facebook twitter

10 ÅR MED HØJBJERG: En overlever, teamplayer og superoptimist

Foto: Kim Matthai Leland
Jens Henrik Højbjerg har i 10 år været rigspolitichef. Det er fire gange længere end den gennemsnitlige holdbarhed i stillingen. Rigspolitichefen medgiver, at det har været turbulente år, og at det i perioder nok er gået for stærkt. Han glæder sig dog over udviklingen og over, at politiet igen har overskud til at sætte turbo på efter- og videreuddannelse.
Her i 2019 står vi et andet og bedre sted, end vi har gjort længe, fastslår han.
  26/2-2019

På europæisk plan holder en rigspolitichef i gennemsnit to et halvt år.

Det siger noget om temperaturen – ikke mindst den politiske – i sædet under den, som sætter sig i spidsen for et lands politi og tryghed.

På den baggrund er det ekstraordinært, at Jens Henrik Højbjerg den 1. februar kunne fejre 10-års jubilæum som chef for de knap 16.000 ansatte i dansk politi.

Kun den islandske kollega har med 19 år siddet længere end ham. I alle andre lande er der i årenes løb blevet skiftet ud og fyret flere.

Svenske Dan Eliasson blev sidste år næsten rullet ud af kontoret af medier og ansatte i shitstormens moderne omgang tjære og fjer. Det skete oven på tre år med kaotisk reform og politikrise, hvor han tog alle tævene for en politisk reform, hvor hverken penge, politistyrke eller virkelighed flugtede med de faktiske vilkår.

Samme skæbne, om end en anelse mere stille, led Jens Henrik Højbjergs egen forgænger, Torsten Hesselbjerg, i december 2008.

Det er derfor nærliggende at spørge den 63-årige danske rigspolitichef, om han er gjort af en særlig støbning, som gør ham til en overlever, hvor alle andre ryger i svinget?

- Jeg ved ikke, om jeg er en overlever. Men jeg har lige siden start gjort meget for at sikre, at politikerne og partierne bag de forskellige politiforlig har været fuldt opdaterede omkring de udfordringer og vilkår, dansk politi stod med. Jeg tror, at det har bidraget til, at der er tillid til det, vi har gjort, og til den måde vi gør det på, fortæller han.

2007 – en evighed siden

10 år kan være lang tid. Næsten en evighed, når man ser på de omvæltninger, der er sket, siden Jens Henrik Højbjerg officielt blev udnævnt den 1. februar 2009.

Verden er mildt sagt en anden.

Og i den mellemliggende periode er der blevet hoppet fra krisestyrings-tue til krisestyring-tue.

Dansk politi er på alle måder forandret.

På en eller anden måde har det været mere gennemgribende og langt mere fundamentalt end ved politireformen i 2007. Det er bare sket løbende og betinget af udviklingen.

Derfor tangerer det næsten det absurde, når politireformen igen og igen fremhæves som den egentlige synder og årsag til udfordringer for politiet.

2007 er en evighed siden. Inden da var der 54 politikredse og politimestre med stor autonomi. Deres personlighed havde markant indflydelse på kredsens velbefindende. Nogle var næsten faderfigurer og sjælesørgere, andre knastørre regelryttere. Der var intet samlet overblik, og nogle kredse var så små, at de ville have knækket nakken i lyntempo under dagens krav. Med reformen blev politiet først og fremmest strømlinet, ensartet og styret fra toppen.

Sandheden er, at ingen dengang var uenige i, at det var hårdt tiltrængt og stærkt nødvendigt.

Opgaveporteføljen var en helt, helt anden. Samfundet var et helt, helt andet.

Men der var en anden nærhed, ligesom der er i Korsbæk, og det virker trygt og overskueligt, når man ser bagud med erindringens manicure. Måske skulle man bygge en kulisse af Kalundborg Politi på Bakken, ligesom man i dag har genskabt rammerne fra Matador. Så kunne politifolk i blød hat gå rundt på gaden, være dus med knallert- rødderne og kende alle psykisk ustabile ved fornavn og lade detentionen være hotel for branderter og folk på kanten, som ikke havde andre steder at søge hen.

