- Kriminalitet skal også løses socialt
Kriminalitetsbilledet og Vesterbro har ændret sig markant siden 1980’erne, hvor Rud Ellegaard begyndte som gadebetjent på Indre Vesterbro. Han opfatter sig selv som ”ekstremt privilegeret” og ønsker at hjælpe dem, der har været mindre heldige end ham. Han roser stofintagelsesrummene, der de seneste 10 år har betydet, at ingen, der har fixet i stofindtagelsesrummene, er døde af overdoser. Og så efterlyser han gratis stoffer til de allermest udsatte.
Af: Anne Nyhus Haurum
Foto: Jakob Boserup
En sød duft af hjemmebag fra Lagkagehusets brødudsalg rammer næseborene, når man træder ud af Hovedbanegården ved den udgang, der grænser op til Reventlowsgade.
Sådan har det ikke altid været.
For 10 og 20 år siden kaldte man netop den udgang for ”Det lille apotek”, fordi pusherne falbød Ketoganer og andre medikamenter til de nyligt ankomne på Vesterbro.
Det fortæller Rud Ellegaard.
Han har betrådt Vesterbro som politiassistent siden 1989, hvor han startede i det, der dengang hed Vesterbropatruljen. Siden ændrede det navn til det, vi i dag kender som nærpolitiet. Nu viser han fagbladets udsendte rundt i de gader og baggårde, han kender bedre end de fleste.
Ansat i politiet 1. februar 1982.
1982-89: Beredskabet, Station City.
1990-95: Vesterbropatruljen, som var forløberen til det nuværende nærpoliti.
1995-1998: Diverse turnusser.
1998-03: Politivagten på Hovedbanegården, der var en del af nærpolitiet.
2003- : Nærpolitiet på Vesterbro.
63 år, gift, far, bedstefar.
Udgav i maj 2023 bogen ”Landbetjent i storbyen”.
Landbetjent på stenbroen
Rud Ellegaard har netop udgivet bogen ”Landbetjent i storbyen”, hvor han ser tilbage på årtiers arbejde i et af landets mest barske områder. Om et år eller to går 63-årige Rud Ellegaard på pension. Men foreløbig trækker han stadig med stolthed i politiuniformen for at passe, hvad han kalder ”et af det fineste hverv, der findes: politihvervet.”
- Byen har forandret sig, Vesterbro har forandret sig, og jeg har forandret mig, fortæller han, da vi følges rundt på Vesterbros fortove og brosten.
Rud Ellegaard har dagligt fulgt menneskeskæbner samt en by og et kriminalitetsbillede, der måske nok har ændret sig, men som stadig er benhårdt.
Hans arbejde som gadebetjent har været – og er – at løse politiopgaver helt tæt på borgerne. Også dem, der måske gerne vil være i fred.
Ofte indtager Rud Ellegaard rollen som mægler mellem mennesker i en form for konflikt, typisk i narkomiljøet. Og ofte er han lykkes med at nedskalere konflikt såvel som vold.
- Hvis nogen tager hinandens stoffer, vanker der typisk tæsk. Her har jeg flere gange ageret mellemmand, fortæller Rud Ellegaard og uddyber:
- Jeg får en del vold nedtrappet, fordi jeg farer rundt og slukker små ildebrande. Det kan betyde, at en borger undgår at få brækket sin arm, fordi jeg har fået talt hævneren fra at udøve den helt grove vold.
Rud Ellegaards tilgang til de udsatte borgere har ændret sig over tid. Og der er ting, han i dag ser anderledes på:
- Jeg har før i tiden konfronteret de socialt udsatte borgere med hinandens beskyldninger. Næste gang jeg mødte dem, var de gule og blå og med brækkede arme. På den måde forvaltede jeg tilliden dårligt, siger han.
Han mener, at han tidligere manglede en indsigt, som han siden har tilegnet sig.
- Jeg lærte med tiden, at hvis man lægger sig fladt ned og siger undskyld, så kan man vinde folks tillid igen.
Den hårdeste kriminalitet
På Vesterbro har kriminaliteten altid været den hårdeste og mest brutale. Her boede man tidligere kun, hvis alle andre muligheder var udtømte. Men beboersammensætningen har ændret sig markant:
- Hvor Vesterbro i 1980’erne var slum med lokum i gården, består bydelen nu langt mere af herskabslejligheder, der er svære at få fingrene i. Bydelen er blevet langt pænere at se på. Men man må også have skubbet nogle udsatte borgere andre steder hen. Og de allerhårdest ramte er her stadig. For det er stadig på Vesterbro, stofferne er, siger Rud Ellegaard.
