facebook twitter

Udsendt på politimission: Det går i blodet

Poul Mobou (th) overvåger brud på våbenhvilen i konflikten mellem separatister og den ukrainske hær.
58-årige Poul Mouboe har siden februar været udsendt til konfliktzonen i det østlige Ukraine. Politiassistenten skal monitere udviklingen, facilitere opbygningen af infrastrukturen og rapportere overtrædelser af våbenhvilen samt overtrædelser af menneskerettigheder på en 300 kilometer frontlinje.
- Vi kan virkelig mærke, at vi gør en forskel, og det er det hele værd, fortæller han.
  17/9-2018

Hver aften klokken 21 skal Poul Mouboe være på det hotel i Donetsk, hvor han, og de andre udsendte politifolk, bor. Det er for farligt at bo ude blandt civilbefolkningen. Frontlinjen er blot 15 kilometer borte, og hver nat flænger mortergranater og maskingeværkugler den våbenhvile, som ellers er indgået.

Det er meget anderledes end livet for de danske kolleger, som sidder i Kiev i den anden ende af landet. De har egne lejligheder og kan færdes frit og uden fare.

Men Poul Mouboe er udsendt på en anden mission, nemlig under den europæiske sikkerhedsorganisation, OSCE, som skal overvåge og passe på våbenhvilen under borgerkrigen i det østlige Ukraine. Her har russisksindede ukrainere løsrevet en del af landet og udråbt det som selvstyrerepublik. Det er blevet en blodig krig, hvor ingen er i tvivl om, at Rusland reelt er dukkefører, men officielt alligevel har Rusland som medunderskriver og upartisk overvåger af våbenhvilen. Sådan er storpolitik så kompleks, men det gør ikke arbejdet mindre udfordrende og spændende for den udsendte, danske politiassistent.

 

Vi gør en forskel

Eksplosioner er en fast del af det natlige lydtapet. Man bliver hele tiden mindet om krigen, også gennem ordren om kun at færdes på veje med asfalt, fordi der er strøet tusindvis af miner ud over området.

Mission i det østlige Ukraine er en såkaldt skarp mission, hvilket har fået Politiforbundet til at anbefale, at Rigspolitiet og psykologtjenesten besøger de to danske udsendte på stedet to gange årligt for ved selvsyn at konstatere, hvordan de klarer presset, samt for at løse alle de små og store udfordringer, der opstår, når man er langt væk hjemmefra.

For Poul Mouboe er det dog ikke farligheden, men muligheden for at gøre en forskel, som er det væsentlige.

- Jeg har tidligere været i Mogadishu i Somalia, og det at opleve, hvordan man kan hjælpe og opbygge tillid, er bare fantastisk. Det er en stor faglig udfordring, og det går i blodet, fortæller han.

Det stiller ifølge politiassistenten, som også har været mangeårig tillidsmand i Vejle, store faglige og menneskelige krav.

- Man skal kunne netværke, opbygge tillid og have en stor faglighed. Vores oplevelser her gør også, at vi måske har et andet og større perspektiv med hjem, når vi kommer tilbage til Danmark, påpeger han.

 

Miner og vejsidebomber er en af udfordringerne, når man kører rundt i krigszonen i det østlige Ukraine. 

Tæt på krigen

Missionen og Pouls arbejde består i høj grad af at være ude på vejene og snakke med civilbefolkningen for at registrere overtrædelser og skabe sikre zoner.

Det gælder eksempelvis i forhold til at holde det vandværk kørende, som ligger lige i midt i skudlinjen på grænsen mellem parterne, og som forsyner civilbefolkningen på begge sider med rent vand.

- Vi sørger for, at stedet kan køre, og at parterne får snakket sammen og forstår, hvor vigtigt det er med en infrastruktur af rent vand og el. Det vil sige, at vi kan spænde den paraply ud over stedet, så teknikere og andre frit kan komme og reparere og arbejde, fordi vi er til stede. Det er der en fælles accept og forståelse af, fortæller han.

På den måde er OSCE-uniformen også med til at skabe anerkendelse og accept i civilsamfundet på begge sider af fronten.

- Men det er en konfliktzone. I august blev den såkaldte selvbestaltede præsident for Donetsk Peoples Republic slået ihjel af en bombe på en restaurant, som ligger få hundrede meter fra vores hotel. Min danske kollega var faktisk på hotellet den aften, siger han.

 

Svært at komme hjem

Poul Mouboe mener ikke, at arbejdet er forgæves, selvom våbenhvilen konstant bliver brudt, og antallet af døde stadig er stort.

- Nej, tværtimod, jeg synes netop vi får set, at vi gør en forskel, siger han.

Han ankom direkte til missionen efter 14 dages kursus i Wien, og han føler, at han blev godt klædt på til arbejdet og opgaven.

- Det er vigtigt at kunne få tiden til at gå hernede. Jeg bruger aftenerne til motion og læsning, så det ikke føles som en indespærring. Jeg får det bedste ud af det. Min erfaring med internationale udsendelser er faktisk, at det svære er at komme hjem igen. Man havner ligesom i en osteklokke, fordi forskellen er så stor. Man går fra virkelig at have med store og meget voldsomme problemer at gøre til et meget trygt samfund, hvor mange problemer hjemme bliver meget små og ”tag-jer-nu-sammen-agtige”. Det er en af de store udfordringer, hvor psykologtjenesten heldigvis er en hjælp.