facebook twitter

Konsulentfirmaer – men hvorfor og hvordan?

Staten bruger anslået 3,7 milliarder kroner om året på eksterne konsulenter. I sommerens udgave af DANSK POLITI gennemgår en tillidsmand, hvad der sker når et af de store firmaer besøger en afdeling i politiet. Det efterlader flere spørgsmål end svar. Der mangler nemlig en debat om konsulenternes reelle indflydelse og effekt på den offentlige service og faglighed.
  25/6-2018

I sommerens udgave af DANSK POLITI er der et interview med en foreningsformand, som har forsøgt at grave sig frem til præcist, hvad der sker, når et konsulentfirma besøger en af politiets afdelinger, for efterfølgende at komme med bud på bedre og mere effektive arbejdsgange samt besparelsespotentialer.

Jørgen Olsen hedder han, og afdelingen er Det Nationale Kriminaltekniske Center, NKC, og konsulentfirmaet det globale McKinsey.

Jørgen Olsen, der er formand for Rigspolitiforeningen, er absolut ikke imponeret over det, han har fundet frem til.

Han kalder det uacceptabelt og amatøragtigt.

Et udsagn, som selvfølgelig står for hans egen regning.

Stopure og rapporter

Det interessante er dog, at han faktisk har forsøgt at kortlægge præcist, hvordan McKinseys to udsendte folk brugte tiden i NKC. Og altså hvilke observationer de havde som grundlag for at finde frem til en besparelse på 11,4 årsværk.

Ifølge foreningsformanden baserede hele rapporten sig på to konsulenters observationer i samlet otte timer, fordelt på to afsnit, hvor de i henholdsvis 180 og 300 minutter havde brugt stopur til at time alle sagsgange.

Observationerne er også blevet brugt i forhold til at komme med bud på, hvordan andre NKC-afsnit kan arbejde mere effektivt. Altså dybt specialiserede afsnit med vidt forskellige sagsgange og sagstyper.

Staten har gennem de seneste år gjort flittigt brug af konsulentfirmaer til at trimme og reformere forskellige arbejdspladser og organisationer. Der er betalt mange, mange hundreder af millioner kroner for konsulenternes ekspertise.

Ofte har det efterfølgende mødt stor kritik blandt de ansatte, når konsulenternes anbefalinger skulle omsættes til virkelighed.

Derfor er der også et væld af følelser, fordomme og frygt forbundet med besøg fra firmaer som McKinsey.

Ikke mindst for at deres modeller, grafer og tabeller vil medføre granatchok for service og faglighed.

Hvorvidt det er velbegrundet eller ubegrundet, skal jeg ikke kunne sige.

Men det er i hvert fald sikkert, at der mangler viden om arbejdsmetoderne og datagrundlaget for konsulentfirmaernes anbefalinger.

I hvert fald blandt de fleste ansatte. Er det fordi topledelse og politikere skal have et alibi for at gøre det hårde, og en undskyldning hvis det går galt, eller virker det faktisk?

Af samme årsag er debatten meget følelsesladet.

3,7 milliarder bare i staten


Mig bekendt har ingen endnu gennemtrawlet præcist, hvad firmaerne gør, og hvordan de er nået frem til deres anbefalinger. Måske fordi man har været enten benovet eller skræmt over deres besøg.

De har ellers sat enorme aftryk på massevis af processer og besparelser i den offentlige sektor. Ikke bare i Danmark, men faktisk i hele den vestlige verden, og med standardiserede modeller. Ifølge minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) steg statens udgifter til eksterne konsulenter med 20 pct. i 2016 til 3,7 mia. kr. (Berlingske 2017). Justitsministeriet alene brugte således ifølge Berlingske omkring 380 millioner kroner på eksterne konsulenter.

Det er altså mange, mange skattekroner som går til at strømline den offentlige sektor med hjælp fra eksterne konsulenter. De kan sagtens være givet godt ud. Men de kan også være det modsatte.

Vi mangler nemlig debatten, den dybe og reelle, som besvarer ”hvorfor?” og hvordan?”. Lidt sarkastisk kunne man måske efterlyse, at staten hyrede eksterne konsulenter til at undersøge om man får noget for pengene og om det gavner servicen, når staten hyrer eksterne konsulenter for 3,7 milliarder årligt!

Ind til da er det rygter, følelser, og mærkelige historier, som SKAT der betalte 100 millioner for at skifte deres logoer ud!

Derfor mangler vi også den reelle og konstruktive debat.

Men hvorfor?

Hvorfor er det overhovedet, at vi bruger konsulenthuse? De må vel kunne noget som virker, men som ikke er har bundfældet sig i form af en forståelse blandt de ansatte?

I stedet er det for eller imod. Enten troen på, at der i firmaernes anbefalinger gemmer sig guld og de vise sten. Eller det modsatte, at firmaerne kan være en virus, der nedbryder fagligheden og skader servicen.

Sandheden er nok – som med så meget andet – et sted midt imellem. Men vi ved det ikke.

Den viden mangler, ligesom debatten, og dermed også sammenhængskraften og forståelsen for, hvorfor offentlige arbejdspladser skal effektiviseres eller driftsoptimeres med hjælp fra globale konsulentfirmaer.