Ytringsfrihed: Politifolk undlader at ytre sig af frygt for konsekvenserne

Af Stine Svarre Gaardhøj

En ny måling besvaret af 1.200 politifolk, svarende til 10 procent af politistyrken, viser, at der udøves en høj grad af selvcensur blandt politifolk. To ud af tre kender ikke til fulde deres grundlæggende rettigheder om, hvad de præcist må eller ikke må udtale sig om som privatperson som offentligt ansat. Derudover viser undersøgelsen, at 62 procent rent faktisk har lyst til at ytre sig offentligt om arbejdsforhold, men holder sig tilbage af frygt for konsekvenserne. 75 procent frygter, at deres ledelse vil tage det ilde op, hvis de udtaler sig om deres arbejde. 

Samme tendens blandt andre offentligt ansatte

Temperaturmålingen bekræfter tendensen fra Ytringsfrihedskommissionens rapport fra 2020, og er en problematik som også Fagbevægelsens Hovedorganisation kan berette om. Her viser tallene nemlig, at hver anden offentligt ansat er bange for at ytre sig og bruge sin grundlovssikrede ret til at fortælle om kritisable forhold på sit arbejde. Der er en lige linje fra disse undersøgelser til udsagnene i temperaturmålingen blandt politifolk. Offentligt ansatte vælger ikke at ytre sig om kritisable forhold i deres arbejde, da de frygter advarsler, tjenstlige samtaler, at blive beskyldt for at være illoyale, at få frataget opgaver, og i værste tilfælde frygter man at få en fyreseddel.

Ikke karrierefremmende at udtale sig kritisk

Mange af kommentarerne i målingen bekræfter tendensen. En skriver: ”Det er primært de uskrevne konsekvenser, som afholder en fra at ytre sig. Bevidstheden om, at ledelsen altid kan flytte en til en uattraktiv stilling, hvis man gør sig upopulær, samt viden om, at de også benytter sig af det.”

En anden bekræfter samme opfattelse: ”Det er ikke særligt karrierefremmende at udtale sig kritisk om ledelsen eller nogle af de beslutninger, der bliver taget. Hverken offentligt eller til møder, hvor de deltager. Det er alment kendt.”

Selvcensur i politiet?

Der er et overvældende flertal, der mener, at det er vigtigt, at man i politiet på alle niveauer kan fortælle offentligheden, hvis der er forhold i politiet, som er kritisable eller forkerte. To ud af tre har oplevet at have lyst til at fortælle om sine arbejdsforhold, men har holdt sig tilbage af frygt for, hvordan det vil blive modtaget. 75 procent frygter, at det vil få negative konsekvenser, hvis de ytrer sig offentligt om forhold i politiet, hvilket bliver underbygget af, at 60 procent er enige i, at de helst vil være anonyme, hvis de eksempelvis skal udtale sig i deres eget fagblad.

Et ”rap over nallerne”

”Det er min klare opfattelse, at hvis man ytrer sig offentligt om forhold i politiet, og det ikke er blevet godkendt af en leder eller højere sted, så har det konsekvenser for dig som person og som medarbejder. Og det kan godt være, at der ikke officielt må være det, men det er set før, at medarbejdere, der er gået imod ledelsen eller har ytret sig om kritisable forhold, ikke er blevet forlænget i deres stilling, ikke fik den stilling de søgte eller er blevet placeret andre steder mod sin egen vilje – som et slags rap over nallerne.”, skriver en af deltagerne i undersøgelsen.

Forbliver tavs af frygt for sin ledelse

Der er 75 procent af de cirka 1.200, som har svaret, der frygter, at deres ledelse vil tage det ilde op, hvis de udtaler sig om deres arbejde. ”Kritik af arbejdsforhold i det offentlige tages mildt talt meget ilde op af politiledelsen. Derfor vælger jeg altid uden undtagelse at forblive passiv og tavs, hvilket begrænser min ytringsfrihed.”, skrives der i en af de mange kommentarer til undersøgelsen.