Den del af virkeligheden forsvandt ganske rigtigt med reformen. En af overskrifterne lød nemlig, at politiet ikke længere skulle brænde lys af uden grund. Alle kilowatt-timer skulle dokumenteres og måles.

Den perfekte kandidat

Ovenstående er skrevet, fordi rigspolitichefen stadig og ofte skal forholde sig til politireformens ”ulyksaligheder”. Det var ellers på bagkanten af samme reform, at han blev hentet ind på Polititorvet 14.

Efter to år med kaos og en Cavlingpris til Berlingske for deres serie om politisvigt i kølvandet på reformen, blev Jens Henrik Højbjerg tilbudt stillingen som rigspolitichef.

Han havde selv oplevet udfordringerne med reformen på nærmeste hold som politidirektør i Nordjylland, hvor fem kredse var blevet samlet til én. Han havde en rimelig ide om, hvor skoen trykkede, og havde selv sat en række initiativer i søen, som skulle råde bod på den katastrofalt manglende kommunikation fra centralt hold.

- Jeg blev beæret og glad, da jeg blev tilbudt stillingen. Jeg havde også masser af ideer til, hvordan vi skulle komme videre, fortæller han.

De internationale papirer så også godt ud. Før Nordjylland havde Jens Henrik Højbjerg i flere år arbejdet som vicedirektør i Europol.

Umiddelbart var han den perfekte kandidat – det fastslog Politiforbundet såvel som politiske iagttagere.

De nærmeste kolleger og medarbejdere i Rigspolitiet havde arrangeret en surprise-morgen, da Jens Henrik Højbjerg havde 10 års jubilæum.

Økonomisk maveplasker

Hvedebrødsdagene blev dog kortvarige. Efter en måned som konstitueret rigspolitichef blev Jens Henrik Højbjerg udnævnt den 1. februar. Halvanden måned senere gjorde Rigspolitiet kassen op og fandt et dundrede underskud på flere hundreder millioner kroner.

Det var en maveplasker af de store. Genopretning af politiet og et fornyet fokus på kerneopgaverne blev til genopretning af økonomien og stram styring. Tidspunktet var alt andet end velvalgt. Finanskrisen rumlede stadig, og overskriften fra Finansministeriet lød generelt på, at den offentlige sektor skulle spare sig til effektivitet.

På seks uger blev der lavet en ny strategi, som skulle redde bundlinjen og samtidig trække politiet nogenlunde tørskoet op af dyndet.

En stor del af Jens Henrik Højbjergs fokus flyttede mod Finansminisriet og forligskredsen bag politiforliget.

- Vi holdt ofte møder hen over foråret og sommeren 2009, og det handlede om at få genskabt tilliden til politiet. Det fik vi, og vi fik faktisk også penge til at konsolidere de initiativer, der var i gang, siger rigspolitichefen.

Det var hårdt arbejde, men det betalte sig.

- Politiet nyder stor tillid blandt politikerne, og det er alles fortjeneste, siger han.

Teamplayer og eksprestog

Jens Henrik Højbjerg er en teamplayer. Han siger hellere ”vi” og ”os” end ”jeg”.

Han er god til at få folk med sig, og han er typen, der taler sig varm og kan rive sig selv og andre med på en talestrøm, der bare vokser og vokser.

Særligt hvis han skal opremse de initiativer og projekter, dansk politi har sat i søen. Han taler hurtigt og hopper hen over kommapauser og punktummer. Bliver han irriteret eller skal forsvare sig, taler han i lyntempo. Alt sammen tilsat en flad bund af barndommens Randers-dialekt og en svag hæshed i stemmen.

Som foreningsformand i Rigspolitiet, Jørgen Olsen, engang fastslog:

- Det er utroligt – han kan stille sig op på en talerstol og mere eller mindre fortælle folk, at deres afdeling skal nedlægges eller flyttes, og alligevel klapper de og er begejstrede.

Det er selvfølgelig sat på spidsen, men selv modstandere roser Jens Henrik Højbjerg for hans ordentlighed og evne til at trække folk med sig og få skabt en følelse af fællesskab. Til gengæld kan hans voldsomme optimisme vokse sig så stor, at den mister jordforbindelsen, siger de. Højbjerg kan virke som et forkromet eksprestog af analyser og indsatskoncepter, der blæser forbi det lukkede lokalpoliti.

