facebook twitter

Svensk valg i politikrisens tegn

I den svenske valgkamp overbød partierne hinanden, når det handlede om flere politifolk og om hjælp til en kriseramt politistyrke. DANSK POLITI besøgte Malmø og hørte om en politistyrke, som ikke føler sig værdsat, om fortsatte lønkampe, problemer med rekruttering og manglen på polititimer til udadvendt arbejde. Tilliden til, at politikerne indfrier deres valgløfter, er heller ikke stor.
  17/9-2018

Nogle gange bliver en beskrivelse allemandseje.

Uanset hvem man spørger, så siger svenske politifolk således: ”Vi går på knæene”.

Det at gå på knæene dækker i virkeligheden over tre-fire års uafbrudt krisesnak i svensk politi.

En reform har siden 2015 kastet svensk politi ud i et organisatorisk kaos, hvor ingen ender hænger sammen, og hvor alle de lovede frigjorte polititimer aldrig blev realiseret.

I de seneste år har tre politifolk dagligt forladt politistyrken i utide.

Lønnen er lav sammenlignet med den øvrige offentlige sektor i Sverige, og permanente lønkampe har slidt på arbejdsglæden.

Dertil kommer, at terrortrusler, voksende bandekriminalitet og grænsekontrol har slået bunden ud af et timeregnskab, som i forvejen var i minus.

Der mangler politifolk, og arbejdsmiljøet er i bund.

Svenske politifolk føler sig generelt ikke værdsatte, og tilliden til ledelsen er ikke stor.

Kritikken fra medier og offentlighed har været enorm, blandt andet på grund af manglende respons og indsatser mod alt fra højre nationalister til optøjer i udsatte områder.

I Sverige sidder racisme- og chauvinisme-stemplerne løst, og politifolk skal virkelig holde tungen lige i munden og vandre inden for en meget snæver korridor af korrekte synspunkter, når de agerer mellem mange kulturer, baggrunde, i politisk farvand og hos socialt udsatte. De kalder det selv for ”åsiktskorridor”, altså synspunktskorridor.

Samtidig er forskellige former for personfarlig kriminalitet stigende, antallet af voldtægter foruroligende stort i forhold til nabolandene, og Malmø er præget af blodige bandekrige.

Alt det og meget mere bliver repeteret på tagterrassen på toppen af politistationen i Rosengård i Malmø.

Her sidder David og Michael, på henholdsvis 34 og 46 år, fire etager over et område, som har fået mærkatet ”særligt udsat”, og som er en kulturel smeltedigel og indimellem også en trykkoger, der ligger spredt ud over et stort område af cykelstier, betonbroer, parker, plæner og betonblokke.

Omtrent dobbelt så stort som Vollsmose ved Odense og kun adskilt fra Malmøs bykerne af et netværk af ringveje.

 
David og Michael på tagterassen af politistationen i Rosengård: "Vi slæber rundt på dårlig samvittighed over for vores familie. Det er hele tiden dem, der må indrette sig efter os, og det er jo ikke, fordi vi hiver de store lønchecks hjem til dem. Det ville være mere familievenligt at arbejde på kontor".

Kun tid til brandslukning

Rosengård er sådan set både idyllisk og meget grøn, og svenskerne er generelt bedre til at camouflere beton, så facader ikke virker påtrængende grå eller bevidst skjult bag hysteriske pangfarver, men derimod venlige og indbydende.

Børn leger, og folk i alle aldre slentrer afsted med arbejdstasker, poser, gangstativer og skoletasker. De fleste med ansigterne løftet taknemmeligt mod solskinnet. Der er fredeligt på en behageligt smittende måde.

Alligevel er dagen startet med et skuddrab og én alvorligt såret i endnu et banderelateret skyderi ikke langt derfra.

Politistationen er gemt bag højt hegn, metalgitre, kameraer og skudsikre vinduer. Asfalten på p-pladsen er blevet lappet, efter en bombe blev kastet ind over hegnet tidligere på året, og der er også blevet skudt mod vinduerne. Inden for de seneste år har politiet flere steder i Sverige oplevet angreb mod stationer og en stigning i trusler mod politifolk.

Det er grelle kontraster, som forklares på følgende måde af de to politiassistenter:

- Malmø er eksemplet på, hvad der sker, når du fjerner politifolk fra gadepatrulje og dialog. De bandeledere, som i dag styrer området, kendte vi allerede, da de var unge, men vi har aldrig sat ind over for dem, før det var for sent, forklarer de.

