Drabet uden motiv

Af ph.d. Frederik Strand, museumsleder ved Politimuseet

Den 10. november 1967 stod ægteparret Oscar og Marie Lock-Hansen op klokken cirka halv ni og spiste morgenmad sammen. Ægteparret boede i Hestehave-kvarteret, et lidt finere villakvarter i udkanten af Aarhus. Manden tog herefter på arbejde. Han var lektor på Aarhus Teknikum.

Marie blev hjemme, lukkede rengøringshjælpen, Irma Gudrun Rasmussen, ind og påbegyndte arbejdet i sit lille duplikeringsbureau. Kort efter mødte hendes medhjælp i duplikeringsbureauet, Lizzie Christensen, op.

Med hornbriller, blød hat og pistol

Da det om formiddagen ringede på døren, gik Marie Lock-Hansen ud i hallen og lukkede op. Hvad der derefter skete, bevidnede kun Irma Rasmussen. Hun hørte, det var en mand, Marie åbnede for, men ikke hvad manden sagde. Hun formodede, at han ville sælge eller demonstrere noget.

Marie sagde nu angiveligt: ”Vi har travlt, men hvis De kan gøre det kort og klart, så kom med ind.” Derefter så Irma et glimt af manden, og hun hørte døren til kontoret blive lukket. Manden var mellem 35 og 40 år, bar briller i et mørkt hornstel, blød hat og en mørkeblå cottoncoat-lignende frakke. Desuden medbragte han en sort mappe med håndtag.

Få sekunder senere hørte Irma et råb, der lød som: ”Åh, nej”, hvorefter hun hørte manden sige: ”Tag det bare roligt, der sker ikke noget.” Derpå hørte hun fru Lock-Hansen skrige.

Irma Rasmussen rejste sig nu og løb ud i hallen. I døråbningen ind til kontoret stod manden. Han havde en pistol i højre hånd og havde front mod Irma. Herpå hævede han pistolen i hoftehøjde og skød Irma Rasmussen. Skuddet ramte, og hun gled om på gulvet. Hun hørte nu manden sige: ”Nu bliver De bare liggende roligt.” Herefter forlod han stedet.

Et klinisk og professionelt drab

Fra efterforskningens start havde man en fornemmelse af, at der var noget mærkeligt ved hele sagen, for hvem skulle have interesse i at slå en tilsyneladende fuldstændig uskyldig, midaldrende kvinde ihjel, og nærmest på en professionel og klinisk facon?

Rejseholdets senere chef, kriminalassistent Jørgen Schütter, dukkede da også personligt op i Aarhus og satte sammen med politimesteren i Aarhus efterforskningen i gang.

Netop det kliniske og professionelle ved drabet rettede fra starten fokus mod ægteparret Lock-Hansens tidligere gøren og laden. Her blev jo nærmest vakt minder til live fra besættelsestidens stikkerlikvideringer. Eller kunne der være tale om en form for spionlikvidering? Den Kolde Krig mellem USA og Sovjetunionen var jo i fuld gang. Inden man gav sig i kast med stikkerlikvideringer og stormagtsforhold, så politiet dog nærmere på de private forhold, for af erfaring vidste de, at det er her, gerningsmanden oftest skal findes.

 

Ægteparrets baggrund

Oscar Lock-Hansens forhold blev ganske hurtigt afklaret. Han var oprindeligt udlært tømmersvend, havde senere læst til teknikumingeniør og endelig uddannet sig til civilingeniør og var nu altså lektor ved Aarhus Teknikum. Lock-Hansen havde et ægteskab bag sig, inden han giftede sig med Marie.

Marie Lock-Hansen kom fra et fattigt arbejderhjem i Lisbjerg. Hun var ganske kvik og tog både realskole- og præliminæreksamen. Efter endt skolegang ernærede hun sig som korrekturlæser, telefonist og kontorassistent. Som 17-18-årig lærte hun sin første mand at kende, han var en malersvend, der spillede til bal om aftenen. Ægtefællerne gled dog fra hinanden og blev i al fordragelighed skilt i 1951. Herpå mødte hun Oscar Lock-Hansen.

Specielle patroner fra Tyskland

Så vidt familieforholdene. Det eneste andet faste holdepunkt var de konkrete spor fra gerningsmanden, nemlig de fire patroner, han havde affyret. Politiet slog hurtigt fast, at våbnet var en 9-mm-våbentype af mærket Walther P-38, altså en tysk pistol. Ud fra analyse af projektilerne kunne man fastslå, at alle projektiler var afskudt fra samme våben.

Drabsvåbnet var af en gængs type, men det var patronerne ikke. Der var tale om såkaldte Geco-patroner, fremstillet i Tyskland i 1955. Patronerne blev fremstillet til de tyske myndigheder, men overskudsproduktionen blev solgt videre til udlandet.

I Danmark var der også en importør af Geco-patroner, som lå i Korsør. Importøren oplyste, at de havde aftaget 2.000 patroner i 1956. Interessant nok var 500 af disse patroner solgt til Grønlands Geologiske Undersøgelser. Hundredvis af personer med tilknytning til denne forskningsinstitution blev herefter afhørt, men uden resultat. Det viste sig dog også, at Jagt & Fiskerimagasinet i Aarhus havde købt 200 Geco-patroner. Her havnede efterforskningen dog også i en blindgyde, idet Fiskerimagasinet ikke præcist kunne sige, hvem de havde solgt patronerne til.

