facebook twitter

Mysteriet bag Hafnia-branden

Gerningsmanden Erik Solbakke. Bag ham efterforsker Per Casper. Begge er på vej ud til en af de påvisninger, der skulle skabe gennembrud i Hafnia-sagen. (Poul Olsen/Politimuseet).
I denne måned er det 45 år siden, at den værste brand i den nyere danmarkshistorie fandt sted. Branden, der viste sig at være påsat, kostede et stort antal mennesker livet. Forbrydelsen blev opklaret efter årtiers efterforskning. Gerningsmanden viste sig at stå bag flere andre forbrydelser – herunder mordbrande og sædelighedsdrab.
  20/9-2018

Det var lørdag den 1. september 1973. Den mørke efterårsnat havde sænket sig over København. Klokken 02.40 meddelte Københavns Brandvæsen kriminalpolitiet i København, at der var konstateret ”ildløs” på Hotel Hafnia i Vester Voldgade. Dets placering betød, at det husede mange udenlandske besøgende.

Anmelderen var en hyrevognschauffør, der ved tilfældig forbikørsel havde set kraftig røg fra hotellet – og så var det, som eksploderede bygningen. Flammerne nærmest sprang fra etage til etage og antændte i løbet af ganske kort tid hotellets øverste etager. Frem til klokken cirka 2 havde alt ellers åndet fred og idyl blandt hotellets 83 gæster, der var ankommet som en lind strøm i receptionen gennem hele dagen. Ingen havde bemærket den mand, der som en skygge var gledet igennem indgangshallen. 

Mange omkomne

Ved de efterfølgende afhøringer af gæsterne berettede nogle om, at de på 3.sal havde følt, der ”steg varme ind i elevatoren”. Andre berettede om røg i trappeopgangen på 4.sal, hvorpå de havde alarmeret natportieren – men for sent.  Branden havde som en ildkugle bevæget sig langs trappeskakten og antændt bygningen. Brandens eksplosionsagtige karakter forhindrede brandfolkene i at komme op gennem hotellet, og stigerne var svære at få ind i gården.

Fra hotellets vinduer råbte gæsterne desperat om hjælp, mens ilden med stor hast åd sig ind på dem. Enkelte kravlede ud på tagets gesims undgå at blive brændt levende. Andre forsøgte at overleve ved at lægge sig i vandfyldte badekar – blot for at omkomme af røgforgiftning. Enkelte gæster kunne flygte ud på hotellets gesims, hvorfra brandfolkene kunne hjælpe dem ned ved hjælp af stiger. I gården gik ensomme overlevende fortvivlede rundt og søgte efter familiemedlemmer og venner. Hele familier var i løbet af få øjeblikke blevet udslettet. 

Hafnia brænder - branden var Nordeuropas værste hotelbrand.
(Poul Olsen/Politimuseet)

Mistænkt

Umiddelbart efter, at branden var slukket, anholdt politiet en mand, der var tidligere straffet og på udgang fra fængslet. Han havde indlogeret sig under falsk navn på hotellet. Politiet fattede derfor mistanke til ham og ønskede en forklaring på, hvorfor han havde overnattet på hotellet under falsk navn.

Fotos taget af Ekstra Bladet dokumenterede dog, at den mistænkte næppe kunne være gerningsmanden, idet brandvæsenet havde båret ham ud af hotellet, mens branden stod på – man formodede, at gerningsmanden ville have forladt bygningen tidligere og observeret sit værk, hvilket pyromaner typisk gør. Det falske navn havde han angiveligt brugt, fordi han stadig skammede sig over sin forbrydelse. Han måtte derfor løslades efter nogle dage. 

Bistand fra FBI

Danmark og omverdenen var i chok. Der var tale om en international katastrofe, idet hovedparten af de omkomne var udlændinge. Fra FBI blev der sendt et specialfly til Danmark fyldt med udstyr. 20 amerikanske statsborgere – herunder fire børn – var omkommet under branden. Sagen skulle hurtigt opklares, og en brandteknisk kommission blev nedsat.