Det er langt hen ad vejen historien om svensk politis krise. Der er alle de gode intentioner, men når virkeligheden rulles ud, så er resultatet et andet.

Område- og dialogpoliti har officielt højeste prioritet. Men virkelighedens polititimer rækker ikke til mere end brandslukning, påtrængende indsatser og bekæmpelse af hård kriminalitet.

Forebyggende arbejde og nærvær er en luksus, når de 800 politifolk skal løfte politiarbejdet i Sveriges tredjestørste by. Herunder også opgaver relateret til grænsenærhed samt det faktum, at Malmø er porten til distribution af narko og huser mange socialt udsatte.

- Vi har ikke været synlige. Efter hårde optøjer herude i 2008 var det et politisk krav, at vi skulle være synlige og til stede hele tiden. Vi var omkring 40-50 politifolk alene i Rosengård. I de efterfølgende måneder var der mere fredeligt og trygt for alle end nogensinde, men så skiftede fokus igen.

- Nu har vi igen ikke ressourcer til at reagere, når vi mærker, at noget begynder at ulme herude, fortæller Michael.

 

Tærer på familielivet

DANSK POLITI møder de to politifolk få dage før det svenske valg. Et valg, hvor stort set alle partier har lovet politiet penge og mange nye kolleger. Op mod 10.000 nye politifolk i de kommende år. P.t. er der lige under 20.000 politifolk i Sverige til en befolkning på godt 10 millioner og et areal, som er otte gange større end Danmark.

Men tiltroen til politikerne er ikke stor.

- Ét er, hvad de siger i valgkampen, noget andet er, hvad der sker bagefter, siger Michael.

Han fortsætter:

- Jeg vil gerne være optimist, jeg vil gerne tro på bedre tider, men jeg vil se det først. Jeg har negative erfaringer.

David og Michael pointerer flere gange, at de elsker deres arbejde, og at det er samværet med kollegerne og muligheden for at gøre en forskel, der holder dem oppe.

- Men hvis vi skulle gå hver dag og tænke på, hvordan vi bliver behandlet, hvordan vi ikke føler os værdsatte, og hvordan vi bliver sendt rundt, så ville det nok være noget andet. Vi fortrænger det heldigvis, ellers kan vi ikke fungere, nikker de begge.

Begge har problemer på hjemmefronten med kærester og børn, som er trætte af, at livet skal indrettes efter et arbejde, som gør det umuligt at regne med deltagelse i familiearrangementer, eller i det hele taget at planlægge længere frem i tiden. De risikerer også at blive sendt ud i indsatser i Nordsverige uden nævneværdig økonomisk kompensation. Det meste transporttid er i øvrigt ikke arbejdstid, selv om de sidder i uniform i en bil eller bus.

- Vi slæber rundt på dårlig samvittighed over for vores familie. Det er hele tiden dem, der må indrette sig efter os, og det er jo ikke, fordi vi hiver de store lønchecks hjem til dem. Det ville være mere familievenligt at arbejde på kontor, siger de.

 
De svenske partier stod i kø under valgkampen for at love flere ressourcer til politiet. Her en oversigt over de forskellige partiers løfter.

Føler sig ikke værdsatte

Hvis Michael og David skal komme med deres største ønske til politikerne, så er det et mærkbart løft i lønnen. Lønnen blev allerede hævet under de seneste aftaleforhandlinger, men opleves stadig som alt for lav. Politifolk med få års anciennitet tjener ikke meget over, hvad der svarer til 21.000–22.000 danske kroner om måneden. Mange af de politifolk, som har forladt arbejdet, fortæller da også, at lønnen er årsag til, at de har søgt bort. Der er adskillige historier om politifolk, som har skiftet arbejdsplads til kommuner eller andre offentlige arbejdspladser og er steget mange tusinde kroner i månedlig indtægt.

Det er politifolk, som endda fortæller, at de helst ville være blevet i politiet, og at de er klar til at komme tilbage, hvis løn og arbejdsvilkår forbedres.

- Vi føler os ikke værdsatte. Arbejdet er blevet farligere, hårdere og mere krævende. Men arbejdsgiveren har ikke imødekommet vores lønkrav. Løn skal selvfølgelig ikke aftales med politikerne, men mellem arbejdsgiveren og vores fagforbund. Det er dog politikerne, som skal bevilge pengene til budgetterne. De skal sende et signal om, at de værdsætter os, forklarer de.

