlertid opdaget, at der er civile politifolk til stede. Nogle demonstranter begynder tilsyneladende at kaste sten efter dem. Angrebene eskalerer hurtigt, og urobetjentene føler sig snart så pressede, at de sender meldinger om undsætning.

”Montys gruppe” får ordre til at marchere op ad Nørrebrogade i iltempo, sikre Sankt Hans Torv og undsætte de civile politifolk. I hast kaldes gruppen dog tilbage, da Leo Lerke får informationer om, at der venter 150-200 demonstranter på Sankt Hans Torv. Klokken 00.25 eskalerer situationen yderligere. De civile politifolk føler sig nemlig i stigende omfang pressede.

En regn af sten

For hurtigt og effektivt at sætte sig på Nørrebrogade knap en time tidligere havde D-5 brugt en stor mængde tåregas. ”Montys gruppe” må derfor op ad Nørrebro uden understøttelse af gas. Klokken er da 00.27, og gruppen støder ind i kæderne af demonstranter. Sammenstødet er som at møde en mur af sten. Politikæden kommer under massivt pres, og i løbet af ganske kort tid er den under sammenbrud.

Monty sender en ”knibemelding” til områdelederen. Klokken 00.28 giver Leo Lerke ordre til, at D-5 skal rykke til undsætning. De erfarne politifolk ser en kort overgang ud til at kunne presse demonstranterne tilbage, men angrebene med sten, glasskår og jernspyd er så intense og velkoordinerede, at D-5 snart bliver presset ned ad Nørrebrogade. Politikæden er nu igen brudt sammen, og politifolkene står spredt eller ligger sårede på Fælledvej.

Skudsalverne

Fra klokken godt 00.30 råder der derfor et totalt kaos, og situationen er tydeligvis ude af kontrol. Politifolkene befinder sig i en livstruende situation. Klokken 00.34.50 råbes derfor: ”Træk pistolerne!”, og fem sekunder senere skydes der første gang. Mens skuddene affyres, råbes der igen: ”Træk pistolerne!” og i en megafon tilkendegives, at der vil blive anvendt skydevåben.

Politifolkene skyder skuddene skråt op i luften og samler sig derpå i en kæde, men varselsskuddene har tilsyneladende ikke en afdæmpende effekt. Fra tv-optagelserne kan man derefter høre, at der råbes: ”Skyd efter benene!”. Klokken er da 00.36.10. Det råbes én gang til, hvorpå der skydes.

På det tidspunkt er en gasskytte fra D-1 nået frem med et gasgevær, og det lykkes ham at lægge gas ud. Klokken 00.40 trænger politifolkene fra Fælledvej frem til begyndelsen af Sankt Hans Torv, og flere fra D-2 når også torvet. Klokken 00.45 skydes sidste gang – denne gang på Sankt Hans Torv. I alt affyres der 113 skud denne aften – formentlig såres 11 demonstranter af skuddene.

Mange sårede

Kampene stilner langsomt af, og klokken cirka 01.00 er de største gadeuroligheder i Danmarkshistorien ophørt.

Der laves et opsamlingssted for sårede på Dronning Louises Bro, og det store antal sårede køres til forskellige hospitaler i Københavnsområdet.

96 politifolk, eller knap en tredjedel af dem der var indsat på Nørrebro, er blevet såret. Et ukendt antal demonstranter køres ligeledes til hospitalerne. Ved et under er ingen blevet slået ihjel.

Mærkbare konsekvenser

Her 30 år efter virker det, som om urolighederne ligger langt tilbage i historien. Sankt Hans Torv på Nørrebro er blevet et mondænt sted med parisisk inspirerede caféer og grønne alléer. For både de deltagende politifolk og demonstranter havde begivenhederne dog mærkbare konsekvenser, der præger dem den dag i dag. Nogle politifolk måtte lade sig sygepensionere grundet den posttraumatiske stress, der fulgte i årene efter – og også demonstranter beskrev senere alvorlige psykiske konsekvenser med relation til begivenhederne.

De politihistoriske konsekvenser, der fulgte af 18. maj-urolighederne, var også store. Det overordnede slogan blev: ”Aldrig mere en 18. maj”. Det måtte ikke ske igen, at politiet fuldstændig mistede kontrollen over en demonstration og blev sat i en livstruende situation, der tvang dem til at trække deres våben og skyde ind i en folkemængde.

Der var derfor behov for nye taktiske og operative redskaber til at forebygge, at en sådan situation gentog sig. De blev udviklet i de følgende år.

Polititaktiske succeser

Siden er der blevet gennemført flere store operationer, der rent polititaktisk må betragtes som succeser. Det drejer sig blandt andet om COP-15, rydningen af Ungdomshuset og afstemningen vedrørende Amsterdamtraktaten – for bare at nævne nogle.

Alle disse operationer byggede på operative principper, der er udviklet med 18. maj-urolighederne i baghovedet.

I dag spiller begreber som ”show of force”, ”rapid reaction” og ”optisk føring” således en afgørende rolle ved demonstrationer, ligesom Hollændervogne er blevet en integreret del af konceptet.

Øget dialog skal skabe tillid

Væsentligst er det imidlertid også, at man forebygger et modsætningsforhold som det, der gradvist blev bygget op mellem politiet og befolkningsgrupper på Nørrebro forud for 18. maj 1993. Urolighederne var udtryk for et sjældent set had, der byggede på fjendebilleder, opbygget gennem årtier.

Derfor har politiet sidenhen tilstræbt en øget dialog med de deltagende under større demonstrationsoptog, ligesom mobile politistationer skal skabe en tættere relation mellem befolkning og politi og udbygge følelsen af tryghed og tillid – for tilliden og respekten mellem politi og befolkning er den egentlige forudsætning for, at 18. maj 1993 ikke sker igen.

På Politimuseet er der mulighed for at se optagelser samt genstande fra 18. maj-urolighederne 1993. Hør også podcasten: 18. maj 1993. Politiet ”skød efter benene” i dramatiske gadekampe på Nørrebro.