Nyhed

Politiassistent stadig uden for bevidsthed: Det gør ondt på alle 

Det har været et hårdt forår og en barsk sommer hos Østjyllands Politi. En 31-årig politiassistent fra beredskabet blev den 19. juni påkørt af en vanvidsbilist og er tre måneder senere stadig uden for bevidsthed. Udsigterne er ikke lovende, og kollegerne på stationen har været meget påvirkede. Påkørslen kom oven på et forår, som var præget af en sag, hvor en vellidt kollega havde hacket flere af de ansattes private telefoner. - Vi havde et forår, hvor der blev sået usikkerhed og mistro, og bedst som de værste dønninger havde lagt sig, fik vi en tragisk oplevelse, som virkelig påvirker alle dybt. Det har absolut ikke været nogle gode måneder i Østjylland, fastslår foreningsformand Anita Frank.

Dan Søberg med breve1

Af Nicolai Scharling

Fredag den 19. juni klokken 18.14 blev en 31-årig politiassistent ramt i hovedet af bilen fra en vanvidsbilist på flugt i krydset Silkeborgvej/Åby Ringvej i Åbyhøj i Aarhus.
Politiassistenten mistede bevidstheden og har ikke genvundet den siden.

Den 31-åriges tilstand har sænket sig som et tæppe af uvant stilhed over Danmarks største politistation.
Eller som foreningsformand Anita Frank fortæller:

- Der har virkelig været stille. I de afdelinger, hvor man plejer at grine eller snakke løs, har kollegerne bare været tavse og eftertænksomme. Det påvirker så dybt og gør så ondt på alle. Det kan være svært for andre helt at forstå, men når politifolk oplever, at en kollega bliver livstruende såret i tjenesten, så er det en fælles sorg, afmagt og vrede, som rammer alle. Alle bliver blege, og man ser selv de hårdeste tørre tårer af kinderne. Det er svært at beskrive, men det er lidt, som om et familiemedlem er blevet ramt, og det kommer til at påvirke alle, helt ned i deres identitet, og alle de tunge spørgsmål de igen skal svare på fra deres børn, partnere, forældre og venner omkring arbejdet og faren ved at lave politiarbejde.

Brev til ØJP
Østjyllands Politi modtog efter den tragiske hændelse, hvor en politiassistent blev kørt ned af en vanvidsbilist, mange breve og hilsner fra borgere, der viste deres medfølelse.

Ifølge Anita Frank er det afgørende, at ledelsen og folk omkring politiet har forståelse for netop den reaktion.

- Ligesom i familien har vi brug for tid til at mødes, tale sammen, blive opdateret med viden om, hvad der er sket, hvad er status på udviklingen, få snakket ud og følt, at vi bliver inddraget. Det er på mange måder et fælles traume. Det værste, man kan gøre ved politiet, er faktisk at tage kollegernes tid til at mødes, græde, få snakket ud og debriefet væk. Disse ting løser op for så meget, som ellers ville sætte sig og før eller siden koste dyrt på psyken, siger hun. 

Rammer alle politifolk

Tillidsrepræsentant i beredskabet, Dan Søberg, er enig. Han kender den 31-årige godt efter flere år sammen på stationen:

- Jeg husker tydeligt den første melding: Kollega er påkørt, og han ligger i rabatten. Og man tænker straks, at det absolut ikke er godt, og man føler sig også ramt. Der sker bare noget, man bliver overvældet af indebrændt vrede, kombineret med frygt, og har et stort behov for at handle. Det er meget politiagtigt. Man vil og skal agere. Man skal hjælpe. Gerningspersonen skal fanges, fortæller han.

Dan Søberg fortsætter:

- Der farer så mange tanker og billeder gennem hovedet. Når det sker for en kollega, er det også lidt som om, det sker for mig. Samtidig ved man, at når hele ens netværk og nærmeste hører nyheden, vil de straks blive bange og frygte, at det er én selv. Vi ved også, at vi skal konfronteres med sagen og spørgsmål om sagen alle steder fra, derhjemme, fra naboer, ved sammenkomster, og det kan faktisk være tungt og hårdt, siger han.