En rørt rigspolitichef

Men at samle folk og skabe fællesskab, det kan han. Det er en folkelig rigspolitichef, som hellere sætter sig ved frokostbordet hos medarbejderne og spørger til børnene eller snakker sport, end han taler ledelsesteori ved chefbordet.

Det fremgår også tydeligt den dag, rigspolitichefen har jubilæum. DANSK POLITI er til stede på Polititorvet, hvor alle Højbjergs nærmeste har arrangeret en overraskelse til jubilaren.

Foran indgangen til kontoret på tredje sal hænger et stort banner med et billede af Højbjerg og ordet tillykke.

Bag døren har hele sekretariatet samlet sig – chefer, sekretærer, kommunikationsfolk og andre. De har spærret den sædvanlige bagtrappe af med påskud om vandskade. Banneret er et sejl, der skal brydes for at komme ind. Sejlet brydes, og der er et øjebliks stilhed, før hurraråbene slippes løs, og der viftes med flagene.

Alle skal ligesom først forvisse sig om, at det vitterlig er rigspolitichefen, der står i åbningen. En stribet strikhue er trukket godt ned over de karakteristiske spidse ører, der leder tanken hen på Spock fra Star Trek. Næsen drypper rødt af den kolde cykeltur, og han er pakket ind i en sort jakke, sorte jeans og store arbejdsstøvler.

En tydeligt rørt rigspolitichef slår ud med armene og ved ikke rigtigt, hvad han skal sige.

- Jeg havde faktisk glemt det. Jeg blev konstitueret den 1. januar 2009 og udnævnt en måned senere. Så helt ærligt vidste jeg ikke selv, om jeg har jubilæum i dag eller har haft det. Jeg regnede bare med, at det var en almindelig dag, fremstammer han.

Der er tårer i øjenkrogen.

- Og så må jeg vist i øvrigt hellere skifte til uniform, konstaterer Højbjerg.

Jens Henrik Højbjerg blev modtaget af hurraråb og Dannebrogsflag på sin jubilæumsdag. Han blev både rørt og overrasket.

Hyldesten udebliver på Facebook

Der er fælles morgenbord i parolesalen. I taler og kommentarer fremhæver flere, at Jens Henrik Højbjerg især udmærker sig ved sin ordentlighed, og at han brænder for det, han laver.

- Ting skal gå ordentligt til. Du er et meget ordentligt menneske. Du er en templayer, du lytter til alle ansatte og interesserer dig for os. Det er et privilegie og en fornøjelse at arbejde sammen med dig, lyder det i talen fra direktionschefen.

Rigspolitichefen kvitterer selv ved at fastslå:

- Hvis ikke vi løser tingene i fællesskab, så løser vi dem ikke.

- Jeg troede i øvrigt ikke, at den her uge kunne blive bedre, når vi lige har vundet VM i håndbold. I ved alle sammen, hvor meget jeg går op i håndbold, men den her morgen slår det alligevel, siger han.

Så vidt fejringen, som fortsætter senere på dagen i Ejby og tilbage igen på Polititorvet. Blandt andet med videohilsner fra politichefer i udlandet og samarbejdspartnere hjemme, herunder Politiforbundets formand.

Mange hæfter sig ved, at Højbjerg er et ordentligt menneske, til at stole på, udviklingsorienteret, og at han vil det bedste.

Det ændrer ikke ved, at han i 10 år har siddet med ansvaret for politiet – og at det i den periode, ad flere omgange, har været et politi under massivt pres og ramt af krise.

Hyldesten til Højbjerg er da heller ikke til at få øje på i kommentarsporet på fagbladet DANSK POLITIs Facebookside, hvor dagen er blevet markeret med en mindre tekst om Højbjergs jubilæum.

12 timer der forandrede politiet

DANSK POLITI møder Højbjerg igen den 13. februar på hans kontor. Det er dagen før årsdagen for den terrorhandling i København i 2015, hvor to civile blev dræbt og seks politifolk såret, inden gerningsmanden selv blev skudt og dræbt af aktionsstyrkerne.

