Nyhed

Forskere sætter kritisk fokus på politiets datadrevne værktøjer

Hvad er konsekvenserne af politiets brug af big data, ansigtsgenkendelse, kameraovervågning og andre datadrevne værktøjer? Det skal IT-Universitetet og PROSA, i samarbejde med fire europæiske universiteter og et forskningscenter, undersøge i de kommende tre år.

POLINTEL3

Formålet er at afdække de menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser af politiets stigende brug af de teknologiske løsninger til efterforskning og såkaldt predictive policing, skriver PROSA.

Projektet hedder CUPP (Critical Understanding of Predictive Policing), og i Danmark er forskernes interesse rettet mod politiets it-system POL-INTEL. Det er udviklet af det amerikanske firma Palantir, og systemet samkører information fra eksempelvis politirapporter og anmeldelser af kriminalitet fra politiets egne databaser med eksterne kilder.
Ved hjælp af kunstig intelligens og data fra sociale medier er systemet bygget til at komme med forudsigelser om, hvem der har størst sandsynlighed for at begå kriminalitet.

- Vi vil beskæftige os med de sociale og etiske bekymringer, menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder i relation til den voksende udbredelse af datadrevne værktøjer i politiets arbejde, siger Vasilis Gallis, der er lektor på ITU og projektleder for det internationale forskningssamarbejde.

CUPP er et treårigt forskningsprojektet og har modtaget en bevilling på 1 millioner euro fra Nordforsk. Projektet indledes med en lukket online-konference den 5. februar, hvor deltagerne tilrettelæger aktiviteterne i 2021.

 Fakta om CUPP

Fem universiteter og et forskningscenter deltager i forskningsprojektet CUPP (Critical Understanding of Predictive Policing)

·      IT-Universitetet, Danmark

·      St. Andrews University, Storbritannien

·      University of Latvia, Letland

·      Baltic Studies Centre, Letland

·      Tallinn University of Technology, Estland