facebook twitter

FALSKE ANMELDELSER: Krænkende, frustrerende og mangel på ledelse

Det er frusterende og opleves som grænseoverskridende, når personer kan komme med falske anmeldelser mod politifolk, uden at det får konsekvenser
DANSK POLITI har talt med flere politifolk fra forskellige politikredse om oplevelsen af at blive falsk anmeldt for et strafbart forhold til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. De hæfter sig alle ved, at det opleves som krænkende, at der hverken er efterspil i forhold til anmelderen eller kommer signaler fra ledelsen om, at man tager det alvorligt.
To af dem er Torben og Jens fra operativ efterforskning i Nordjylland.
  5/11-2018

Torben er 39 år, politiassistent og arbejder i operativ efterforskning. Han har været til afhøring hos Den Uafhængige Politiklagemyndighed i flere sager. Det samme har den jævnaldrende kollega, Jens, fra samme afdeling. De har begge fået lov at være anonyme, da de har verserende sager hos politiklagemyndigheden.

- Det følger med arbejdet. Og jeg har det fint med sager, hvor der kan være en forskellig opfattelse mellem sigtede og os omkring forløbet. Men jeg har også oplevet to konkrete sager, hvor det har været decideret løgn, fortæller Torben.

- De sager gør faktisk ondt, dels fordi det er et groft angreb på vores troværdighed, dels fordi det fylder én med usikkerhed. Det sidder i baghovedet og er ubehageligt, fordi man er under mistanke, og sagen kører så længe, fortsætter han.

Kollegaen Jens er enig:

- De sager går under huden. Det er grænseoverskridende, siger han.

Jens henviser blandt andet til en sag, hvor han og en kollega beslaglagde narkotika hos en kendt kriminel. Det skete uden at frihedsberøve eller fysisk kontakt med personen.

Alligevel kom der en måned senere en anmeldelse for brug af vold og tvang. Til trods for, at en dørmand og andre vidner kunne bekræfte, at de to politifolk kun havde talt roligt med den sigtede og beslaglagt narkotikaen. Der var ingen anholdelse.

Ubehageligt at være mistænkt

Anmeldelsen for vold kom efter, at bødeforlægget var blevet sendt ud.

- For mig betød det helt konkret afhøring hos politiklagemyndigheden, hvor man virkelig føler sig som mistænkt, og hvor man klart har følelsen af, at de tænker: ”Nu sidder han her igen. Så der må sikkert være noget om snakken”. Det er faktisk en rigtig ubehagelig oplevelse. Det er mig, der sætter forbrydere i fængsel, men jeg føler mig som en forbryder, når jeg sidder dér. Familien spørger og er bekymrede, for det er jo mit arbejde, som er i fare. Vi skal behandle borgernes voldssager med en tidsfrist på 30 dage, men vores egne sager tager et år, fortæller Jens.

Torben supplerer:

- Det er dybt frustrerende, når der er tale om løgn og misbrug af muligheden for at anmelde os, og vi har følelsen af, at det kan bruges strategisk mod os. Det er krænkende, og det er noget, vi taler meget om kollegaerne imellem, siger han. 

Berøringsangst

DANSK POLITI har været i kontakt med flere andre politifolk. De bekræfter samstemmende, at de har samme oplevelse af at føle sig krænkede, og at anmeldelser kan misbruges til kriminelles fordel.

Ligeså, at de – i lighed med Torben og Jens – føler, at anklagemyndigheden eller politidirektørerne har berøringsangst og ikke tager området alvorligt.

- Jeg har haft indgivet modanmeldelse, men efterforskningen stopper bare, fordi der er gået så meget tid, og fordi sagen åbenbart er svær at føre. Det er virkelig noget, der går mig og mine kolleger på. For vi skal være ”the good guys”, men systemet er kun en fordel for ”the bad guys”. Vi savner så meget et signal for vores øverste ledelse om, at man tager det her alvorligt, siger Torben.