De omkring 12 timer forandrede for alvor politiets virkelighed og debatten om politi og tryghed.

Fire år senere kan det stadig mærkes, når vi nærmer os den 14. og 15 februar.

Mærkedagen var sådan set et grimt midterpunkt på to vilde år, hvor virkeligheden i Europa slog kolbøtter, herunder hele den politiske debat om politiets rolle og størrelse. Det startede i Paris, ramte Belgien og Danmark, og så kom Berlin, Stockholm og Nice. Dertil kom flygtningekrisen og grænselukninger. På en eller anden måde gik det hele ind i en pulje af utryghed, som også handlede om Brexit og valget af Trump.

Verden var blevet et farligere og mere uforudsigeligt sted – og lige siden finanskrisen er stort set alle politistyrker effektiviseret – med retning mod sokkeholderne og væk fra nærhed. 2015 var en gamechanger. Også for rigspolitichefen og for dansk politi.

- Set i lyset af de ting, der skete i 2015, så skulle vi nok have løst nogle ting anderledes. Vi havde nok sat for mange skibe i søen, fortæller Jens Henrik Højbjerg.

Det nære betalte prisen

Han stod pludselig med ansvar for et politi, der var presset i bund, og en politisk virkelighed, som skreg på polititimer. Ligesom i Norge, Sverige, Tyskland og alle andre nabolande som havde gennemgået en årrække med New Public Management-hurradage, effektiviseringer og centraliseringer.

Ved årsskiftet til 2011 havde politistyrken været på 11.100, og i 2015 var den nede på 10.500. En lederreform havde kogt en tredjedel af lederlaget væk i form vicepolitikommissærerne.

Fokus havde været på at gøre politiet skarpe og i stand til de store og svære opgaver.

- Det så vi også resultat af i 2015 og har set resultatet af flere gange. Dansk politi er meget dygtigt og løser komplicerede og tunge opgaver. Men det nære har været prisen, siger Højbjerg og fortsætter:

- Lederreformen blev skabt for at mindske afstanden, og det synes jeg er lykkedes. Vi fik bare massivt travlt i 2015, og mange processer blev udskudt eller sat midlertidigt i stå i de år, uddyber han.

Fra 2015 handlede det om krisestyring og om at bjærge politiet gennem særdeles vanskelige år.

- Jeg ved godt, at de år var barske, og alt, hvad vi arbejder på og har kæmpet for, handler om, at det ikke skal være sådan. Medarbejdere skal kunne holde fri – og kunne regne med at holde fri. Men vi havde et par hårde år, og jeg synes, vi har løst det med stor politisk velvilje, med samarbejde og med en fantastisk flot indsats fra politifolkene. Det skal vi være stolte af, siger han.

På rette vej

Sætningen er sagt ud fra et 2019 perspektiv.

Eller som rigspolitichefen selv siger:

- Jeg synes, det går den rette vej. Her i 2019 står vi et andet og bedre sted, end vi har gjort længe, påpeger han.

Til at styrke sit argument har han en dugfrisk trivselsundersøgelse, hvor 84 procent af alle ansatte har svaret. Tallene er misundelsesværdigt gode og findes næppe bedre andre steder i det offentlige. Over hele linjen er der fremgang i forhold til seneste trivselsundersøgelse for to år siden.

Dertil kommer, at udvidelsen af politistyrken fortsætter. Seneste opgørelse viser 11.028 politifolk. Det højeste antal siden januar 2011. Og udvidelsen ventes at fortsætte i kommende politiforlig. Politiskolen i Vejle står færdig til den tid, men allerede den midlertidige politiskole i Fredericia har været en positiv tilgang for rekruttering og det faglige miljø.

Med den kommende skole i Vejle får politiet det efter- og videreuddannelsescenter, som for alvor skal leve op til Højbjergs store vision og ønske om efter- og videreuddannelse af danske politifolk. En vision, som er blevet ved snakken i et par år på grund af krisetilstanden, og som først nu så småt er på skinner.