Vi har netop forladt hovedbanegården og dens nu mere eller mindre mondæne udgang mod Reventlowsgade. Sammen svinger vi om hjørnet til Sønder Boulevard, hvor metroen har fået et relativt nyt stop.
En gruppe unge mennesker sidder og spiser salater i solen på et lille område med granitbænke og græs.
- Der har vi jo den tidligere nålepude, smiler Rud Ellegaard.
Fagbladets udsendte er ikke helt med. Rud Ellegaard forklarer:
- Tidligere lå der en lille græsforhøjning med en bunker under. Den gik under navnet ”nålepuden”. Kanylerne stod i vejret som vintergækker.
Det virker som en fjern fortid. Lige nu har blomsten af Danmarks ungdom indtaget det tidligere epicenter for hårde stoffer, velklædte forretningsfolk iler til metroen, og en far iført Birkenstock sandaler og et bredt smil spadserer roligt langs fortovet med en sovende baby i en beigefarvet bæresele.
Brændte børn søger Vesterbro
Men stofferne, der altid har fyldt meget af dagsordenen på Vesterbro, er lige i nærheden.
Rundt om hjørnet ligger Cafe Dugnad i en lille baggård i Kødbyen. Cafeen, der drives af Mændenes Hjem, ligger ved siden af et kommunalt sundhedshus, hvor folk fra gaden, der har brug for at blive tilset af en sundhedsfaglig person, kan kigge ind.
I gården er der rift om pladserne i et lille rygeskur i midten af gården.
- Her er et meget skarpt socialt hierarki. Manden i hættetrøjen bestemmer alt her i gården. Det er ham, der har stofferne, ham, der har magten. Han bestemmer også, hvem der taler med politiet, så lige nu vil ingen tale med os, forklarer Rud Ellegaard og nikker diskret mod personerne i rygeskuret.
Det vil et par socialrådgivere til gengæld. De er iført jakker med MÆNDENDES HJEM trykt med store bogstaver hen over ryggen, og de kommer straks hen til Rud Ellegaard.
- Rud, ham skal man kende, siger den ene socialrådgiver og fortæller, at det også var Mændenes Hjem, der afholdt 40-års-politijubilæet for Rud Ellegaard. Og at det blev holdt i fixerummet i Kødbyen.
Stofferne følger forråelsen
Der går vi hen. Og på vej mod fixerummet, tværs gennem Kødbyen, beskriver Rud Ellegard, hvordan denne del af Vesterbro ofte er endestation for alle former for menneskelig deroute.
- ”Brændte børn” søger typisk mod Vesterbro. Når alt andet er glippet, ender du her, siger han og fortæller, hvordan stofferne er en benhård valuta:
- Magten er, hvor stofferne er. Når man er i kløerne på sin voldtægtsmand, fordi han har stofferne, så er det sådan, det er. Man betaler med seksuelle ydelser, hvis man skylder. For din pusher ejer din krop, fortæller han.
Foran fixerummet gør vi holdt.
- Vi kan ikke komme indenfor, da man skal kunne være anonym, når man kommer for at fixe, siger Rud Ellegaard.
I H17, som stedet hedder, kan stofbrugere under opsyn af sundhedsfagligt personale indtage stoffer. Det har været muligt de seneste 10 år. I samme periode har der ikke været et eneste dødsfald relateret til stofindtag i stofindtagelsesrummet. I gennemsnit er der 700-800 stofindtagelser om ugen. Heraf håndteres typisk to-tre eksempler på overdoser af personalet, der står klar til at hjælpe, hvis fixet går galt.
Stofferne har altid fyldt meget på Vesterbro, fortæller Rud Ellegaard. Det nye er, at de er rykket indenfor i stofindtagelsesrummet.
- Der vil altid være en forråelse, så længe man selv skal skaffe sine stoffer, siger han.
Søges: Mere værdighed til udsatte
Står det til Rud Ellegaard burde politikerne derfor overveje at gå skridtet videre for at hjælpe de allermest udsatte:
- Vi kunne gøre det langt mere værdigt. De allermest udsatte burde få stofferne udleveret. Så ville de slippe for ydmygelserne, overgrebene og for at sælge sig selv til deres pusher.
