Nyhed

Mørketal: Svenske politifolk tøver med at anmelde vold og trusler

Det svenske politiforbund har i en ny rapport undersøgt, i hvilket omfang politifolk udsættes for trusler, vold eller chikane. I rapporten fremgår det, at der siden 2017 er sket en stigning i antallet af politifolk, der udsættes netop dette. 9 procent svarer, at deres familie oplever vold og chikane i forlængelse af politiarbejdet. Politifolk anmelder langt fra alle tilfælde af vold i tjenesten.

Svensk politi

Rapporten ”När de som ska skydda attackeras” bygger på besvarelser fra 2.943 politifolk. Det fremgår, at der siden 2017 er sket en stigning i trusler, vold og chikane mod politifolk fra 40-42 procent. Det fremgår også, at politifolkene ikke oplever, at der er nok kolleger på gaden til at håndtere situationer om vold mod politifolk.

Ligeså at 9 procent svarer, at deres arbejde i politiet er årsag til at familiemedlemmer udsættes for vold, trusler og chikane.  

Den svenske politiformand, Lena Nitz, siger i en pressemeddelelse om rapporten: 

- Der findes ikke nogen individuelle handlinger, som kan kompensere for det faktum, at vi er for få politifolk til at få stoppet den her udvikling og med succes bekæmpe kriminaliteten. Derfor må politifaget gøres mere attraktivt blandt andet gennem en fortsat opgradering af lønnen, siger Lena Nitz.

Få rapporterer alle episoder om vold og trusler

I rapporten kommer det også frem, at det er få politifolk, der anmelder alt, hvad de udsættes for i tjeneste. Kun 22 procent rapporterer 90-100 procent af det, de udsættes for. Modsat er der 23 procent, der kun rapporterer 0-9 procent af hændelserne. Det betyder, at der kan være store mørketal i statistikken om vold og trusler mod politiet.

Over halvdelen af politifolkene svarer også, at volden mod politiet er øget over de senere år, mens ingen svarer, at den er mindsket. Samtidig fremgår det også, at halvdelen mener, at volden er blevet grovere over en femårsperiode.

 

Artiklen bygger på en pressemeddelelse fra Polisförbundet. Pressemeddelelse samt den fulde rapport kan findes her

 

Emne