Året efter kom kommissionen med sin udtalelse. Ildens opståen lokaliserede man til et tekøkken/rengøringsrum på 2. sal, hvor man meget skødesløst havde sat en stor mængde husholdningssprit. Ud fra brandens udvikling kunne man konstatere, at den var påsat. De sikkerhedsmæssige forhold på hotellet blev stærkt kritiseret – hvilket førte til, at der efterfølgende udarbejdedes et nyt brandregulativ for danske hoteller. Regulativet gælder stadig.

Vedrørende tidspunktet for brandens opståen kunne man ud fra strimlen på natvægterens kontrolur konstatere, at branden var opstået efter klokken 01.10. Videre kunne man imidlertid ikke komme. Sagen måtte henlægges. 

Drab på teenager

Knap syv år efter den tragiske Hafnia-brand, den 20. maj 1980, omkring klokken 18, begyndte familien Thomsen på Fanø at savne deres 15-årige datter, Anette. Hun var taget i skole klokken 8.00, kom hjem for at spise frokost klokken 11.50, hvorefter hun tog tilbage til skolen. Klokken 13.15 havde hun fået fri og var kørt hjem. Her havde hun fået lov at tage til stranden og havde lovet at være hjemme klokken 18. Da hun ikke var hjemme til denne tid, blev forældrene nervøse, og faren tog ud for at lede efter hende. Efter nogen søgen fandt han hende i en klitgryde nær Vesterhavsbadet. Den unge pige var død.

Kriminalpoliti og kriminalteknikere ankom kort tid efter, hvorpå gerningsstedet blev afspærret. Efterfølgende blev Rigspolitiets Rejseafdeling tilkaldt. Man kunne hurtigt fastslå, at dødsårsagen var kraniebrud forårsaget af flere slag fra en mursten. Pigen var ikke blevet voldtaget, men man formodede, at der lå et seksuelt motiv bag drabet, da hun lå uden bikini.

 Ejendomsmægler i søgelyset

Stranden havde været velbesøgt den 20. maj, 1980, men der var kun få, der havde set noget. Tre vidner meldte sig dog med informationer. Et kvindeligt vidne havde set en mand, hun kendte, nær gerningsstedet. Manden var en 38-årig lokal ejendomsmægler. To andre vidner, en mand og en kvinde, der havde haft samleje i en klitgryde ikke langt fra, hvor Anette blev fundet, fortalte, at de havde følt sig ”overvåget”, mens de lå sammen.

Mistanken rettede sig hurtigt mod ejendomsmægleren – måske det var ham, der havde ”luret” på det elskende par og efterfølgende havde slået Anette ihjel i forbindelse med et mislykket voldtægtsforsøg? Ejendomsmægleren blev bragt til afhøring. Han fortalte, at han kendte den 15-årige pige, men han pointerede, at de kun var på ”hilsefod”. I de efterfølgende afhøringer vævede ejendomsmægleren sig ind i nogle modstridende forklaringer, der ikke passede med flere vidners iagttagelser. Han blev derfor  anholdt. Beviserne var imidlertid for svage, og man frafaldt senere sagen. Mistanken klæbede dog stadig til manden, der siden måtte opgive sin ejendomsmæglervirksomhed og tage hyre som styrmand. 

Nye brande og et lykketræf

Sommeren ’82 havde budt på et meget stort antal brande i Helsingør og Hillerød. En kvinde og en brandmand havde i den forbindelse mistet livet. Ingen af sagerne var blevet opklaret. Men da en mand den 1. december 1985 forsøgte at sætte ild til en S-togsvogn på Hillerød Station, fik man ved et lykketræf fat i gerningsmanden.

Den pågrebne mand hed Erik Solbakke Hansen. Solbakke blev taget til afhøring, og det stod snart klart, at man stod over for en i alle henseender særpræget gerningsmand. Under afhøringerne tilstod Solbakke at stå bag i alt 32 brandstiftelser. Brandene havde han påsat ved ganske simpelt at køre rundt i området med en dunk benzin bag på sin cykel og så ellers sætte ild på de bygninger og større genstande, han fandt interessante på sin vej. Politiet var målløse. 

