facebook twitter

Politihistorie: Den forsvundne inkassator

Johan Meyer blev på dramatisk vis taget af dage i 1890. Drabsmanden fik dog sin straf. Men først måtte der solid efterforskning til, som blandt førte til Hamborg og Amerika.
Den 10. januar 1890 kunne man i avisen København læse følgende opsigtsvækkende nyhed: ”Et gammelt Kontorbud, Johan Meyer, gennem mange Aar ansat ved Carl Lunds Fabriker, har været forsvundet i et Par Dage (…) da han er en overordentlig paalidelig Mand, kan der kun være Tale om Selvmord i Sinds-forvirring eller…Rovmord!” Nyheden om inkassatorens forsvinden skulle indvarsle efterforskningen af et af kriminalhistoriens mest besynderlige forsøg på at dække over et drab.
  1/1-0001

Politiet undersøgte inkassator Meyers færden, før han forsvandt, men det eneste, man kunne fastslå, var, at han sidst var set ved en isenkræmmerbutik i St. Kongensgade omkring klokken halv to. Ud fra informationer, indhentet fra Carl Lunds Fabrikker, kunne politiet yderligere konstatere, at Meyer havde 10 regninger, som stadig var udestående.

Man gik derfor i gang med at kontakte disse kunder. De fleste af kunderne vedkendte sig at skylde de beløb, de stod debiterede for i Carl Lunds regnskabsbøger – og betalte i øvrigt regningerne. En af kunderne havde dog en mindre korrektion. 

Fabrik bryder i brand

Det var en vognsmørelses- og sæbefabrik, der havde indgivet korrektionen til Carl Lunds Fabrikker. Firmaet var ejet af en Anton Philipsen, men intet tydede på, at Philipsen havde lod og del i Meyers forsvinden. Politiets efterforskning kom ingen vegne. Den 1. februar skete der nu det meget uheldige, at Philipsens fabrik brød i brand.

Ildebranden blev efterfølgende undersøgt. Det viste sig, at den var opstået i et lager neden under Philipsens lokaler, og at Philipsen fik ødelagt et vareparti. På det tidspunkt var der gået halvanden måned, siden Meyer var forsvundet, og efterforskningen af sagen var blevet sat i bero. Der var nemlig ingen spor, der pegede på en forbrydelse. 

Anton Philipsen, drabsmanden og ejer af den vognsmørelses- og sæbefabrik, som senere skulle vise sig at være stedet, hvor Meyer blev slået ihjel. 

Flugten

Den 20. februar henvendte Philipsens hustru sig til Københavns Politi. Selvsamme dag havde hun nemlig modtaget et brev afsendt fra Hamborg. I brevet havde hendes mand skrevet, at han i lang tid ”havde levet paa en Løgn”, og at han nu stod i ”Begreb med at foretage en lang Sørejse”. Politiet formodede, at Philipsen var stukket af for at undgå at blive sigtet for brandstiftelse. Den 20. februar fik opdagelsesbetjent Klein derfor ordre til at rejse til Hamborg og opstøve Philipsen.

Ankommet til Hamborg begyndte den gode opdagelsesbetjent at gå rundt på de forskellige hoteller og forhøre sig. I den forbindelse hørte han, at der ”(…) paa Hotel ”Zum Freihafen” havde boet en Person, der talte tysk med fremmed, formentlig dansk Accent, og som havde navngivet sig Albert Philip”. Den skarpsindige Klein var overbevist om, at det var Philipsen. Klein fik imidlertid at vide, at Philipsen den 19. februar var afrejst fra Hamborg med dampskibet German.

Han kontaktede Germans skibsreder for at høre, hvornår skibet ville anløbe Southampton. Han erfarede, at dampskibet var stødt på grund i Elben. Nu handlede Klein igen resolut. Han fandt nemlig det grundstødte skib og gik ombord. Her pågreb han fabrikanten, der dog nægtede sig skyldig i ulovligheder. Philipsen tilstod dog, at ”(…) hans Pengeforhold ere i høj Grad derangerede, idet han nemlig aldeles Intet ejer”. Det var for at unddrage sig en gæld på 5-6.000 kroner, at han havde besluttet sig for at rejse til Afrika. 

Tønden

Da Klein atter ankom til København, besluttede man, at Philipsens kontor og fabrikslokale skulle ransages. Men man fandt ikke noget, der kunne styrke formodningen om, at Philipsen var involveret i Meyers forsvinden. I begyndelsen af marts blev Philipsen sendt retur til København fra Hamborg, og han blev udsat for indgående forhør.