Fakta om temperaturmålingen

Spørgeskemaet er sendt ud via Politiforbundets lokale foreningsformænd til alle medlemmer. Der er kommet 1.158 besvarelser. Målingen er lavet som en temperaturmåling for at undersøge tendenser og opfattelser blandt Politiforbundets medlemmer omkring ytringsfrihed i politiet.

Målingen er ikke en videnskabelig undersøgelse. Spørgeskemaet blev sendt ud via analyseværktøjet Defgo den 15. november og sluttede den 24. november 2022.

Besvarelserne fordeler sig demografisk således:

• 18 procent kvinder
• 82 procent mænd
• 81 procent er politibetjent eller politiassistent
• 11 er ledere
• 3 procent er politistuderende
• 5 procent har en anden titel eller funktion

Holder sig tilbage på sociale medier

85 procent er meget bevidste om, hvad de skriver om deres arbejde på sociale medier. 65 procent føler, at de er direkte begrænset i, hvad de kan skrive og lægge ud på sociale medier på grund af deres arbejde. Der er en usikkerhed blandt de adspurgte om, hvad de som offentligt ansatte og som polititjenestemænd må udtale sig om. En af kommentarerne bekræfter denne tendens:

”Jeg tror generelt, at ufatteligt mange undlader at udtale sig kritisk på sociale medier, i offentligheden osv., fordi man ikke kan gennemskue reglerne, og samtidig frygter man konsekvenserne, hvis udtalelserne falder en leder for brystet. Man vil ikke risikere sin eventuelle drømmestilling blot for at kommentere på Facebook fx. Og derfor undlader man i mange tilfælde at gøre dette.”

På spørgsmålene om, hvilke regler man har for kommunikation, gives der et indtryk af, at der er en del usikkerhed. 60 procent svarer, at de ikke ved, om der eksisterer et action card for kommunikation, og en ud af fire ved ikke, om der er nogen regler for kommunikation.

 

Læs hele analyserapporten af temperaturmålingen:

 

Det siger politifolkene i målingen:

Den stil øverste ledelse lægger for dagen her i kredsen, gør i hvert fald ikke, at jeg ville have lyst til at udtale mig offentligt i fx et medie. Jeg er helt overbevist om, at det ville opfattes som illoyalt og ”noteret".

Kritik af arbejdsforhold i det offentlige tages mildt talt meget ilde op af politiledelsen. Derfor vælger jeg altid uden undtagelse at forblive passiv og tavs, hvilket begrænser min ytringsfrihed.

Man har på vicepolitiinspektør og politiinspektør-niveau fået skabt et ret stærkt ”dem og os”, og hvis man siger nogle af de beslutninger, der er fortaget her, imod, så er man så godt som færdig med at få de gode stillinger. Endvidere kan man godt regne med, at politikommissæren i ens afdeling bliver bedt om at holde øje med en. Dette er der flere eksempler på.

Det er primært de uskrevne konsekvenser som afholder en fra at ytre sig. Bevidstheden om, at ledelsen altid kan flytte en til en uattraktiv stilling, hvis man gør sig upopulær, samt viden om at de også benytter sig af det.

 

Diverse ytringer tages ofte ilde op og fører til ”skjulte” konsekvenser. I stedet for at handle på problemerne kan det opleves, som om den ytrende kollega i stedet gøres til problemet. Det gælder ikke kun offentlige ytringer, men i lige så høj grad interne.

Det er ikke særligt karriere-fremmende at udtale sig kritisk om ledelsen eller nogle af de beslutninger, der bliver taget. Hverken offentligt eller til møder, hvor de deltager. Det er alment kendt.

 

 

Det kan godt være, at man skriver, at vi godt må udtale os, og at vi endelig skal gøre det. Virkeligheden er en anden. Har man ”råbt” for meget op – selv begrundet. Så kan det nemt give problemer, når man efterfølgende søger stillinger.