Mentalt handikappet

Afhøringer og mentalundersøgelse viste, at der lå en form for seksuelt motiv bag Solbakkes ildspåsættelse. Hver gang han havde antændt ilden, blev han nemlig på stedet, betragtede – og onanerede. Mentalundersøgelsen viste også, at Solbakke var mentalt handikappet i lettere til middelsvær grad. Han udviste dog ingen tegn på sindssygdom. Umiddelbart efter fødslen i 1948 blev han anbragt på børnehjem, hvorfra han som 2-årig blev adopteret af en familie i Helsingør. Som 14-årig blev Solbakke dog anbragt på forsorgshjemmet Svaneparken, da familien havde vanskeligt ved at håndtere drengens aggressive adfærd.

Efterforskningen af Solbakkes forbrydelser viste sig at være meget kompleks. Der var nemlig ikke nogen tekniske beviser mod ham. Hele sagen kom således i meget høj grad til at bygge på Solbakkes egne tilståelser. Men kunne man stole på disse? Solbakke var jo ikke normalt begavet, og man kunne derfor frygte, at han igennem afhøringerne, uden at efterforskerne havde nogen intention herom, kom til at tilstå flere forbrydelser, end han havde begået. Fra politiets side forsøgte man derfor at opbygge et fortroligt, men ikke venskabeligt, forhold.  

Gennembrud

Såkaldte påvisninger blev derfor lagt til grund for hans tilståelserne, dvs. at Erik Solbakke kørte rundt i landet med efterforskere og i detaljer viste, hvordan han havde begået forbrydelserne. I den forbindelse blev det i øvrigt klart, at han, sit mentale handikap til trods, havde en udmærket hukommelse for detaljer og meget præcist kunne beskrive begivenhedsforløbene. Nogen moralske overvejelser gjorde han sig dog tilsyneladende aldrig om forbrydelserne. Til at forestå påvisninger og afhøringer af Solbakke satte man en af de mest garvede efterforskere fra Rigspolitiets Rejseafdelingen, Per Casper.

I månedsvis fulgte Casper med Solbakke rundt i landet og udspurgte ham indgående i utallige afhøringer. På den måde lærte Casper den særprægede gerningsmand særdeles godt at kende.

Den 6. februar 1987 blev Erik Solbakke fremstillet i kriminalretten i Hillerød. Sagen mod ham havde da taget endnu en forbløffende drejning: I august 1986 havde Casper taget Solbakke med på en påvisningstur til det nedbrændte Pia Lys A/S i København – Solbakke skulle vise, hvordan han havde brændt fabrikken ned. I forbindelse med påvisningen passerede de Hafnia, hvor Per Casper spurgte Solbakke, om han vidste, hvad der var foregået der.

Solbakke reagerede mærkeligt afvisende på spørgsmålet, og Caspers erfaring sagde ham, at der var noget i vejen. Man rekvirerede derfor Hafnia-sagen fra arkivet og erfarede noget interessant. Den første politimand, der ankom til brandstedet, nævnte således, at der havde stået et ”nokkefår” uden for bygningen og betragtet branden. Betjenten havde karakteriseret ham som slank og iført et par markante, sorte briller. Denne karakteristik passede på Erik Solbakke. 

Vanskelige afhøringer

Casper indledte nu afhøringerne uhyre forsigtigt. Solbakke blev kraftigt indskærpet, at han ikke måtte tilstå noget, han ikke havde gjort. Efter ugers forsigtig udspørgen tilstod Solbakke. Afhøringerne skulle dog først klarlægge, hvorvidt der var egentligt hold i hans tilståelse. Solbakke fastholdt også her, at han var gerningsmanden. Straffen var han også på det rene med: ”Det må koste hovedet”, sagde han.

Solbakke forklarede følgende om den fatale forbrydelses forløb: Den skæbnesvangre dag i september, 1973, var han stukket af hjemmefra til København. Han elskede at strejfe omkring om natten og kom tilfældigt forbi Hotel Hafnia. Han huskede, at der på bygningen var et skilt, hvor der stod ”Hotel Hafnia”. Han huskede også receptionen med de særlige lædermøbler og ”ejeren”, dvs. receptionisten. Han huskede også, at han kom til en trappe ved en elevator, og her gik han op.  På 2. sal gik han ind i et tekøkken/depotrum, hvor han havde tændt ild til en pose. Efterfølgende betragtede han flammerne, mens de tog til. På spørgsmålet om, hvorfor han havde antændt branden, svarede han: ”Fordi der var mennesker på stederne. Det var for at se dem brænde.” 