Politiet har også fået langt bedre styr på sine digitale systemer, og en række apps og værktøjer er blevet godt modtaget. Ligeså er indsatsen mod cyberkriminalitet gået et gear op, sammen med kommunikationen. Politikadetterne er kommet til og har taget trykket af politiet ved grænserne, og er samtidig en indgang til det ”rigtige” politi for mange. Altså ikke den opgaveglidning og privatisering som mange i politiet frygter.

På den måde er der meget at glæde sig over efter 10 turbulente og omskiftelige år. Det er alt andet lige rarere at fejre jubilæum på vej op og ikke ned.

Møgsager

Det ændrer ikke ved, at der også har været stormfulde og pressede yderpunkter.

Det store sagsbehandlingssystem, Polsag, som Højbjerg arvede udviklingen af – og trak stikket til, selvom hundredvis af millioner kroner dermed gik tabt.

Men systemet virkede ikke.

- Det var en træls dag, men det var nødvendigt, fortæller han om den dag, han måtte indstille sin anbefaling til politisk beslutning.

- Politikerne forstod det heldigvis godt og var enige i indstillingen, siger han.

Dertil kommer Bettina-sagen, hvor konsulentkroner og udbud i Rigspolitiet viste sig at være uddelt i strid med reglerne, hvilket har betydet opstramning af alle procedurer.

Så var der Tibet-sagen, som stadig gør ondt på politiet og på rigspolitichefen.

Og – måske særligt – den augustdag i 2017, midt under bandekrigens rasen, hvor Jens Henrik Højbjerg blev hårdt angrebet af københavnske politifolk, som sagde, at de havde mistet tilliden til ham. Venstres Jacob Ellemann-Jensen greb i øvrigt sagen og kritiserede Højbjerg indirekte med ordene: ”Det er bydende nødvendigt, at vi politikere får det sande billede fra Rigspolitiet og ikke et skønmaleri. Jeg kan konstatere, at der er mange politifolk, som siger, at de har et andet billede af situationen”, udtalte den politiske ordfører til Berlingske.

- Den sag gjorde meget ondt. Det gjorde ondt at høre politifolk sige, at jeg har svigtet, og at de har mistet tilliden. Jeg vidste, at jeg havde fortalt og informeret politikerne om alt, så det var ikke et problem. Jeg havde også justitsministerens klare opbakning. Men at høre politifolkenes kritik var bestemt ubehageligt, det skal jeg ikke lægge skjul på, siger Højbjerg.

- Jeg havde sagt, at politiet selvfølgelig kunne løse bandekonflikten. For det skal vi, og det kan vi. Det viste vi også. Men det betød ikke, at jeg havde sagt, at politiet generelt havde nok ressourcer eller ikke var presset i bund. For det var vi, og det havde politikerne fået at vide, og det kan jeg dokumentere, fortæller han.

I et døgn var rigspolitichefen under heftig beskydning i medierne, og presset var stort. Sagen landede dog, blandt andet efter at rigspolitichefen havde været i Politiforbundet og redegøre for baggrunden for sine udtalelser.

Politiforbundet meddelte, at det stadig havde tillid til rigspolitichefen, og sagen døde hurtigt.

Politikerne bestemmer

Det har altså været en turbulent tid, og vel egentlig også en rigspolitichef med ni liv. I hvert fald har han siddet fire gange længere i stolen end gennemsnittet.

Hvad synes han så om den virkelighed, som omgærder politiet i dag? Ikke mindst en virkelighed, hvor politikere gerne blander sig i driften af politiet og kræver alt fra mobile politistationer til særlige indsatser.

- Det er politikerne, der bestemmer. Jeg synes ikke, det tager overhånd. Jeg synes faktisk, de lytter til os og viser tillid til os. De har en naturlig interesse for politiet, og det er godt, siger han.

Det betyder ikke, at alt er godt. Men det går fremad, og trivselsundersøgelsen understreger, at det også gælder arbejdsmiljøet.

Hvad er så håbet for fremtiden?

At den udvikling, vi er inde i, fortsætter – med turbo på efter- og videreuddannelse, udvidelse af politistyrken, med specialisering og bedre tid til det nære også, fastslår Jens Henrik Højbjerg.