Aktindsigt kan bruges mod politifolk

Det kræver ikke meget at søge aktindsigt i en offentligt ansats personalemappe. Faktisk er der ingen formelle krav.

En simpel gmail oprettet i et obskurt navn er sådan set nok. Ifølge Rigspolitiet blev der i 2019 søgt aktindsigt 111 gange i medarbejderes personalemapper af såkaldt ”tredjemand”. I 2018 var tallet 54, og så vidt i 2020 lyder antallet på 53.

Det bliver sjældent efterprøvet, om den person, ”tredje-mand”, der står som afsender, er en virkelig person eller dén, som vedkommende udgiver sig for.

Det er også yderst sjældent, at en anmodning om aktindsigt afvises. En afvisning skal ske enten ved, at ansøgeren beviseligt har chikane som formål, eller at ressourceforbruget i forbindelse med aktindsigten vil være uforholdsmæssigt stort.

Begge dele er, ifølge Politiforbundets juridiske chef, Stig Bertelsen, næsten kun teoretiske, da de er stort set umulige at bevise.

En ansøgning om aktindsigt i personaleoplysninger bliver altså i hovedreglen efterkommet af arbejdsgiveren, og ansøgeren får ikke nødvendigvis efterprøvet sin identitet.

- Det bekymrer mig som jurist, at i øvrigt fornuftige regler, som har til formål at sikre gennemsigtighed i den offentlige forvaltning, også kan bruges til at krænke offentligt ansattes privatliv. Det krænker min retsfølelse, og hvis der skal foretages en vægtning mellem hensynet til borgeres ikke nødvendigvis konkret begrundede interesse i offentligt ansattes ansættelsesforhold og hensynet til den enkeltes privatliv – så må vægtskålen efter min opfattelse pege mod privatlivsbeskyttelsen. Jeg mener faktisk, at der burde være en Nem-Id-validering, fastslår Stig Bertelsen.
 

Copyright

Chili foto & Arkiv

Passer ikke til den digitale tidsalder
Retten til aktindsigt hører under Forvaltningsloven, og formålet er, at der skal være gennemsigtighed i den offentlige forvaltning, og at myndigheder skal kunne ses efter i kortene. Borgere skal vide, hvad de betaler for, til hvilken løn, og hvordan der administreres.

Det formål er, ifølge den juridiske chef, både vigtigt og nødvendigt, men der er på ingen måde taget hensyn til især den digitale udvikling, som samfundet har gennemgået på rekordtid.

- Politifolk, eller for den sags skyld fængselsbetjente, kan måske have hemmelige adresser og hemmelige telefonnumre, men med de digitale muligheder for at spore folk eller deres familier i dag, så er det ikke ret svært at finde frem til dem, med mindre de hedder Jens Hansen eller Mette Nielsen. Det har vi eksempler på. Folk er nødt til at have et digitalt liv, vi roser faktisk os selv for at have et digitalt samfund, men det rammer bare nogle offentligt ansatte grupper meget hårdt, at de på den måde ikke længere har en sikkerhed, siger Stig Bertelsen.

Ifølge ham kan en aktindsigt misbruges til lynhurtigt at skaffe sig oplysninger om politifolk nok til at spore dem og bruge de samme oplysninger til chikane, fordi den digitale tidsalder også giver mulighed for at sprede information hurtigt til alle de forkerte samt til at udstille ansatte.
 

Det bekymrer mig som jurist, at i øvrigt fornuftige regler, som har til formål at sikre gennemsigtighed i den offentlige forvaltning, også kan bruges til at krænke offentligt ansattes privatliv.

Politipar lever i frygt
Det udsagn vil et yngre ægtepar fra en sjællandsk politikreds gerne skrive under på.

De arbejder begge to i politiet, hun er overassistent, han er politiassistent i en afdeling med store krav til sikkerhed og hemmelighed.

Deres liv blev totalt forandret i foråret, da hun modtog en anmeldelse om chikane af en familie og ringede til manden, som var blevet anmeldt.

Hun tilbød mægling, men blev mødt af raseri mod politiet og et krav om aktindsigt, og hun måtte hurtigt afbryde samtalen med konstateringen af, at de nok ikke kom videre.

To måneder senere har familien sat overvågningskameraer op, de føler sig utrygge og er bange for, om det vil påvirke deres små børn, bange for hvad der kommer næste gang.

  - Vi er hele tiden på vagt, sidder der én ude i græsset og fotograferer os? Hvad vil han finde på næste gang? Hvad vil han anmelde os for? Hvad med vores børn? Hvad når de løber rundt i haven eller i børnehaven? Man bliver paranoid, det er virkelig ubehageligt, fortæller manden.

De har hele tiden haft hemmelig adresse, hemmeligt nummer, gjort alt, hvad der i det hele taget anbefales i forhold til færden på sociale medier, for ikke at fortælle, hvem de er, eller give oplysninger om arbejdet med mere. Men de har et efternavn, som er specielt.