Brand og drab

En særlig enfoldig ondskab prægede altså Erik Solbakke. Og sagen fortsatte med at forbløffe. Den 14. februar 1987 henvendte en medarbejder fra Værkstedsgården i Esbønderup sig nemlig til politiet. Vedkommende havde hørt, at Solbakke skulle være gerningsmand til pyromanbranden på Hotel Hafnia og var nu kommet i tanke om, at Solbakke – på det tidspunkt, hvor drabet på pigen Anette fandt sted – havde været med Værkstedsgården på ferie på Fanø. Sagsakterne fra Anette-drabet viste endvidere, at der var spor af Solbakke i form af flere ildspåsættelser i Fanøs klitter netop i maj måned, 1980. Per Casper spurgte nu Solbakke, hvorfor han ikke havde nævnt, at han havde været på Fanø, da Anette-drabet fandt sted. Solbakke replicerede: ”Du spurgte jo ikke”.

Da Casper herefter spurgte, hvordan turen havde været, svarede Solbakke prompte: ”Jeg så hende, der var myrdet”. Herefter spurgte Casper, hvordan Solbakke kunne vide, at pigen var myrdet, hvortil han udbrød: ”Det kunne man da se – hun havde ikke tøj på”. Derpå blev han tydeligt irriteret og sagde: ”Det der pjat vil jeg ikke tale mere om”. Casper vidste, at det var en typisk reaktion fra Solbakkes side, når han havde forøvet en forbrydelse. Der gik nu nogle måneder med yderligere efterforskning og afhøringer af Solbakke, og den 6. maj, 1987 tilstod han drabet på Anette.  

Ifølge hans forklaring havde han vandret rundt i klitterne. Her han fået øje på et par, der havde samleje i en klitgryde. Dette havde gjort ham seksuelt opstemt, og han var derfor begyndt at ”se sig om efter en pige”. Ulykkeligvis fik han i samme øjeblik øje på Anette, der lå alene i en klitgryde ikke langt fra parret. Solbakke så sig om efter en sten for det tilfælde ”at hun ikke ville ligge stille”. Med en mursten i hånden gik han ned til pigen, der lå på maven, iført bikini. Han lagde han en hånd på hendes skulder og tiltalte hende, og Anette blev naturligvis forskrækket og begyndte at råbe. Solbakke holdt hende derpå  for munden og forsøgte samtidig at tage hendes bikini af. Da pigen fortsat skreg og forsøgte at komme væk, blev Solbakke vred og slog hende med murstenen i hovedet. Han slog hende flere gange, indtil hun lå helt stille, ”som om hun var død”. Han ”blev bange for blodet” og skyndte sig at forlade gerningsstedet. Efterfølgende forklarede Solbakke under en påvisning, hvordan han havde begået drabet. 

Banebrydende efterforskning

Igennem en intens efterforskning, der primært byggede på afhøringsforløb, var to af 1970’ernes og 80’ernes mest gådefulde sager og ikke mindre end 32 brande, herunder to dødsbrande i Helsingør, blevet opklaret. Gerningsmanden havde 38 menneskeliv og skader for adskillige millioner på samvittigheden. Med Solbakke stod man dermed, forbrydelsernes omfang og antallet af menneskeliv taget i betragtning, over for danmarkshistoriens værste serieforbryder. Erik Solbakke blev ved en senere retssag idømt forvaringsdom ved et lukket sikringsafsnit på Kofoedsminde. Her befandt han sig til sin død i 1997. Erik Solbakke-sagen betragtes den dag i dag som en af de mest komplekse genåbnede drabsefterforskninger på dansk grund.

 

Du kan læse mere om Hafnia-branden i Frederik Strands Jagten på morderne stopper aldrig (L&R, 2018)