facebook twitter

Svenskerne fejrer Politiets Dag

Det svenske politiforbund har indført en årlig ”Politiets dag”. Debatarrangementer og happenings skal sætte fokus på politiets arbejdsvilkår. Første gang var timet til at ramme den svenske valgkamp – og føre kampagne for flere politifolk og højere løn.
  1/1-0001

PRIO 1# Sådan lyder sloganet på de fotos og den dagsorden, som det svenske politiforbund, Polisförbundet, har kastet massivt ind i den svenske valgkamp.

Prio 1# dækker over de områder, som forbundet mener skal opfyldes, for at svensk politi bliver trukket op af en flerårig krise, hvor tre politifolk i gennemsnit dagligt forlader arbejdet i utide, og historier om politisvigt og voksende kriminalitet fylder medierne.

Første prioritet er således to ting. Flere politifolk og højere lønninger. Det svenske politiforbund har gennem de seneste år ført kampagne efter kampagne for at løfte begge dele. Der har været demonstrationer, events og underskriftindsamlinger.

Politikrisen er dog stadig et faktum, og de små 20.000 svenske politifolk klager over forringet arbejdsmiljø, nedslidning, manglende tid til borgerne, ægteskaber, der knaser under vægten af tilkald og weekendvagter, samt en løn, som er overspurtet af den øvrige offentlige sektor.

For igen at sætte fokus på budskabet har det svenske politiforbund derfor indført en nyskabelse: Politiets dag.

Altså en dag i Sverige, som er helliget fokus på politiets arbejdsvilkår, udfordringer og rolle i det svenske samfund. Eller som det svenske politiforbund selv beskriver det i sin pressemeddelelse, så er politiets dag tænkt som en årlig tilbagevendende fejring af politiet.

Politiets dag løb for første gang af stablen den 30. august i år i Stockholm med debatarrangementer og underholdning i centrum af Stockholm. Godt timet i forhold til slutspurten mod det svenske valg ni dage senere. Arrangementet blev da også indledt med, at det svenske politiforbund afleverede omkring 35.000 underskrifter til justitsministeren, som krævede netop mere i løn og flere politifolk.

Polisförbundet vurderer selv, at op mod 100.000 mennesker kom forbi deres telte med balloner og kage og hørte deres budskaber.