Uddannelse

Politibetjent med kandidatgrad og passion for det internationale politiarbejde

34-årige Nikolai Gioffré Kørner, politibetjent i Københavns Politi, er lykkedes med at jonglere fuldtidspolitijob, fuldtidsstudie, udstationeringer med Frontex og familieliv på én og samme tid. Straks efter sin politibachelor kastede han sig nemlig over en kandidatuddannelse. I dag arbejder han i Udlændingekontrolsektionen og finder stor tilfredsstillelse i at kunne kombinere det politioperative med sin akademiske viden om migrationsproblematikker.

Forside Nikolai Kørner

Af Karina Bjørnholdt

- Når man er i gang med at lære nyt, finder man ud af, hvor lidt man faktisk ved.

Ordene er Nikolai Gioffré Kørners og kommer efter, at han inden for de seneste fem og et halvt år har læst først en professionsbachelor i politivirksomhed og siden en kandidatgrad i Global Refugee Studies fra Aalborg Universitet i København. I dag kan han kalde sig dels politibetjent, dels ”Master of Science in Social Sciences, Development Studies and International Relations”, så mon ikke han alligevel ved en masse efterhånden…

Nikolai er en ud af cirka 900, der blev optaget på uddannelsen til politibetjent, mens uddannelsen var en treårig professionsbachelor i politivirksomhed. Ordningen kørte fra februar 2012 til november 2015, hvor de sidste studerende blev optaget på uddannelsen. Herefter overgik uddannelsen til en toårig grunduddannelse, fordi der var et behov for hurtigere at kunne uddanne politifolk.

Om politiuddannelsen – før og nu

Bacheloruddannelsen i politivirksomhed eksisterede fra februar 2012 til november 2015, hvor det sidste hold studerende blev optaget på ordningen. I alt nåede omkring 900 studerende at blive optaget på den treårige bacheloruddannelse, inden den blev nedlagt.

Årsagen til, at bacheloruddannelsen blev opgivet, var blandt andet et behov for hurtigere at kunne få uddannet politifolk, som der var mangel på.

Fra 2016 blev uddannelsen derfor ændret til en toårig basisuddannelse. Den er siden forlænget med fire måneder, og varer nu altså 2,4 måneder.

For i sin tid at blive optaget på bacheloruddannelsen krævede det, at man havde en gymnasial uddannelse eller noget tilsvarende. På basisuddannelsen er det ikke et krav.

Med en professionsbacheloruddannelse kan man bygge ovenpå med visse kandidatuddannelser.
Basisuddannelsen er ikke adgangsgivende til kandidatuddannelser.

Ville have mere at byde ind med

De daværende bachelorstuderende blev tilbudt, at de kunne blive overført til basisuddannelsen og dermed hurtigere få fastansættelse i en politikreds. Men Nikolai var ikke i tvivl om, at han ville have sin bachelorgrad i hus. Han ville nemlig læse videre til kandidat, selvom han egentlig ser sig selv mere som en praktiker frem for en akademiker.

- Jeg er af den overbevisning, at jo flere kompetencer, du tilegner dig og får på dit cv, desto flere muligheder åbner der sig i dit arbejde. Du får simpelthen mere at byde ind med og kan blive en ressourceperson i og med, at man forstår både den praktiske og akademiske side af politiarbejdet, siger Nikolai.

Nikolai Kørner2 og Pape Poulsen
Nikolai Gioffré Kørner ved dimensionen på Politiskolen i foråret 2018. Sønnen kigger med, mens han bliver lykønsket af den tidligere justitsminister, Søren Pape Poulsen.

Bidrog med anden indgangsvinkel

Det var dog begrænsede døre til kandidatuddannelser, som professionsbacheloren i politivirksomhed åbnede, opdagede Nikolai. Mange kandidatuddannelser har nemlig helt faste retningslinjer for, hvor mange ETCS- point man skal have med fra forskellige fag for at blive optaget. Politiet professionsbachelor gav 2 ECTS-point i videnskabsteori og metode, hvor de fleste kandidatuddannelser kræver flere ECTS.
Men Nikolai fandt frem til, at Global Refugees Studies på Aalborg Universitet i København var en mulighed, fordi man her både optog danske og udenlandske studerende og derfor baserede optagelsen på individuelle vurderinger. Nikolai søgte og kom ind på den toårige kandidatuddannelse, der beskæftiger sig med internationale og nationale forhold, som påvirker tvungen migration, mobilitet, flygtninge og internt fordrevne grupper.

- Mange tager uddannelsen, som i øvrigt foregår på engelsk, fordi de vil arbejde som NGO’er eller lignende, så jeg skilte mig lidt ud, fordi jeg kom med en praktisk vinkel og havde en kontrolmyndigheds synsvinkel på det at arbejde med udlændinge, men det syntes mine medstuderende og underviserne bare var interessant, fortæller Nikolai Gioffré Kørner.