Konspirationsteorier og rygter

Herpå begyndte en del konspirationsteorier. Den teori, der var sværest at mane i jorden, byggede på en anden tragisk begivenhed, der fandt sted cirka fem måneder efter drabet, nærmere bestemt den 30. april 1968. Her skød en mand sin hustru og derefter sig selv.

Ægteparret var også bosat i Aarhus. Manden havde tidligere været i tysk kz-lejr efter at være blevet angivet af storstikkeren Grethe Bartram. Manden havde svoret, at skulle han nogensinde møde Grethe Bartram, ville han skyde hende. En bekendt af Oscar Lock-Hansen fremsatte på et tidspunkt den påstand, at Marie kunne være blevet forvekslet med Grethe Bartram. Den efterladte ægtemand greb denne idé, idet han ud fra forskellige fotos mente, at der kunne være en lighed. Efterfølgende udtalte han sig til pressen om teorien, hvilket skabte en sand flod af henvendelser. Disse henvendelser gik på, at Marie enten var blevet forvekslet med Grethe Bartram eller faktisk var Grethe Bartram.

Efter pressestormen blev der indledt en omfattende efterforskning af disse teorier. Det viste sig, at Grethe Bartram – der efter krigen var blevet dødsdømt, men siden benådet og i 1956 løsladt – havde bosat sig i Sverige. Intet tydede på, at hun havde haft nogen som helst kontakt med Marie.

Man kunne også aflive en teori om, at fru Lock-Hansen skulle have været veninde med storstikkeren.

Var SOK involveret?

Den tilsyneladende nærmest kliniske likvidering rettede herefter fokus mod militære interesser. Kunne der være tale om en form for spiondrab? Gerningsmandens særlige påklædning indikerede, at det måske godt kunne være tilfældet. Han var jo iklædt den meget formelle cottoncoat og blød hat. I pressen begyndte man da også at gisne om, hvorvidt cottoncoaten havde haft en blålig farve. Hvis det var tilfældet, havde det uforståelige drab måske en relation til Søværnets Operative Kommando (SOK). SOK lå nemlig tæt på Lock-Hansens bopæl, og ansatte inden for denne kommando bar blå frakker.

Problemet var nu blot, at Irma Rasmussen med sin fotografiske hukommelse ikke mente, at manden havde båret en særlig blå frakke. SOK kom også i fokus i forhold til andre verserende rygter. Som nævnt lå Lock-Hansens bopæl tæt på den operative kommando. Flere fremhævede derfor muligheden af, at Marie Lock-Hansen havde tappet deres sendemaster for information. Påstanden lød naturligvis helt urimelig, da Marie jo var en almindelig hjemmegående husfrue, og det formentlig var teknisk umuligt at aflytte sendemasterne på denne facon. Men det lod konspirationsteorierne sig ikke påvirke af, og de verserer da også fortsat den dag i dag.

Havde Marie en affære?

Marie Lock-Hansen var en meget stilig og smuk dame. Det var derfor heller ingen overraskelse, at der meget hurtigt opstod rygter om, at drabets motiv skyldtes et sidespring. Utallige henvendte sig i den forbindelse som vidner eller med beretninger om, at de havde været Maries elskere.

De fleste henvendelser kunne med det samme udelukkes. Andre var mere komplicerede.

Det gjaldt blandt andet henvendelsen fra en kvinde i Skejby, som mente at have set en kvinde, der lignede Marie Lock-Hansen, nær sit hus sammen med en mand. Kvinden skulle angiveligt have kørt i en bil af mærket NSU Prinz, hvilket faktisk var det bilmærke, Marie kørte i.

Den oplysning havde på det tidspunkt ikke været fremme i pressen, og politiet var derfor meget i tvivl om, hvorvidt kvinden rent faktisk havde set Marie Lock-Hansen. Alt i alt endte politiet dog med at konkludere, at der intet belæg var for, at motivet til drabet skulle være funderet i udenomsægteskabelige affærer. Det eneste, der muligvis havde været, var nogle uskyldige selskabelige flirter.

Intet motiv

Efter en meget omfattende efterforskning indleverede efterforskerne den 10. marts 1970 deres oversigt over sagen. På det tidspunkt var der blevet tilvejebragt og prøveskudt 646 våben, 10.000 personer var blevet afhørt, og der var udfærdiget 5.400 rapporter.

Utrolige ressourcer fra Rejseholdets og Aarhus Politis side var blevet kastet ind i opklaringen af sagen, men uden held – alt endte blindt. Det mest særprægede ved sagen er ikke blot, at den var så omkostningskrævende, men at den brød med den klassiske efterforsknings grundregler. Ved de fleste drab foreligger der nemlig et meget klart motiv. Det kan være et af de syv klassiske motiver, som efterforskere opererer med: Hævn, jalousi, begær, profit, udstødelse, fanatisme eller spænding. I nogle tilfælde er flere af motiverne måske sammenblandet, men det er yderst sjældent, at man slet ikke kan finde et motiv. Højbjerg-drabet er et af disse sjældne tilfælde.

Hvem, der skød Marie Lock-Hansen, og hvorfor forbliver en af kriminalhistoriens helt store gåder.