Når medierne melder ud, at en ”politier” er kommet til skade, så sidder der tusindvis af pårørende, venner, børn, kærester og forældre og bliver bange. Er det min far, mand, søn? Han er også på arbejde. Var han til stede? Er der sket ham noget?
Dan Søberg, tillidsrepræsentant i beredskabet i Østjyllands Politi

- Det er en del, som folk måske ikke tænker over. Men når medierne melder ud, at en ”politier” er kommet til skade, så sidder der tusindvis af pårørende, venner, børn, kærester og forældre og bliver bange. Er det min far, mand, søn? Han er også på arbejde. Var han til stede? Er der sket ham noget? Det er meget mere voldsomt, end det lyder, for det trænger dybt ind i privatlivet og trygheden, fortsætter han. 

Følelsen af skyld

44-årige Dan Søberg er en af de mest erfarne i beredskabet, og det er også derfor, at han sammen med sin køremakker påtog sig opgaven med at hente den påkørte politiassistents kone og køre hende til hospitalet.

- Det er forskellige tanker, som farer gennem hovedet. Ét er, at det skal gå hurtigt, hun skal nå ud på hospitalet. En anden er lettelsen over, at jeg kan huske at have set vielsesfoto i foråret. Det er måske tillidsrepræsentanten, der tænker her. Men det er så vigtigt, hvis det værste skal ske. Så er hun meget bedre stillet økonomisk, og de har lige købt hus, siger han.

Det er dog ikke så ligetil at finde konen. Det er fredag aften, hun er ikke hjemme, men via egne sociale medier finder de frem til, at hun er til et socialt arrangement på sin arbejdsplads.

- Vi får fundet hende, får hende ud i bilen og kørt til hospitalet. Det er så hektisk, at det først rigtigt går op for hende i bilen, hvad der sket, husker han.

At komme til hospitalet er en tung oplevelse. De politifolk, som er til stede, er ligblege og meget medtagede. Forældrene til den påkørte er på vej, man sidder sammen og venter på nyt. Det ser ikke godt ud.

- Kollegerne føler skyld. De stiller sig spørgsmålet, om de har handlet på en måde, som har bragt deres kollega i den her situation. Det er urimeligt selvpineri, men det er en naturlig reaktion. Samtidig er de ramt af behovet for at handle og være til stede. Det er kolleger, som har måttet give livreddende førstehjælp til en ven, og nu kun kan tænke på at være til stede, for at gerningsmanden bliver fanget, for at gøre noget. Det er faktisk en sygeplejerske, som må gribe fat i en af dem og fortælle ham, at du har det helt åbenlyst ikke godt. Du kan ikke fortsætte, siger Dan Søberg.

Man skal forstå, at politifolk altid skal have hinandens ryg i farlige situationer, at det sidder så fast printet ind i os, at vi skal have tillid til kollegaen ved siden af os. Så hvis der pludselig sker noget med ham eller hende, så er dét det første, vi spørger os selv om, hvor vidt vi har haft ryggen? Gjort det rigtige? Har passet godt nok på? Helt hen til, at hvis bare jeg havde taget vagten den dag, så var det måske aldrig sket. Det stikker virkelig dybt. Vi pløjer registret af mulig skyld igennem.
Dan Søberg, tillidsrepræsentant i beredskabet i Østjyllands Politi

- Man skal forstå, at politifolk altid skal have hinandens ryg i farlige situationer, at det sidder så fast printet ind i os, at vi skal have tillid til kollegaen ved siden af os. Så hvis der pludselig sker noget med ham eller hende, så er dét det første, vi spørger os selv om, hvor vidt vi har haft ryggen? Gjort det rigtige? Har passet godt nok på? Helt hen til, at hvis bare jeg havde taget vagten den dag, så var det måske aldrig sket. Det stikker virkelig dybt. Vi pløjer registret af mulig skyld igennem, forklarer han.

- Vi vil så gerne gøre en forskel og hjælpe. Og det gælder på mange måder. Det er blandt andet meget vigtigt for os, der var tættest på i beredskabet, at det er os, der hjælper med den flytning, som vores kollega ikke kan hjælpe med, at vi også kan træde til og være noget for en god kollega, en god ven og for hans familie, siger Dan Søberg. 

Ros til ledelsen for at tage det alvorligt

Der bliver samlet til psykologisk debriefing på stationen.