Han husker perioden som meget hektisk:

- I oktober 2017 fik min kone og jeg en dreng. Så efter jeg færdiggjorde Politiskolen i april 2018, begyndte jeg mit politiliv med to måneders barsel. I september samme år startede jeg på mit kandidatstudie, og efter aftale med min chef fik jeg lov til primært at køre eftermiddags- og nattevagter, så jeg periodevis kunne passe undervisningen om formiddagen. På den måde kunne jeg køre fuldtidsstudiet ved siden af mit fuldtidsjob på Station City – og samtidig være far, fortæller Nikolai.

På mission med Frontex

Nikolaj Kørner3 og Frontex
Nikolai Kørner under sin udstationering med Frontex på Kos i Grækenland i efteråret 2019. Efter en redningsaktion på søgrænsen mellem Grækenland og Tyrkiet, er denne lille pige endelig i sikkerhed på havnen på Kos – på armen af Nikolai.

På det tredje semester, efteråret 2019, havde Nikolai mulighed for at komme i praktik, og det lykkedes ham at blive en del af en pulje af politifolk i forbindelse med Frontex operationen Poseidon. I seks uger var Nikolai udstationeret på Kos i Grækenland i forbindelse med de mange bådflygtninge, der ankom i gummibåde til øen hver eneste nat.

- Jeg var den politibetjent med kortest anciennitet, der kom med i den pulje, og jeg tror, det skyldtes, at jeg havde nogle brugbare kompetencer fra min tid i militærpolitiet, hvor jeg ad flere omgange har været udsendt blandt andet til Afrika på Søværnets skibe, dengang pirateri var på sit højeste, forklarer Nikolai.

Forsvarede sit speciale fra græsk ø

Under sin udstationering på Kos fik han bekræftet den teoretiske viden om rejseruter og migrationsmønstre, ligesom han fik nærmere kendskab til nogle af de andre ting, han havde lært på kandidatuddannelsen vedrørende international lovgivning, konventioner med videre.

- Det var primært via udstationeringen i efteråret 2019, at jeg samlede empiri til kandidatspecialet, som handlede om, hvorvidt Danmark spillede en rolle i migrationskonflikten mellem Grækenland og Tyrkiet, fortæller Nikolai.

Også i maj og juni i år var han afsted under Frontexs faner. Denne gang på den lille græske ø Simi, hvor han og kollegerne ikke så meget til flygtninge, grundet corona-lukkede grænser. Coronakrisen betød også, at frem- og tilbagerejse for de udstationerede skulle ske med Forsvarets Challenger-fly.

- Jeg sad på den her græske ø i en coronatid, hvor universitetet var blevet pålagt at arrangere specialeforsvar online, så det blev fra den lille græske ø, at jeg forsvarede mit kandidatspeciale, siger Nikolai, der høstede et fornemt 12-tal for sit speciale.

Kombinerer det operationelle med det akademiske

Siden 31. august i år har Nikolai Gioffré Kørner arbejdet i Udlændingekontrolsektionen i Valby under Københavns Politi, som blandt andet planlægger aktioner mod udlændinge, der opholder sig ulovligt i Danmark. Det er en afdeling, som støtter hele kredsen i udlændingearbejde, og hvor Nikolai specialviden kommer i spil.

- Utroligt mange politiopgaver har at gøre med ikke-danske-statsborgere. Det oplevede jeg allerede, da jeg kørte beredskab i København. Med arbejdet i Udlændingekontrolsektionen kan jeg kombinere det politioperationelle med den akademiske viden og forståelse, jeg har fået via min kandidatuddannelse, siger Nikolai, der også stadig er tilknyttet Frontex-puljen og håber på flere udstationeringer.

- Jeg brænder virkelig for det internationale aspekt i politiarbejdet, fastslår han.

På sigt håber Nikolai da også, at hans kompetencer og interesse for internationalt samarbejde på tværs af sektorer kan bruges i en ledelsesmæssig sammenhæng.

Du skal virkelig brænde for det og have dig selv med i det. En vigtig erkendelse er også, at du ikke kan være 100 procent til stede i den periode – om det er på jobbet, studiet eller med familien.
Nikolai Gioffré Kørner

Brænd for det – og hav selverkendelse

Nikolai opfordrer andre med en politiuddannelse til at bygge ovenpå. Adgang til kandidatuddannelse kræver oftest en bacheloruddannelse, men efteruddannelse er altid en mulighed – dog kun hvis lysten er 100 procent til stede, for det er krævende på mange planer.

- Hvis man har familie som mig, er det i hvert fald vigtigt, at man har baglandet med, for uddannelse er meget tidskrævende, og man skal være god til planlægning, når man også har et fuldtidsjob. Du skal virkelig brænde for det og have dig selv med i det. En vigtig erkendelse er også, at du ikke kan være 100 procent til stede i den periode – om det er på jobbet, studiet eller med familien, ridser Nikolai op, som også tilføjer, at han aldrig ville have gennemført det uden opbakning fra sin familie.

Han slutter:

- Men når det så er sagt, så har det været en lærerig proces, hvor jeg har kunne kombinere det akademiske univers med mine politifaglige og militære erfaringer med min interesse for internationalt politisamarbejde, og jeg tror på, at det kan være med til at åbne nogle fremtidige døre for mig.