Vi forlader gaden foran H17 og går mod Gasværksvej, hvor Reden ligger. Det er – som Mændenes Hjem – et tilbud til gadens udsatte.
Sammen med myndighedernes tilstedeværelse i form af blandt andet Hjemløseenheden, de opsøgende misbrugsbehandlere, gadeplanspsykiatrien og politiets gadebetjente, udgør de mange civile tilbud et efterhånden fintmasket net, der kan spændes ud under de socialt udsatte, fortæller Rud Ellegaard. Han mener derfor også, man i dag i høj grad lykkes med at skabe en tilværelse for også de allersvageste, som i store træk er tålelig. Bortset fra kampen for at skaffe stofferne.
Og vi kan alle sammen risikere at ende på samfundets bund:
- Det er en virkelig blandet skare, der ender som stofbrugere på Vesterbro. Incestofre tegner sig for en stor del. Men derudover er traumer fra krig ofte en direkte billet til stofscenen på Vesterbro. Det gælder både flygtninge med krigstraumer og veteraner, der har ramt bunden, forklarer Rud Ellegaard.
I1. Vær dig selv, også selvom du er i uniform.
2. Som politiansat bliver du skolet til at være på vagt. Men som gadebetjent kan du med fordel være på vagt – og samtidig udstråle, at du er rolig.
3. Lad være med at puste dig op. Bare fordi du har magt, behøver du ikke at vise det. Faktisk kan du nedskalere en konflikt ved at signalere imødekommenhed.
Det kunne have været mig
Selv har Rud Ellegaard oplevelsen af at være heldig. Af at være endt på livets solside med et job, han værdsætter og er stolt af. En hustru, børn og børnebørn, som han elsker. Mening med livet. Og han anerkender, at det ikke er alle forundt. At livet kan gå skævt for enhver.
Det har han også oplevet på nærmeste hold. Rud Ellegaard mistede sin bror for 11 år siden. Broren havde i mange år kæmpet med hjemløshed og et alkoholmisbrug. Sidstnævnte endte med at koste ham livet.
- Erfaringen med min bror, der levede meget af sit liv i skyggen af alkoholen og nogle virkelig dårlige valg, har lært mig, at alle kan ende på gaden. Jeg har stor sympati med dem, der er så uheldige, fortæller han. Han tænker lidt og siger så:
- Jeg ved, jeg er privilegeret. Jeg vil gerne give tilbage til det samfund, der har gjort så meget for mig.
Måske er det derfor, Rud Ellegaard har haft jobbet som gadebetjent i landets måske mest forråede lokalområde i årtier: Fordi han brændende ønsker et bedre liv for dem, der har været mindre heldige end ham selv.
Socialt betinget kriminalitet
Vi fortsætter turen rundt på Vesterbro. Solen falder skarpt på Maria Kirkeplads, der efter renoveringen for et par år tilbage ikke længere skjuler de mennesker, som har taget ophold, bag et hegn.
Her dominerer rumænere med massiv oppakning i barnevogne og på cykler. Hang der vasketøj fremme, ville det signalere ”permanent ophold”, hvorimod den nomadiske vognpark officielt ikke udstråler det samme lejrliv uagtet, at menneskene har beboet pladsen i længere tid.
- Her er mennesker, hvis største mulighed i livet består i at samle den pant, vi andre smider på gaden, eller i at sælge det elektronik, vi kaster i baggårdenes containere, fortæller Rud Ellegaard og siger om de mange og meget forskellige grupperinger på Vesterbro:
- Meget kriminalitet er socialt betinget. Derfor skal det også løses socialt. Det sker bedst gennem dialog og forståelse. Det har taget mig lang tid at forstå den sammenhæng, men det står meget klart for mig nu.
Vi går mod Station City på Halmtorvet. En politistation, der gennem årtier har håndteret barsk kriminalitet, og som efter planen skal lukke inden for et par år.
En grædende kvinde kommer løbende rundt om hjørnet. Hulkende skrår hun over Sønder Boulevard og løber ind mod Kødbyens skyggefulde gamle bygninger.
Rud Ellegaard kigger efter hende.
- På Vesterbro mødes de udsatte, og krænker og offer kan ikke undgå hinanden. For begge har brug for stofferne. De mennesker, der har allermest brug for hjælp, er også ofte dem, der har sværest ved at få den, konstaterer han.