- Det er psykologen Louise, som står for det, og hun er virkelig dygtig. Det er åbenlyst, at mange er meget påvirkede, og hun håndterer det virkelig godt og professionelt. Det er, som om en ventil bliver åbnet og er bare endnu et eksempel på, hvor vigtige de psykologiske debriefinger er. Det er også hér, at kolleger får tid sammen til at tale det igennem, også dem som måske først møder ind om mandagen, siger Dan Søberg.

Han husker ellers de første døgn som en rutsjebanetur af meldinger. Fra optimisme og håb for, at den 31-årige vil komme sig hurtigt, til forståelsen af, at han har meget alvorlige skader i hovedet.

- Da jeg taler med den første kirurg på sygehuset, er han ret optimistisk, ud fra hvad de kan se på scanningerne, og da jeg er hans kontaktperson i politiet, er det den information, jeg giver videre. Det er måske meget godt, at vi alle sammen kan lægge os til at sove i den tro, at vi forhåbentlig nok snart ser kollegaen på arbejde igen. Det sværeste er faktisk altid at komme hjem og have ro til at reflektere. Så længe, vi er på arbejde og sammen med kollegerne, er det lettere. Så da stilheden sænker sig første gang, er det faktisk med håbet om, at det nok skal gå alt sammen. Det er så først senere, at det viser sig at være meget mere kompliceret og alvorligt, siger tillidsrepræsentanten.

Alle er dog også påvirkede af, at gerningsmanden ikke er blevet fanget de første døgn.

- Derfor er det også rart at se, at ledelsen og alle andre tager sagen meget alvorligt. For det er det vigtigste for alle kolleger. En af deres nærmeste er blevet angrebet, de føler sig selv angrebet, og det fylder enormt meget. Det store skyts bliver rullet ud, og det er næsten, som man kan høre et stort dybt suk over hele kredsen, da det sker. Ingen har rigtigt kunnet slappe af eller fungere optimalt, før det sker, fortæller Dan Søberg.

- Det er faktisk en af de ting, jeg har hørt ledelsen rost mest for. At de sender et klart signal til alle deres ansatte om, at et angreb på dem ikke er acceptabelt og bliver taget alvorligt, siger han.

Dan Søberg med breve2
Tillidsrepræsentant i beredskabet, Dan Søberg, bliver stadig rørt, når han læser de breve, som borgere afleverede på stationen, efter at en 31-årig kollega var blevet påkørt af en vanvidsbilist.
- Det rammer lige i hjertet og gør én så stolt og glad. Tænk, at familier rundt omkring har reageret på den måde helt af sig selv og vil vise deres medfølelse og sende deres håb og tak. Og at der er så mange!, fortæller han.

 

Breve fra borgerne

En anden ting, som Dan Søberg husker klart, og som har påvirket ham og især kollegerne i beredskabet, er, da de møder ind de kommende dage og finder det lange bord i vagtstuen dækket til med stadig flere breve, der ønsker god bedring til den 31-årige politiassistent, tegninger, blomster og slikgaver fra borgere, som har hørt om ulykken.

- Det kan simpelthen ikke beskrives, det skal opleves. Det rammer lige i hjertet og gør én så stolt og glad. Tænk, at familier rundt omkring har reageret på den måde helt af sig selv, og vil vise deres medfølelse og sende deres håb og tak. Og at der er så mange. Vi går alle forbi bordet og læser brevene og ser tegningerne fra forskellige børn. De få af os, som ikke gør det, er nok dem, som ikke kan, fordi tårerne ellers vil flyde frit. Det er bare sådan en dag, hvor man bliver mindet om, hvor glade folk generelt er for deres politi, fortæller tillidsrepræsentanten.

De fleste breve bliver sendt videre til familien, men en håndfuld ligger stadig fremme i vagtstuen sammen med et takkebrev fra den 31-åriges familie.

- Jeg bliver rørt hver gang, jeg ser dem. Både det fra kollegaens familie og fra den fireårige dreng, som sammen med sin familie købte slik til os og håber, at vi får lov at få pizza, for det fortjener vi. Det er virkelig skønt og varmer, siger Dan Søberg. 

Synlig ledelse vigtig

For foreningsformand Anita Frank kræver oplevelser som dén i juni, at ledelsen er sin opgave meget bevidst. 

