facebook twitter

Højesteretssag: Gave til vennerne eller bestikkelse af politifolk?

Foto: Per Johansen
To kriminalassistenter fik i dag afprøvet deres sag i Højesteret. De er tidligere dømt i landsretten for at modtage bestikkelse fra en rigmand, som de tidligere har kørt en efterforskning mod. Spørgsmålet, som Højesteret skal afgøre, er, om politifolkene modtog rigmanden Karsten Rees rejsegave som en vennegave, eller om der var tale om bestikkelse efter straffelovens paragraf 144. Dommen falder 20. marts.
  11/3-2019

Hvor tæt skal venskabet være, før man som offentligt ansat kan modtage en gave af en vis værdi af en person, uden at det er bestikkelse? For hvis der er tale om en gave mellem venner, er der intet ulovligt i at tage imod. Heller ikke hvis du til dagligt arbejder som polititjenestemand. Der kan højest være tale om, at du skal betale skat af beløbet. Men hvad nu hvis det er en person, du tidligere har ført en efterforskning mod, og som du, efter sagens afslutning, er kommet på venskabelig fod med? Er det så bestikkelse, hvis vedkommende tilbyder dig et gratis ophold under sydlige himmelstrøg?

Det spørgsmål har været behandlet i Retten i Helsingør og i Østre Landsret. I byretten blev de to nordsjællandske politifolk frikendt for tiltalen om bestikkelse efter straffelovens paragraf 144, fordi byretten lagde til grund, at der var tale om et venneforhold mellem politifolkene og Karsten Ree.

Men i landsretten blev kriminalassistenterne idømt 20 dages betinget fængsel for bestikkelse, idet landsretten omvendt mente, at der ikke var tale om et nært venskab, og det derfor kunne anses som et forsøg på bestikkelse fra Karsten Rees side.

Procesfejl eller skærpelse af straffen?

Sagen er nu endt i Højesteret. Mandag procederede anklagemyndigheden for, at der var tale om bestikkelse på baggrund af Østre Landsrets bevisførelse om, at venskabet mellem politifolkene og Karsten Ree slet ikke var af en sådan karakter, at man kunne give gaver i den størrelsesorden, og at politifolkene burde vide bedre qua deres arbejde. Deres forsæt til at modtage passiv bestikkelse var til stede. Anklageren mente, at straffen skulle skærpes til mellem 40 og 60 dages betinget fængsel.

Forsvarerne procederede for, at der skulle ske frifindelse, subsidiært at sagen skal gå om i Østre Landsret eller som tredje mulighed, at strafudmålingen på de 20 dages betinget fængsel skal formildes. Forsvarets opfattelse er, at der er sket en procesfejl i Østre Landsret, da den lagde et bevis til grund, som der ikke var blevet ført under hovedforhandlingerne i byretten.

Gratis overnatninger i Afrika

De to politifolk, der i dag er 57 og 65 år, lærte Karsten Ree at kende i 2013, da han blev efterforsket i en sag om menneskesmugling. Sigtelsen blev frafaldet i slutningen af 2014. Kort efter blev de to politifolk inviteret hjem til Karsten Ree til en samtale om sikring mod hjemmerøverier, fordi hans nabo lige havde været udsat for et. Ifølge vidneudsagn skulle samtalen også have handlet om udlandsrejser blandt andet til Afrika.

I slutningen af 2015 rejste Karsten Ree og de to politifolk til Afrika, hvor rigmanden betalte for tre overnatninger til de to politifolk i Kenya, hvor han ejer en camp samt for tre overnatninger i Zanzibar. Det løb op i et samlet beløb på omkring 26.000 kroner. Fly og resterende overnatninger har de to kriminalassistenter selv betalt.

Den 20. marts afgør Højesteret de principielle spørgsmål i sagen. Den 65-årige polititjenestemand har ladet sig pensionere undervejs i forløbet, mens den anden har været suspenderet, siden retssagen begyndte.