Efterforskning

LCIK: De første pakker på vej til politikredsene

Alle anmeldelser om økonomisk snyd og bedrag på nettet er netop overgået fra politikredsene til det nye landsdækkende center for it-relateret økonomisk kriminalitet, LCIK. Her er de i fuld gang med at førstebehandle de første sager, og snart modtager politikredsene sagspakker fra dem. Forhåbningen er, at det nye tiltag letter arbejdsbyrden ude lokalt, gør sagsbehandlingen kortere og fører til flere sigtelser.

It

 


Trine Møller er centerchef hos LCIK, tidligere var hun vicepolitiinspektør i Københavns Politi

 

 Af Benedicte Rasmussen  

Din chef sender en hastemail om, at et stort beløb skal overføres til en konto. Transaktionen godkendes. Men i virkeligheden har en forfinet svindler givet sig ud for at være din chef, og pengene er tabt. De økonomiske svindlere bliver bedre og bedre. Og det kan være svært at navigere rundt i ægte og falsk på nettet. Derfor har man som et led i indsatsen mod cyberkriminalitet oprettet et landsdækkende center for it-relateret økonomisk kriminalitet. Det hedder i daglig tale LCIK og tager imod alle anmeldelser om økonomisk snyd på nettet.

Siden den 3. december er alle anmeldelser om økonomisk online-svindel overgået til LCIK. De vil fremover foretage den indledende efterforskning og efterfølgende sende sagspakker ud til de retmæssige kredse, som fortsat skal stå for at oprette sigtelser. Det skal gøre arbejdet mere fokuseret, samlet og lette arbejdsbyrden i de lokale kredse, som længe har været tynget af stakkevis af sager om internetsvindel.

Langt nemmere anmeldelsessystem

LCIK er stadig en splinterny opfindelse, og de lige omkring 65 medarbejdere, heraf 35 politifolk, har endnu kun haft et par uger til at arbejde med sagerne. I disse dage er de ved at færdiggøre de første sagspakker, som gerne skal sendes ud til politikredse i denne uge.

En ny selvbetjeningsløsning på politi.dk har gjort processen enklere for LCIK. For første gang i dansk politi har man fået lavet et it-system, der fører online anmeldelser direkte ind i politiets sagsstyringssystem, Polsas. Det gør arbejdet langt enklere, forklarer den nye centerchef for LCIK, Trine Møller, og tilføjer:

- Samtidig gør den nye digitale selvbetjeningsløsning en stor forskel, fordi vi får alle informationer ind på én gang. Modsat tidligere, hvor borgere sendte en mail, hvor der måske bare stod: ”Jeg er blevet snydt”. Derefter skulle vi korrespondere med dem for at indhente de rigtige informationer. Dem får vi direkte ind nu, fordi vi beder om oplysningerne i selvbetjeningsløsningen, og det sparer en masse manuelle arbejdsgange.

Spændte på at gå i gang

Det landsdækkende center ligger i Valby, og de flyttede ind i deres lokaler allerede i november, hvor medarbejderne brugte den første måned på at lære om arbejdsgangene og gøre sig klar til, at de skulle ekspedere de første henvendelser. De var spændte på åbningsdagen, for ifølge Trine Møller var det ikke til at sige, hvordan det ville gå:

- Vi har været spændte på at se, hvor mange sager der kom og hvordan selvbetjeningsløsningen virkede. Men vi har fået en del sager ind, og dem er vi i gang med nu. Det er vigtigt for os, at de første sagspakker bliver rigtig gode, så kredsene får sager af god kvalitet fra LCIK, som de nemt kan arbejde videre med. Vi er derfor spændte på, hvordan tilbagemeldingerne bliver, siger Trine Møller.

I løbet af 2019 vil man evaluere LCIK, og her skal det blandt andet drøftes, hvordan sagspakkerne og samarbejdet med kredsene fungerer, samt hvad der giver mening at centralisere. Her er det helt naturligt, at de også forholder sig til, om LCIK på sigt skal udvide paletten af sager.
 

LCIK

LCIK står for Landsdækkende Center for it-relateret økonomisk kriminalitet. De er forankret under Københavns Politi, men varetager sager for hele landet. LCIK gik i gang den 3. december, der er dog officiel åbning den 8. januar 2019.

Det landsdækkende center skal beskæftige sig med økonomisk kriminalitet på internettet, herunder er der syv hovedkategorier:

- Samhandel

- Misbrug af betalingskort (kun online ikke hæveautomater)

- Kontaktbedrageri mod private

- Kontaktbedrageri mod virksomheder

- Misbrug af adgang til netbank/betalingstjenester

- Bedrageri mod finansielle institutioner og kreditgivere

- Ransomware

En tiltrængt hjælp til kredsene

Helt konkret foregår det sådan, at LCIK modtager anmeldelserne elektronisk, og de begynder den indledende efterforskning, hvor de gerne skal finde frem til en gerningsmand. Det vil komme til at betyde ændrede arbejdsgange i de lokale politikredse:

- Kredsene får ikke anmeldelserne længere, og de skal dermed heller ikke kigge på, om det er en sag, der hører til dem. Det arbejde har vi gjort, når vi sender ud til dem. De har oftest en gerningsmand eller et gerningssted, når de modtager sagspakken, og de skal ikke oversende til andre kredse. Desuden skal de ikke stå for at henlægge sager, hvor der ikke er beviser. Det gør LCIK, fortæller Trine Møller.

Hele ideen bag centret er, at det skal være en centralisering af en type kriminalitet, hvor gerningssted og spor alligevel ikke findes ude i landet men virtuelt. Der er sjældent fysiske steder, der skal gennemgås under den indledende efterforskning. Derfor giver det ifølge centerchefen mening, at de afhjælper kredsene ved at sortere og klargøre sagerne, så de kun skal stå for sigtelser og i nogle tilfælde videre efterforskning. Det vil samtidig være med til at forbedre arbejdet med sagerne, at det foregår centralt:

- Søgenøglerne inden for LCIK´s sagsområde er blevet forøget markant, hvilket gør, at vi på sigt kan skabe et langt bedre overblik over de forskellige typer af it-relateret økonomisk kriminalitet. Det vil gøre, at vi kan bruge informationen til at sætte ind på specifikke områder, hvor der er behov for det, siger hun.   

Bedre forebyggelse end hidtil

I LCIK har de også oprettet Sektion for Forebyggelse og Udvikling, som skal stå forebyggende indsatser. Det kan være informationer til borgere og virksomheder, der kan afhjælpe, at de udsættes for økonomisk snyd på nettet. Enten som generelle informationer til borgerne, om hvordan man undgår at falde i fælden og bliver snydt online, eller det kan være et samarbejde med en virksomhed, som ofte angribes på nettet.

Samtidig vil sektionen udtrække statistik, der kan bruges til at skabe overblik og målrette specifikke indsatser.

– På sigt vil vi kunne bruge indsamlingen af informationerne og de forbedrede søgenøgler til mere klart at opdele kriminalitetstyperne og derved få en forståelse for udviklingen. Den viden kan vi bruge til at forebygge og informere bedre end hidtil, siger Trine Møller.