REDAKTIONENS FOKUS: The leftovers

Jeg er ikke talknuser.
Tal og statistik er en videnskab i sig selv.
Alligevel har jeg kastet mig over en række statistikker over personaleudviklingen i politiet. 
Det har jeg ikke gjort for at afsløre noget.
Men for at prøve at se, om der er tendenser, der passer med de ting, jeg hører og ser, når jeg taler med politifolk. Blandt andet, at der bliver stadig færre hænder og timer til klassisk politiarbejde. 
Min gennemgang af personaletal viser, at det passer. At der er en udtalt tendens, som er taget til. På bare seks år er der mindst 2.000 færre politifolk til de klassiske opgaver i kredsene.

 Nicolai Scharling, redaktør   20/4-2017

Politiet gennemgår nemlig en rivende udvikling, som flytter timer væk fra de lokale beredskaber og den lokale efterforskning, og over i andre afdelinger og til andre områder. Det er sådan set kendt, bare ikke i den folkelige eller politiske debat om politiet. 

Derfor får vi gang på gang historier om politisvigt, og undren udefra, når politiet ikke møder op, ikke er til stede, ikke har fingeren på den lokale puls.  På bare seks år er der mindst 2.000 færre politifolk til de klassiske opgaver i kredsene. Det viser vores udregninger. 
Udregningerne der - dog skal det pointeres - er overordnede og simple, og skal ikke ses som andet. 

Derfor kan de til hver en tid kan pilles fra hinanden af såvel P1’s Detektor som af ledelsens skriftkloge på tal.

Ønsket bag er nemlig alene at se, om der er tendenser. 
Ikke at komme med en fast bundlinje. Ikke at fastslå, at det er sådan. Men at undersøge om der er en tendens.

Jeg har længe som journalist og redaktør undret mig over, at når borgere og politikere taler om politiet, så er det på mange måder et andet politi, end politiets øverste ledelse taler om.

Ledelsen har et politi, som de skal effektivisere, modernisere og få mest muligt ud af ressourcemæssigt. Med voksende krav, flere opgaver, tæt koblet sammen med samfundsudvikling, globale udfordringer og underlagt stor opmærksomhed og politisk indblanding.

Ledelsen skal tilmed gøre det inden for rammer af dokumentation, måling, økonomisk styring og konsulentbegejstring, som dikteres fra toppen af ministerierne, særligt Finansministeriet.

Det vil sige, at ledelsen skal bruge tid på at implementere løsninger og tiltag, som er fremkommet i undersøgelser lavet af eksperter på effektiviseringsområdet, som har meget lille berøring med, hvordan arbejdet foregår i hverdagen. Det er en bundet opgave. 

På den anden side har vi borgerne og politikerne, som undrer sig over, at politiet ikke altid kan komme, når der kaldes.
Det bliver til mediehistorier med forargelsesoverskrifter og antydninger af politisvigt.

De historier er så kolossalt lette at lave og finde, fordi udviklingen i stigende grad trækker politifolk væk fra beredskabsdelen i kredsene.






Det er med politiet, ligesom så mange andre steder i den offentlige sektor: Politikerne oversælger troen på, at der stadig kan blæses stort på den gamle måde, men med munden fuld af stadig mere mel.
Det kan der ikke.

Tænk bare på de kommende super-sygehuse. De er nærmest allerede solgt som løsningen på alt. Intet sparet. Men de har reelt færre sengepladser end de eksisterende sygehuse. Mon ikke politikere og borgere vil være overraskede og oprørte, når patienter stadig om et par år stables på gangene i influenzasæsonen.

Eller tænk på den store forkromede, møgdyre sundhedsplatform, hvor læger fremover skal møde patienterne med øjnene gemt bag en skærm og med museskader af at klikke hundredvis af gange.
Det er ikke nærvær og patientpleje, som er i højsædet.
Til trods for, at al forskning peger på, at nærvær og omsorg er over halvdelen af helbredelsen.
Det er sådan set den bedste sundhedsaktie, staten kan sætte pengene i.

Men nej!

Således også med politiet.

Der er cirka otte milliarder kroner at gøre godt med om året til politi og anklagemyndighed.

Det er inden for den ramme, at politikerne forventer, at der skal blæses derudad med melklister sprøjtende i alle retninger. At der på den ene side skal moderniseres og specialiseres, så cybercrime og organiseret kriminalitet pustes tidssvarende og dokumenterbart i nakken. 
Og så en given justitsminister kan insistere på at være ”tough on crime”, samtidig med at politifolk stadig triller op foran parcelhuset i patruljebiler 15 minutter efter et anmeldt indbrud.