- At komme på en station er lidt som at være i en familie eller i en forening. Vi er sammen om noget, vi har et fællesskab, og vi passer også på hinanden, og der er en omsorg og forståelse bag drillerier og jokes, som nok udspringer af, at vi oplever ting og har en hverdag, som ikke særligt mange udenfor forstår eller kender. Vi ved, at hvis vi har haft en eller anden barsk oplevelse, så er der altid en kollega, som forstår, hvad det er, vi gennemgår, og forstår det på en måde, som det ikke er sikkert, at vores egen familie og nærmeste gør, fortæller foreningsformanden.

- Det er også derfor, at det er så vigtigt, at ledelsen viser sig meget synligt og hele tiden holder alle opdateret med viden og information. Alle føler sig ramt. Vores station er ramt. Også dem som ikke var til stede. De skal have svar på deres spørgsmål. Hvad sker der? Hvad er status? Hvad gør vi? Hvordan går det? Og så videre. Også nu, tre måneder senere, hvor ledelsen måske har glemt at gøre det. Heldigvis har familien selv været gode til at kommunikere og opdatere med status. Det er mit vigtigste råd til ledelserne andre steder, hvis lignende tragiske ting sker. Husk åbenheden, husk at vise flaget og husk at tænke på alle de kolleger, som går rundt med spørgsmål eller har det skidt, siger Anita Frank. 

Hun hastede selv ind på stationen fredag aften for at hjælpe med alt det praktiske, ligesom mange andre kolleger. Og hun var glad for at se, hvordan en repræsentant fra øverste ledelse gjorde det samme.

- Det var ferietid, og der var faktisk ingen fra øverste ledelse til stede i nærheden, men vores cpi., som ellers sad på en båd et helt andet sted i Danmark, smed alt, hvad han havde i hænderne og hastede til Aarhus. Simpelthen for at vise flaget, vise omsorg, signalere alvoren. Det har gjort et vigtigt indtryk hos kollegerne, fastslår Anita Frank. 

Tømte kollegers telefoner i årevis

Påkørslen af den 31-årige kollega kom efter et forår, som har været præget af, at en anden og meget vellidt kollega på stationen har udnyttet sit kendskab til it og tilliden fra de ansatte til at tømme deres private mobiler for data.

Sagen har skabt en ubehagelig form for mistillid, usikkerhed og frygt, som vi ellers ikke kender på stationen. Vi er blevet udnyttet og svigtet af én, vi stolede på, som vi kendte, som var pligtopfyldende, rar og hjælpsom. Det har påvirket stemningen mere, end man måske skulle tro.
Anita Frank, formand for Østjyllands Politiforening

- Det skete omkring påske og ødelagde, tror jeg godt man kan sige, påsken for de fleste her på stationen. Det er absolut ikke en rar sag. Det stod klart, at det er foregået gennem en del år og uden, at nogen havde mistanke. Sagen har skabt en ubehagelig form for mistillid, usikkerhed og frygt, som vi ellers ikke kender på stationen. Vi er blevet udnyttet og svigtet af én, vi stolede på, som vi kendte, som var pligtopfyldende, rar og hjælpsom. Det har påvirket stemningen mere, end man måske skulle tro. Det er nemlig mange ansatte, som det er gået ud over, og de oplever det som ret intimiderende. Samtidig har de en masse spørgsmål, de ikke kan få svar på, og ledelsen har været ret lukkede omkring informationer, fortæller Anita Frank.

Hun fortsætter:

- Han har åbenbart samlet meget personlige og private oplysninger ind. Altså trådt ind i det helt private univers af fotoalbums og tekster. Sagen er under efterforskning, så det er ikke til at sige så meget endnu. Men det har da slået en kile af utryghed og uvant mistro ind mellem os. Faktisk på et tidspunkt, hvor vi ellers samlede os ekstra, fordi en af vore egne lå på hospitalet med uvis fremtid, siger hun.

- Den sag ulmer nok stadig, måske også fordi vi kolleger ved meget lidt om omfanget, og om hvem og hvor mange det drejer sig om. Jeg er med på, at der foregår en efterforskning, men det skaber altså uro og mistro, når man ikke sørger for at melde mest muligt ud og løbende orienterer om sagen. Der er simpelthen for mange ubesvarede spørgsmål mellem de ansatte, som risikerer at vokse sig til misstemning. Den generelle lære er faktisk, at ledelser skal smide berøringsangsten og vise sig synligt og med forståelse for vigtigheden af kommunikation og information, hver gang arbejdspladsen bliver berørt af sager, siger Anita Frank.