facebook twitter

Svenskerne vil kameraovervåge teoriprøver og skærpe lovgivningen

Et nyt tiltag med videoovervågning i teoriprøvelokalerne i Sverige skal gerne mindske snyderiet blandt prøvedeltagerne. Også i Danmark har man problemer med prøvedeltagere, der snyder til deres teoriprøver. Som i Sverige er det svært at komme efter dem med straffeloven, da det ikke er ulovligt at snyde til en prøve. Men det svenske Trafikverket, der afholder prøverne, vil nu forsøge at få ændret lovgivningen.
I modsætning til i Danmark foregår de svenske kørekort-teoriprøver fuldstændigt digitalt. Det har de gjort gennem cirka 10 år. Der forekommer stadig snyd i begrænset omfang, men et nyt tiltag, med kameraovervågning i teorilokalerne samt en forbedret lovgivning, skal gerne gøre det mere risikabelt for dem, der fusker.
  1/1-0001

I Sverige går flere hundredtusinder køreskoleelever til teoriprøve hvert år. En promille af disse vælger at snyde. Teoriprøverne foregår digitalt via pc, det har de gjort i omkring 10 år, i modsætning til i Danmark, men med lidt teknisk snilde kan man stadig snyde. For eksempel hvis prøvedeltageren livestreamer spørgsmålene til en ven uden for lokalet. Vedkommende kan dernæst slå svarene op på nettet og sende dem retur ved at være i mobilkontakt med prøvedeltageren, der bærer en Bluetooth-øresnegl.

I Sverige er det myndigheden Trafikverket, der står for afholdelsen af teoriprøverne, og herfra vil man nu forsøge at besværliggøre det endnu mere for de prøvedeltagere, der ikke har reelle hensigter. Det skal ske ved at videoovervåge landets mange teorilokaler. Det oplyser Christian Frants, der er sikkerhedskoordinator i Trafikverket.

For selvom omfanget af snyd i Sverige måske ikke er alarmerende, der er som sagt tale om promiller, så vil man det naturligvis gerne til livs. Kommende trafikanter kan være livsfarlige på vejene, hvis de ikke kan deres færdselstavler, vejbaneskift eller andet.

- Vi har i dag allerede et system, der sikrer, at hvis man tages i snyde under sin teoriprøve, er det Trafikverket, der bestemmer hvor og hvornår man kan komme til en omprøve. Vores digitale system sikrer desuden, at man ikke vil møde de samme spørgsmål i omprøven, som man fik i den første prøve, forklarer Christian Frants.

Men Trafikverket vil gerne være endnu skarpere på at fange dem, der snyder. Det håber man, at videokameraerne kan medvirke til. Optagelserne kan tillige bruges som dokumentation efterfølgende.

Arbejder for forbedret lovgivning

Som i dansk lovgivning er det dog svært at komme efter personer, der har snydt en offentlig myndighed under en prøve. Der er nemlig ingen lovparagraf i straffeloven at sigte dem efter. Kun hvis de benytter sig af falsk ID eller lignende, kan de sigtes for dokumentfalsk og/eller bedrageri, men det er ikke juridisk ulovligt at snyde en offentlig myndighed eller institution, når man aflægger en prøve.

- Vi er i gang med at forsøge at få forbedret lovgivningen, så vi kan straffe dem juridisk, der snyder. Det har vi ikke mulighed for i dag, siger Christian Frants.