Han tilstod hurtigt, at han havde søgt at bedrage Carl Lunds Fabrikker for 87 kroner. Men intet andet tilstod han. Det sivede imidlertid ud til pressen, at politiet ville sigte Philipsen for at have myrdet Meyer. Det læste Philipsens karl, Bringelsen, og fortalte politiet, at der i fabrikkens pakkerum havde stået to større kasser, som indeholdt ca. 4.000 stk. af det ”Desinfektions-Middel”, som Philipsen havde opfundet.

Bag kasserne havde han fundet en overfrakke og en almindelig jakke, som Philipsen forærede ham. Bringelsen kunne yderligere fortælle, at Philipsen en dag i starten af januar havde sendt ham hen og hente noget brændt kalk. Kalken skulle benyttes til fabrikation af vognsmørelse, sagde Philipsen.

Et par dage senere var en stor tønde blevet fyldt med denne vognsmørelse, og tønden skulle derpå sendes til New York via Thingvalla Selskabets Pakhus på Larsens Plads. 


Tønden, som inkassator Meyers lig blev skjult i. Tønden blev efterfølgende sendt med skib til New York.

Tilståelsen

Bringelsens frakke og jakke, som han havde fået af Philipsen, blev undersøgt nærmere, og politiet kunne hurtigt fastslå, at begge havde tilhørt Meyer. Så langt så godt. Men hvad med tønden, hvor var den, og hvad var der i den? Hos dampskibsselskabet blev det nu oplyst, at der med Thingvalla var sendt en stor tønde den 13. januar. Tønden var sendt til et firma i Wisconsin, USA. Afsenderen var opgivet som Schmidt & Co. Thingvallas agent i New York blev sat til at undersøge, hvor den famøse tønde var blevet af.

Philipsen blev igen taget til afhøring. Han skulle forklare, hvordan Meyers frakke og jakke var havnet på hans lager og efterfølgende var kommet i hans karls besiddelse. Til sidst måtte Philipsen tilstå. Det var ham, der havde myrdet Meyer. 

Drabet

Hans forklaring var, at efter Bringelsen havde transporteret den store tønde op i fabrikkens lokale, havde han ladet den fylde halvt med ulæsket kalk. Den dag, hvor han havde aftalt med Carl Lunds Fabrikker, at Meyer skulle komme forbi, sendte han Bringelsen bort i et længere ærinde – og han var nu parat til at modtage den gamle inkassator. Da han var kommet indenfor, låste Philipsen døren og kvalte Meyer. Philipsen tømte hans lommer for værdier. Udbyttet blev dog kun cirka 100 kroner, for netop den dag havde inkassatoren ikke mange penge på sig. Det endnu varme legeme baksede Philipsen straks ned i tønden på lageret, som han sømmede til og stillede i et hjørne.

Da Bringelsen ud på eftermiddagen kom hjem, blev han bedt om at sende tønden til New York næste morgen. Ved opdagelsesbetjentenes forespørgsel om, hvor tønden kunne tænkes at befinde sig, trak Philipsen blot på skuldrene. Den henstod sikkert stadig på toldboden i New York, da både afsender- og modtageradresse var fiktive. 

Opdagelsesbetjent Kleins snarrådighed var med til at løse mordgåden.

Hvad tønden gemte

Philipsens antagelse viste sig at holde stik. Den 26. april blev tønden sendt retur til Danmark med amerikadamperen Norge. Tønden blev i al stilhed overført til Johannesstiftelsen – et datidigt hospital – i en arbejdsvogn.

Bunden blev slået op, og lokalet blev fyldt af en forfærdelig stank. Tønden måtte derfor spules med vand for hurtigt at bortskylle den tørre, stinkende kalk. Herefter kom den stakkels myrdede Meyer til syne. Han lå i bøjet stilling med korslagte arme og knæene trukket op under brystet. Ansigt og hænder var sorte og fortærede. Munden stod på vid gab.                     

Dom og skæbne

Philipsen idømtes dødsstraf for overlagt drab på inkassator Meyer. Højesteret stadfæstede efterfølgende dommen. Ved efterfølgende kongelig resolution blev straffen forandret til livsvarigt tugthusarbejde. Philipsens motiv blev aldrig endelig afklaret.

Efter 14 et halvt år blev han benådet. Efterfølgende rejste han til Canada. Med ham fulgte hans trofaste hustru og sønnen. I Canada startede Philipsen en ny fabrik, der, modsat hans tidligere erhvervseventyr, gik godt. For en gangs skyld fik en af kriminalhistoriens makabre forbrydelser en form for lykkelig afslutning. Gerningsmanden forbedrede sig faktisk og fik et nyt liv.

Det er jo næsten en slags julehistorie...