Nå, ja: Og så skal der lige laves grænsekontrol, sætte hårdere ind over for økonomisk kriminalitet og flyttes politifolk til PET, fordi terroren har greb i vores del af verden.
Bare det at afholde et folkemøde i juni, er blevet så absurd dyrt, at det vil kunne mærkes under en eller anden form på politidækningen i X-købing om efteråret.
Tingene hænger sammen inden for en ramme af otte milliarder kroner.

Nå ja 2: Alting skal kunne dokumenteres og resultatmåles, i den gængse styreform, ned til mindste blanke krone. Det skal naturligvis betales inden for de otte milliarder, og hver stabschef ude i kredsene skal af samme grund omgive sig med en hird af andre (løntunge) faggrupper, til trods for at de allerede har samme set-up i Rigspolitiet.

Men sådan er det. Den nye selskabsleg i Folketinget hedder at trække en minister oftest muligt i samråd, og så skal han eller hun kunne stå på mål for ALT.
Nok mest til ære for pressen, jagten på medietid, og det er sjældent særligt frugtbart.

Det er næppe helt let at være rigspolitichef under de vilkår.

Men tilbage til udgangspunktet: Tallene.
For den udvikling må kunne aflæses i personalestatistikker.
Dels som stadig færre timer til patrulje og til at komme, når der kaldes.
Dels som en stigning i andre faggrupper.

Det må også kunne aflæses i form af et stadig større pres på den pulje af politifolk, som har borgerkontakt, og som skal tage sig af beredskab og lokal efterforskning.

Det er trods alt herfra, der trækkes, hver gang andre dele skal styrkes.

En løs gennemgang af personale- og løntal, som de foreligger, understreger den udvikling. Det er derfor DANSK POLITI, i en artikel i dette blad, når frem til, at 10.600 politifolk (dog kun 10.500 årsværk) reelt betyder, at der er omkring 6.000 tilbage at tage af, når det handler om at komme, når borgerne kalder.
Det er et meget overordnet tal. Men det er en tendens.

Udregningerne er ikke valide som andet end en tendens. De valide tal gemmer måske på endnu større udsving, men det kræver eksperter at regne dem ud. Og det kræver et gennemskueligt grundlag.
6.000 årsværk er nok højt sat.
 

Det interessante er, at antallet politifolk i udadvendt tjeneste lokalt var væsentligt højere for blot en håndfuld år siden. 
Faldet til 6.000 politiårsværk, eller færre, forklarer måske også, hvorfor særligt beredskaberne er hårdt ramte ude i kredsene. 

Eller at en temperaturmåling fra DANSK POLITI nr. 1/2017 viser, at 60 procent fra beredskabet overvejer at søge ud af politiet. 
I den ellers store og positive trivselsundersøgelse blandt 82 procent af alle ansatte, finder man faktisk samme tendenser og bekymringer, hvis man dykker ned i lokale tal. 
Beredskabet har det ikke godt. Privatliv og arbejdsliv hænger ikke sammen, og meningen med arbejdet scorer dårligere. 

Beredskabet og den lokale efterforskning er på mange måder rygsøjlen i politiarbejdet. Det er her, nervetrådene løber gennem og ud til resten af korpset. 
Men det er en sammenpresset og tidsmæssig skævvredet rygsøjle. 
Med tegn på diskusprolaps. 

Politikerne burde forholde sig til den udvikling.
Borgerne burde vel kende den? Eller?

Den går i øvrigt igen i alle vore nabolande. Det er et internationalt fænomen. Stadig flere lokale og tryghedsskabende nervebaner blokeres, fordi det er ledelsens eneste måde at indfri de politiske og ministerielle krav. I Norge er man p.t. ved at implementere en større reform af politiet, som politikerne kalder en ”nærhedsreform”. Den skydes i gang ved at lukke massivt mange lokalstationer! Alt skal naturligvis dokumenteres.

Det er ikke så underligt, at der prioriteres anderledes, og at der skal meget lidt til at vælte læsset om natten i en kreds. 
De eksperter udefra, der har været med til at indrette politiets ressourceforbrug, ønsker for alt i verden, at der ikke brændes lys af på stationerne. 
Derfor er minimumsbemanding altid udgangspunktet.

Det er konsekvensen af modernisering, styreform, økonomisering, digitalisering, globalisering med mere. 
Det er måske også grunden til, at ressourcer til politiet sjældent udmøntes i mere synlighed, mere nærvær og tillid. 

Der er mange hylder højere oppe at bruge penge på først.
Der er en styringsform, som er indlejret i hele organisationen, ja i hele den offentlige sektor.