Det efternavn blev udleveret gennem en aktindsigt på den kvindelige overassistent og var åbenbart nok til, at der blev søgt yderligere aktindsigt på ægtemanden. Den blev også udleveret til trods for, at alt andet er omgærdet af hemmelighed i forhold til hans arbejde.

   - Jeg passede mit arbejde, var høflig og gjorde det, jeg skulle. Jeg repræsenterede en politikreds, men nu er det blevet mig og min families kamp alene, fortæller overassistenten.
 

Arbejdsgiveren passer faktisk ikke på sine ansatte, som en arbejdsgiver ellers burde have pligt til, når noget, der er tænkt som beskyttelse af samfundet mod korruption, bliver til en pistol, der kan rettes mod enkelte politifolk

Hvem passer på de ansatte?
Udover en klage til Den Uafhængige Politiklagemyndig, er familien af samme person, som søgte aktindsigt, blevet anmeldt til kommunen for ulovlig bopæl. Det er sket med henvisning til et Facebook-opslag fra deres flytning sidste år i en ellers lukket gruppe. Opslaget er kopieret ind i anmeldelsen. En fredag formiddag bliver hun underrettet af sin nærmeste leder om, at der er anmeldt en demonstration sent samme aften på vejen foran deres bopæl i et lille parcelhuskvarter, med specifik henvisning til deres adresse, og med overskriften White Power Matter, og forklaringen om, at der blandt andet vil blive anvendt megafon, fakler og bannere.

- Det var virkelig ubehageligt, ikke mindst fordi vi først blev orienteret så sent, og fordi det var så åbenlyst målrettet vores bopæl i et mindre villakvarter langt uden for byen, siger hun.

Parret har selv henvendt sig til DANSK POLITI med deres historie.

  - Vi har en person gående derude, som vi ikke ved, hvad kan finde på, og som har fået udleveret vores navne. En person, som tilmed har lignende ting kørende mod andre ansatte i politikredsen. Han har åbenbart masser af tid og kender systemet, og så bliver det bare ubehageligt, fordi vi ikke kender næste træk, men må forvente det værste, fortæller de.

Deres undren går på, at arbejdsgiver og myndigheder passer så lidt på deres ansatte, fordi det er lettere bare at udlevere navne og ikke teste loven eller gøre indsigelser. I det hele taget undrer de sig over berøringsangsten, som efterlader den enkelte ansatte med følelsen af, at systemet bare udleverer oplysninger uden at tage hensyn.

- Det er vel arbejdsgiveren, som skal passe på sine ansatte. Hvorfor skal vi egentlig have udleveret vores fulde navn, hvorfor kan arbejdspladsen ikke bare sige god for os med fornavn eller et nummer? Vi arbejder som en myndighed, men hvis nogen har et problem med den myndighed, bliver vi gjort personligt ansvarlige og efterladt ret hjælpeløse, bare fordi vi har passet vores job, siger de.

- Det her er selvfølgelig noget, der påvirker os, det påvirker også vores kolleger. Det påvirker de af mine kolleger, som skal ringe ud til borgere. De bliver da ekstra bange, fordi de ikke ved, hvilke konsekvenser det kan have, siger hun.

Fængselsforbundet: Fritag navne
Deres sag er ikke et særsyn, hverken i politiet eller i fængselsvæsenet. Begge steder oplever man, at netop truslen om aktindsigt, eller en aktindsigt, bruges til at genere og identificere ansatte, som ellers har hemmelig adresse og telefonnummer af hensyn til deres og familiens sikkerhed. Blandt andet bandemedlemmer bruger aktindsigten til at finde frem til ansatte.

I en artikel i Berlingske i juni udtaler formanden for Fængselsforbundet, Bo Yde Sørensen, at fængselsbetjentes navne bør fritages for aktindsigt. I en undersøgelse blandt 432 af hans medlemmer har 214 svaret, at de i nogen eller højere grad oplever, ”at indsatte bruger aktindsigt til at få udleveret navne”.

247 ud af de 432 siger, at de har oplevet, at en indsat har fået aktindsigt i deres navn.

Samtidig oplever flere fængselsbetjente chikane på deres private bopæl.

I samme undersøgelse svarer 161 ud af 247 respondenter, at de har gjort indsigelse mod, at deres navn blev udleveret. Alligevel blev det udleveret i 132 af tilfældene.

Det er en kattelem ind bag den beskyttelse, vi ellers selv sørger for, fordi navne er så relativt lette at spore, hvis man har bare nogenlunde digitale færdigheder. Og det kan bruges i ond hensigt, det kan yderligere bruges til at sprede viden lynhurtigt om politifolk og deres familier, til at udstille dem på diverse medier.

Giver god mening
Sten Bønsing er professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, og ifølge ham giver kravene til aktindsigt god mening. Der skal være gennemsigtighed i administrationen, økonomien og de kontrakter, som indgås. Det forebygger misbrug.

