Peter og Niklas deler arbejdsplads, arbejdsglæde og gener

Tekst og foto: Karina Bjørnholdt

Det er ikke kun den lyseblå uniformsskjorte og titlen som politiassistent, der er til fælles hos Peter Sti Norup og Niklas Mølgaard Norup. Det er deres øjenparti, næse og smil også. Og selvfølgelig efternavnet, da de er far og søn.

Fagbladet DANSK POLITI møder dem på politigården i Vejle, hvor de begge har tjenestested, til en snak om, hvordan det er at dele kolleger, arbejdsplads og fag. Samt hvordan de ser på politiet og politijobbet anno 2023 fra hver deres ståsted i karrieren: 63-årige Peter er på vej på pension efter 42 år i politiet, mens 35-årige Niklas netop har fået drømmestillingen som hundefører.

- Jeg elsker 90-95 procent ved mit arbejde, konstaterer Niklas Mølgaard Norup, der mener, at han er landet på helt rette hylde – både overordnet som ”politier”, men også fordi han om ganske få dage får sin otte uger gamle tjenestehund, Rocky, og skal i gang med at træne ham op til mentaltesten om et halvt år.

- Jeg har altid gerne villet være hundefører, fortæller han og sender et blik over mod ”den gamle”, som han konsekvent kalder sin far. Peter Sti Norup har nemlig været hundefører i over 30 år, og Niklas er derfor vokset op sammen med fire gruppe-1 hunde i barndomshjemmet lidt uden for Vejle.

Jeg er nok landbetjent på den ”gammeldags” måde, hvor borgerne ringer til mig på min tjenestemobil på alle tidspunkter, også på mine fridage.

En ”gammeldags” landbetjent

Peter stoppede dog som hundefører i august 2016, da der blev en stilling ledig som landbetjent i Jelling, og han tænkte, at det var et godt tidspunkt at skifte spor, da han var usikker på, om han på grund af sin alder ville blive godkendt til endnu en tjenestehund, når hunden Karlo, som han dengang havde, skulle pensioneres.

- Jeg søgte og fik stillingen som landbetjent, hvilket også altid har været noget, jeg gerne ville prøve, siger Peter. Han trives da også godt  i jobbet:

- Jeg er nok landbetjent på den ”gammeldags” måde, hvor borgerne ringer til mig på min tjenestemobil på alle tidspunkter, også på mine fridage. Jeg hører altid beskederne og vurderer, om de kan vente, til jeg er tilbage på arbejde, eller jeg skal henvise borgerne til 114, fortæller Peter.

- Ja, du har altid været så utroligt engageret, kommenterer Niklas.

Peter Sti Norup har ikke et fysisk kontor i Jelling, men holder ”åbent” på faste tidspunkter ved et cafébord i Byens Hus. Kontorarbejdet foregår på politigården i Vejle.

At der altid har været en landbetjent i Peter, mener han skyldes, at han holder meget af at have en nær kontakt til folk, at være en del af et lokalsamfund og gøre en forskel – især banker hans hjerte for udsatte børn og unge.  

Rolige gemytter

I den henseende er æblet ikke faldet langt fra stammen. Niklas fortæller, at dét, der blandt andet driver ham i politijobbet, er at arbejde med mennesker. Noget, han tidligere også har beskæftiget sig med, inden han i maj 2016 begyndte på politiuddannelsen. Niklas har blandt andet arbejdet som frivillig på væresteder og været vikar på psykiatriske bosteder. Han har også haft en tjans som dørmand på et lokalt diskotek.

- Allerede før politiet har jeg oparbejdet en erfaring med at løse konflikter verbalt. Jeg har et meget afdæmpet gemyt, og jeg tror, det kan tælles på én hånd de gange, hvor det ikke er lykkes mig at tale folk ned – også i mit nuværende job, siger Niklas.

Hans far nikker:

- Det er også min erfaring, at de fleste kan snakkes til fornuft. Jeg har det sådan, at jeg faktisk ikke orker at hidse mig op, lyder det dybfølt fra Peter.

Jeg har et meget afdæmpet gemyt, og jeg tror, det kan tælles på én hånd de gange, hvor det ikke er lykkes mig at tale folk ned.

Spændende politihistorier har draget

Det var primært Peters farbror, der var årsag til, at Peter også ville ind i politiet. Som dreng var han meget fascineret af farbroren og hans spændende politihistorier, når de mødtes til familiesammenkomster. Hans farbror var tjenestegørende i Vejle. Peter er også fulgt i farbrorens fodspor i forhold til at være glødende fan af Vejle Boldklub.

- Det dyrker jeg stadig. Det må gerne komme med, smiler han.

