Redaktionens fokus - kvinder i politiet

Af Nicolai Scharling, chefredaktør

I Norge og i Sverige har de væsentligt flere kvinder i politiet. De har også væsentligt flere kvindelige politiledere. Og de har væsentligt flere kvindelige tillidsfolk.
Det er ellers de to lande, som ligner Danmark i udvikling, opbygning og sammensætning af samfundet mest. Ja, vi er nærmest trillinger. Såvel uddannelsesmæssigt, og indsatsmæssigt, som i forhold til politiets rolle, og i forhold til tanken om et enhedspoliti. Vi er fælles om den skandinaviske model, som kan aflæses i toppen af alle statistikker, når det handler om lykke, ligestilling, social mobilitet og almen velfærd. 

Det var ikke sket i Norge. Der havde vi ikke lavet forskel på kønnene. Vi havde ikke tænkt, at når det handler om at tiltrække til politiet, så skal kvinder identificere sig med det tænksomme og mænd med action. Vi havde ikke gjort forskel.

Men når det handler om antallet af kvinder i politiet er vore nabolande mod nord stukket af fra Danmark.

Her følges Danmark i stedet med Tyskland – i begge lande udgør kvinder godt en sjettedel af de politiuddannede. I Sverige er det ca. det dobbelte eller 33 procent, og 25 procent af politilederne er kvinder. 

Jeg har endnu aldrig hørt en forklaring, som reelt kortlagde, hvorfor vi er mere tyskere end skandinaver på det her område.
Det er ikke noget, jeg skriver for at problematisere, men blot af undren.  Der er intet politisk i det.
Blot redaktionel undren over fraværet på forklaring?

Hvorfor er det sådan? Vi plejer at undersøge, forske i, og registrere stort set alt her til lands omkring tendenser og udvikling. Blot ikke så meget, når det handler om politi. Der forsker vi stadig meget lidt sammenlignet med stort set alle nabolande.

Hvorfor følger vi det tyske spor, og ikke det skandinaviske?

Særligt med tanke på, at det tyske samfund er væsentligt anderledes end det danske i forhold til ligestilling, og kvinders indtog på arbejdsmarkedet og i lederstillinger. Tyskland har også flere forskellige politikorps, og en meget stor forskel mellem forbundslandenes måde at investere i det såkaldte Landespolizei på

 

I Norge hedder det udrykningspatruljer. Det er kønsneutralt. I Danmark kalder i det Romeopatruljer. Romeopatruljer er det samme som at sætte køn på.

En del af forklaringen fik jeg dog – måske – på en konference i Norge.

Her faldt jeg i snak med en kvindelig tillidsrepræsentant, som også var mangfoldighedsrepræsentant.

Den slags har de i norsk politi.

Hun havde netop været i Danmark, og der havde hun siddet til møde i et lokale, hvor der hang hverveplakater for Politiskolen.

To plakater hang ved siden af hinanden. På den ene sad der en kvinde i uniform og læste i en bog. På den anden to mandlige politifolk som var i gang med hård træning.

- Det var ikke sket i Norge. Der havde vi ikke lavet forskel på kønnene. Vi havde ikke tænkt, at når det handler om at tiltrække til politiet, så skal kvinder identificere sig med det tænksomme og mænd med action. Vi havde ikke gjort forskel, fortalte hun.

Der var mindsettet til forskel, mente hun.

- Jeg tror ikke, I gør det bevidst. Men I gør det, sagde hun.

Hun fortalte også, hvordan hun var faldet over, at man i Danmark havde såkaldte Romeopatruljer.

- Det er sikkert ubevidst igen. Men i Norge hedder det udrykningspatruljer. Det er kønsneutralt. Romeopatruljer er det samme som at sætte køn på, fortalte hun.

Det blev til en længere diskussion.

Måske har vi reelt et anderledes, mere germansk end skandinavisk mindset i Danmark.

Både Sverige og Norge har i årevis hyldet stærke kvindelige sportsudøvere. Særligt inden for udholdenhed, råstyrke og præstationsidræt. Det gælder atletikudøvere, langrendsudøvere og kvindefodbold.

Kvinder der er hyldet for deres styrke og stamina. Ikke for deres køn.

I Norge fik alle landets skoler fri, da det norske kvindelandshold i fodbold spillede OL-finale. Det var ikke engang noget, som man rynkende på næsen ad.

I Danmark har vi kun haft tilløb. Kvindelandsholdet i håndbold havde et årti med OL, VM, og EM-guld, hvor de ryddede sendefladen og rykkede en del. Men gik igen i stå. De var jernhårde-ladies. Mikkel Hansen og Co. er nok herrer, men ikke med en folkelig mærkat som jernhårde-gentlemen.

 

Nogle ville måske fremhæve Caroline Wozniaki i samme forbindelse. Hun er en med rette beundret kvindelig dansk idrætsudøver og ener, men hun har også tilnavnet ”Little miss sunshine”.
Jeg ved ikke om Kenneth Carlsen nogen sinde er blevet kaldt ”Little mr. Sunshine”, men tvivler.

Måske er vi mindset-mæssigt endnu ikke der, at vi dyrker action kønsneutralt.
Vi forbinder det nok stadig mest med mandlige hormoner og sved.

Og politiarbejde er i den grad præget af action.

Alt det diskuterede jeg med mangfoldighedsrepræsentanten.

Vi var sådan set enige.

Om det så er en forklaring og passer, det ved jeg ikke? Det er et gæt på en lille del af forklaringen.

Det er kun et par år siden, at rekrutteringsenheden under Rigspolitiet for alvor begyndte at undersøge effekten af sine hvervekampagner, og hvordan man ramte rigtigt, når man skulle fange interessen for politiuddannelsen hos dagens unge.
Blandt andet fik man sig en aha-oplevelse, da det viste sig, at reklamer i Fitnesscentre ikke havde den store effekt.
 Meget har været gjort fordi man "troede" det.
Det har knebet med evidens og forskning og samfundsudvikling til at bakke indsatsen op.

Måske skulle man også kaste et blik på mindset og rollemodeller og ordvalg som Romeopatrulje.

Det mente den norske politikvinde i hvert fald.

For kultur ændres langsomt og ved forbilleder.

Måske er vi bare godt på vej, og endnu ikke nået norsk og svensk niveau.

Mest af alt fordi det skal vokse nedefra med præstationer, rollemodeller, omtale, og mindset.

Emnet har i øvrigt ofte været behandlet - læs blandt andet nedenstående artikel fra 2018:

Læs artiklen: Stadig langt mellem de kvindelige politiledere – Politilederforeningen efterlyser handling