Han forklarer blandt andet, at man udleverer navn, lønforhold og oplysninger om uddannelse og tjenesterejser, fordi det er funderet i ønsket om, at samfundet skal vide, hvad offentligt ansatte tjener. Det skaber gennemsigtighed, så man undgår korruption. De offentligt ansatte skal kunne stå på mål for lønforhold og deres baggrund, fordi det er samfundets penge, der bliver brugt, og for at undgå korruption og mistanke.

- Til gengæld er vi ikke særligt interesserede i hvem, der søger aktindsigt, om det er en fårehyrde i Asien eller en dansker, fordi det handler om gennemsigtighed, som skal være gældende til enhver tid, fortæller han.

Sten Bønsing mener, at den tanke er fornuftig, fordi den også skaber tillid til, at vi som samfund ved, hvem der arbejder for os og under hvilke vilkår.

- Jeg oplever også, at mine studerende har søgt aktindsigt i mine lønforhold, eller at mine lønforhold er blevet fremlagt som en del af en opgave om aktindsigt. Jeg synes, det er rimeligt, at jeg skal kunne kigges efter i kortene, siger han.

Professoren mener dog også, at der måske kunne kigges på større personlig beskyttelse af de ansatte, som har særlige forhold eller udsatte arbejdsområder.

- Men det er op til Justitsministeriet og Folketinget, og jeg har ikke hørt herfra, at man synes, der er problemer, siger han.

Meget er ren chikane
Modsat er Heino Kegel, formand for Østjyllands Politiforening og Politiforbundets ansvarlige på det personalepolitiske område, ikke i tvivl om, at aktindsigt kan bruges som et magtmiddel mod politifolk og andre offentligt ansatte.

Det kan sagtens være kendte kriminelle, som helt specifikt går efter politifolk i en afdeling, og via aktindsigt får udleveret oplysninger, som de på den ene eller anden måde kan misbruge.

- Man skal ikke tage fejl. Det er noget, som fylder massivt blandt de ramte politifolk, og som opleves som uretfærdigt. En stor andel af ansøgningerne om aktindsigt har i min optik et chikane-formål, siger han.

Heino Kegel nævner blandt andet Rasmus Paludans ansøgninger om aktindsigt i forhold til utallige politifolk i forbindelse med indsatsen op til Folketingsvalget. Det var ifølge foreningsformanden ren chikane og voldsomt misbrug af politiets ressourcer.

- Eller en nyere sag fra min egen kreds, hvor en kriminel, som har truet politifolk på livet i forbindelse med en anholdelse, bagefter søger aktindsigt og får oplyst deres navne. De føler sig krænkede og gjort personligt ansvarlige, altså ikke beskyttet af uniformen længere, siger han.

Prisen er høj i dag
I Politiforbundet tager man således problemet alvorligt. Ifølge Heino Kegel handler det om, at der ikke er taget hensyn til den digitale virkelighed og måden, man kan gå målrettet efter enkeltpersoner på, når man først har deres oplysninger.

- Det er en kattelem ind bag den beskyttelse, vi ellers selv sørger for, fordi navne er så relativt lette at spore, hvis man har bare nogenlunde digitale færdigheder. Og det kan bruges i ond hensigt, det kan yderligere bruges til at sprede viden lynhurtigt om politifolk og deres familier, til at udstille dem på diverse medier. Jeg tror ikke, samfundet forstår, hvor voldsomt det er, når folk med onde hensigter flytter prisen for at arbejde i politiet over i privatlivet. Dér hvor man er allermest sårbar. Dér hvor man bliver handlingslammet og bange, fordi det pludselig er ens kære, som måske også kommer i sigtelinjen, siger han og fortsætter:

- Men det er prisen for at udlevere et navn i dag, eller kan være det. Endda i en tid, hvor politifolk stadig oftere føler sig udsatte. Før i tiden kunne man være beskyttet, i dag – i digitaliseringens tid – giver et navn adgang til chikane og trusler, samtidig med at det også betyder frygt hos de ansatte, fordi det kan misbruges voldsomt, når personen er identificeret, siger Heino Kegel.

Han synes, at der skal rejses fornyet debat og laves ændringer.

- Jeg vil tage det op i de fora, jeg kan. Fordi det opleves som uretfærdigt. Arbejdsgiveren passer faktisk ikke på sine ansatte, som en arbejdsgiver ellers burde have pligt til, når noget, der er tænkt som beskyttelse af samfundet mod korruption, bliver til en pistol, der kan rettes mod enkelte politifolk. Det er de folk, som skal stille op til alt, og i de farligste miljøer, og som gør det. Så har de altså også krav på en beskyttelse, som passer til den digitale tidsalder, vi lever i, siger han.
 

Et bredt problem
Også Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, har flere gange været frustreret over, at aktindsigt kan bruges som et våben, der vendes om mod de mennesker, som går i forreste linje.

Eller til at genere såvel enkelte politifolk som fængselsbetjente.

- Det er noget, vi diskuterer stadig oftere. Det bekymrer mig, og vi ser på det med alvor på tværs af de faglige organisationer, som gerne vil beskytte deres ansatte. Dertil kommer hele det voldsomme ressourceforbrug, politiet bruger på at behandle de her sager, siger han.