Ønske nummer to på listen er flere politifolk, mange flere.

- Vi er alt for få, og det kan mærkes. Og det er rigtigt, at politikerne har lovet mange tusinde flere politifolk, og at de vil åbne flere nye politiskoler i hele landet. Men det hjælper ikke noget, når politiarbejdet ikke opleves som attraktivt på grund af lønnen. Hver fjerde plads på skolerne står tom, fordi der ikke er nok kvalificerede ansøgere. Vi har heller ikke tid til at uddanne dem ordentligt ude på stationerne. Vi har meget svært ved at se, hvordan den planlagte politiskole her i Malmø kommer til at hjælpe på nogen måde, fortæller de.

 

Tabuet er brudt

En ting er dog gået i positiv retning i de senere år, fastslår Michael og David. Medierne og offentligheden er så småt begyndt at debattere de udfordringer, politiet står over for – også i de 23 områder, som kaldes for særligt udsatte. Herunder hvad der sker, når der opstår parallelsamfund.

Da DANSK POLITI besøgte politistationen i Rosengård i 2013, var debatklimaet et ganske andet. Dengang fortalte flere politifolk, hvordan de ikke kunne eller turde fortælle, hvad de reelt så og oplevede. Racismestemplet hang tungt over enhver bekymring, som forholdt sig til, at der er forskel på at lande i Sverige direkte fra et diktatur, hvor politiet er synonymt med korruption og tortur, til den ærkesvenske overskudsopvækst, hvor tilliden til myndighederne kommer ind med modermælken. Eller at det at begå sig i et højteknologisk svensk samfund er noget mere udfordrende, når man hverken har uddannelse eller kan sproget – og derfor let føler sig tabt og udenfor. Der blev således ikke snakket årsager eller målrettede indsatser, som måske kunne have haft betydning for udviklingen af det, der i dag er blodige og hensynsløse bandekrige med jævnlige skudepisoder midt i Malmø.

Politifolkene ville eksempelvis rigtig gerne ud på skolerne og tale med eleverne, mens de endnu var små. Blandt andet fordi de kunne se, at stadig flere i 13-14 års alderen blev udnyttet som hashkurerer eller pushere. Men de måtte ikke, og de turde ikke rejse debatten. Det, politifolkene klagede mest over, var, at det var umuligt at forebygge eller opnå tillid i området, fordi de ikke måtte forholde sig til de reelle udfordringer.

Bilbrande, optøjer og angreb på politi og brandfolk blev debatteret i offentligheden fra et udgangspunkt om, hvorvidt politiet havde været for hårdhændede og begik forskelsbehandling.

I dag er det anderledes. Der er ikke meget forebyggende arbejde, men det skyldes ressourcemangel. Til gengæld diskuterer medier og politikere årsager og politiets udfordringer.

- Det lyder horribelt, men det skyldes langt hen ad vejen de mange drab, vi har haft i Malmø. Det har gjort det naturligt for medierne og omgivelserne at spørge, hvordan kunne det komme så vidt, uden at politiet og samfundet stoppede det? Hvorfor banderne har udviklet sig og fører krig. Det er en forskel. Det gør, at vi faktisk har muligheden for at hjælpe og arbejde proaktivt herude, fortæller de.

 
Nina Wemrin er talskvinde for de 800 politifolk i Malmø. Lønstigninger er i følge hende nøglen til at komme ud af politikrisen.

Politijobbet skal gøres attraktivt igen

På hovedstationen i Malmø bekræfter foreningsformanden for Malmøs cirka 800 politifolk, Nina Wemrin, at udfordringerne står i kø for svensk politi, og at højere løn, bedre arbejdstidsregler og flere nye politifolk er forudsætningen for, at politiet kommer tilbage på sporet.

Der er dog håb forude, mener hun.

Dels lykkedes det for det svenske politiforbund, Polisförbundet, at få fyret rigspolitichef Dan Eliasson, som var synonym med kaos efter politireformen og manglende vilje til at rette op på løn og arbejdsvilkår. Dels er en række højere stillinger i politimyndigheden blevet besat af folk med politibaggrund og -kendskab.

Der er også politisk velvilje og klar forståelse af, at der skal tilføres mange ekstra politifolk i de kommende år.