Selv har Peter egentlig aldrig reklameret for politijobbet over for sine to sønner. At Niklas alligevel har valgt samme karrierevej, skyldes nok nærmere, at han har set sin far trives i jobbet, mener Peter.

Niklas nikker, men han er også blevet inspireret af de dramatiske politihistorier, som faren har kunnet fortælle, ligesom det som barn har været sjovt at holde nogle af familiens juleaftener på politistationen i Vejle, når Peter havde julevagt. I øvrigt med vagtchefen klædt ud som julemand.

Fra dyrevelfærdsenhed til Romeo til hundefører

Niklas’ vej til sin drømmestilling som hundefører i Sydøstjyllands Politi har dog været lidt snirklet. Han søgte ind i politiet som 28-årig og blev efter endt uddannelse fastansat i beredskabet i Sønderborg i Syd- og Sønderjyllands Politi. Men med hustru og bopæl i Vejle, samt med en søn på vej, blev han hurtigt træt af transporttiden. Efter at have skiftet tjenestested til først Haderslev og siden Aabenraa, som trods alt var lidt tættere på hjemmet end Sønderborg, lykkedes det ham i slutningen af 2018 at skifte kreds til Sydøstjyllands Politi via et særopslag til en stilling i dyrevelfærdsenheden i Fredericia. 

- Jeg søgte alt, der var at søge i Sydøstjyllands Politi. Mine opgaver i dyrevelfærdsenheden bestod dog primært i ”skærmefterforskning”, som jeg kalder det, og det var altså for stillesiddende for mig. Jeg tror, jeg var ude at ransage såkaldte hvalpefabrikker fire gange i de cirka to år, jeg var i enheden, siger Niklas.

Han var derfor glad, da han fik lov til at søge Romeopatruljen i Vejle. Hér var han i knap to år, inden han altså nu skal i gang med at være hundefører. 

For mig at se må den øgede detailstyring og registrering være udtryk for, at tilliden til politiet fra politisk side er ikkeeksisterende. Det gør mig da lidt trist.

For meget registrering og politisk indblanding

For Peter vinker pensionen nu forude om få måneder. Han er lidt bekymret for det politi, han forlader. Han synes, det er et politi, der detailstyres i alt for høj grad fra politisk side. Hvor der skal dokumenteres og registreres i en grad, der tager tid og fokus væk fra kerneopgaverne og borgerne. Ligesom det er et politi, hvor man for første gang har svært ved at rekruttere nok egnede studerende til politiuddannelsen.

- Man får jo nok lidt flere ankepunkter, desto ældre man bliver. For mig at se må den øgede detailstyring og registrering være udtryk for, at tilliden til politiet fra politisk side er ikkeeksisterende. Det gør mig da lidt trist, siger Peter.

Niklas er enig med ”den gamle” i, at måltals- og dokumentationskravene kan stjæle lidt af arbejdsglæden, der ellers ligger højt hos dem begge.

Todelt farvel-følelse

Faktisk har Peter leget med tanken om at forsætte nogle år endnu som landbetjent, da hans hustru først er pensionsmoden om fire år. Men det skulle i givet fald være en ordning uden weekendvagter, og det fornemmede han ikke ville have gang på jord i forhold til politikredsens behov.

- Så det er med en lidt todelt følelse, at jeg nu forlader politiet. Jeg kommer til at savne det. Jeg tror ikke, jeg har haft en eneste dag, hvor jeg ikke har glædet mig til at skulle på arbejde. Jeg skal også have fundet mig noget andet at rive i. Jeg har heldigvis masser af kontakter i Jelling, og jeg overvejer noget frivilligt arbejde med unge, der har det svært, siger Peter.

Niklas er dog hurtig til at byde ind med opgaver til sin far i nærmeste fremtid:

- Der skal jo passes børnebørn, og du skal da også hjælpe mig med at træne Rocky, siger han med et skævt smil.

På spørgsmålet om, hvorvidt der slet ikke har været noget negativt ved at arbejde samme sted og i samme fag, bliver der eftertænksom tavshed. Niklas ryster til sidst på hovedet og fortæller, at han tværtimod ofte har sparret med sin far over middagsbordet om episoder fra hverdagen i politiet, når familien har været samlet.

- Det fortsætter jeg helt klart med, men det er da trist, at ”den gamle” og jeg ikke skal sidde på samme kontorgang længere.

Peter kan kun komme i tanke om en enkelt negativ ting ved slægtskabet på samme arbejdsplads:

- Det skulle da lige være, at kollegerne klandrer mig for Niklas’ dårlige musiksmag, når han træner i træningsrummet her på stationen, men den er altså også forfærdeligt, griner Peter.