- Men højere løn og et bedre arbejdsmiljø er det vigtigste. Det er vores milepæle. At man viser gennem lønnen, at politifolk er værdsatte. At man skaber nogle ordentlige arbejdsforhold, så mange af de politifolk, der har forladt arbejdet, vender tilbage. Det er dét, vi skal se efter valget. Det er fint at uddanne mange politifolk, men det tager tid, og det kræver også, at vi er en attraktiv arbejdsplads, hvis vi ikke skal have de ”forkerte” ansøgere. Derfor er det faktisk vigtigere i første omgang at få hentet mange af dem, som har forladt politiet, tilbage. De fleste vil nemlig gerne, men kun hvis arbejdsforhold og løn bliver bedre, fortæller hun.

Nina Wemrin har været talskvinde for Malmøs politifolk i fem år og ansat i politiet i 14 år.

Hun pointerer, at det er nu, der skal rettes op på forholdene i svensk politi. At det er nu, det skal lykkes at få ændret organisationen og få sat den på rette kurs. Politifagligheden skal igen værdsættes. Ellers frygter hun, at man sætter befolkningens tillid til politiet over styr.

- Befolkningen har stadig tillid til os, fordi de oplever en god betjening, når vi rykker ud til dem. Men hvad nytter det, at vi er på gaden, hvis vi efterfølgende ikke har ressourcerne til at efterforske sagerne? spørger Nina Wemrin retorisk.

 

Vi har mistet nærheden

En af de politifolk, som har fået stor opmærksomhed i den svenske valgkamp, er politiinspektør Ulf Boström fra integrationspolitiet i Gøteborg. Han har været med til at stifte det lokale parti Demokraterne, som kort før valget stod til at blive det største parti i Sveriges næststørste by.

Her har Socialdemokratiet ellers haft monopol på
magten, men Ulf Boström og hans partikolleger har udfordret partiet i en grad, så de under interviewet med DANSK POLITI fører i meningsmålingerne.

Få dage senere, da valgresultatet er opgjort, står det dog klart, at Socialdemokraterne har vundet knebent over Ulf Boströms partifæller med 20 procent af stemmerne mod Demokraternes 17 procent.

Ulf Boströms parti er opstået som en konsekvens af Sverigesdemokraternes succes – og den manglende debat omkring parallelsamfundene. Han arbejder i tæt dialog med de områder, der kaldes multikulturelle og mener, at det svenske samfund har svigtet på flere fronter.

 - Vi har mistet nærheden. Vi har mistet politifolk på gaden, som opretholder demokratiet og viser synlighed og tilgængelighed. Det er faktisk ret enkelt; den svenske befolkning er vokset med 18 procent i de senere år, men politistyrken er vokset med 31 procent. Alligevel er alle politifolk fjernet fra gadepatrulje og lokalområder. Hvor er de forsvundet hen? Det skal der ændres på. Vi har svigtet vores opgave, fortæller Ulf Boström.

Set fra hans synspunkt er det svenske politi havnet ufortjent i orkanens øje.

- Vi har aldrig fået lov til at fortælle om de ting, vi så, at vi arbejdede i områder med elementer af klanstyre, og at adskillige folk herude bliver tabt af udviklingen og føler sig sat uden for samfundet. De har holdt fast i de strukturer, som de ved virker hjemmefra, når det handler om tryghed, økonomisk stabilitet og sikkerhed. Det er ofte klanstrukturer, fordi det nu engang er sådan, man overlever i et diktatur eller i en flygtningelejr. Vi har ikke vist dem det svenske demokrati og den svenske tryghed. Det er fejlen, fortæller Ulf Boström, der underskriver alle sine mails med hilsenen: Fredens liljer.

 

Strengere straffe er ikke løsningen

Han frygter, at den tidligere berøringsangst vil vende 180 grader og blive til hårdhed og konsekvens.

- Det er det, vi ser nu, hvor vi er begyndt at debattere integration, og hvorfor vi har 23 særligt udsatte områder, som svenskfødte fraflytter, fordi de føler sig utrygge. Den politiske løsning lyder på strenge straffe og konsekvens. Ikke på at udbrede demokratiforståelse og tryghed. Men strenge straffe som konsekvens er netop det, som mange folk med anden etnisk baggrund kender fra de lande, de er flygtet fra. Det er ikke nyt. Vi skal have nærheden tilbage gennem synlighed og troværdighed. Det er det bedste politiredskab, siger han.