facebook twitter

Afhøring er en svær balancegang

Foto: Chili Foto
Afhøring er en ofte overset disciplin, hvor politifolk let falder tilbage til naturlige fejl som lukkede spørgsmål og tunnelsyn. Derfor er det vigtigt med løbende evaluering og grundig forberedelse.
Det fortæller Kristina Kepinska Jakobsen, dansk psykolog og forsker ved den norske politihøjskole.
Hun har netop skabt opmærksomhed i Norge med sine analyser af afhøringen af traumatiserede vidner til Utøya-massakren.
  12/12-2018

Kristina Kepinska Jakobsen er dansk psykolog, forsker og tilknyttet den norske politihøjskole, hvor hun er fag-
ansvarlig for afhøringsuddannelser på efter- og videreuddanelsen.

Hun er også en del af bestyrelsen samme sted og leder af national referencegruppe for afhøring.

Her i efteråret har hun vakt opmærksomhed med sine analyser af politiets afhøringer af overlevende fra Utøya-massakren. Analyser som viser, at afhøring af dybt traumatiserede forurettede er en svær balancegang mellem kravet til at være objektiv og samtidig vise den empati, som forurettede kan have brug for.

48-årige Kristina Kepinska Jakobsen peger på, at afhøring er en af de vigtigste efterforskningsmetoder.  Det er dog ikke altid, at efterforskeres afhøringsfærdigheder holdes ved lige.

- Afhøringsteknik skal trænes og øves og evalueres igen-igen. Ellers er der risiko for, at man falder tilbage til dårlige vaner som for eksempel at stille for mange lukkede spørgsmål, siger hun. 

 


Kristina Kepinska Jakobsen: - Min forskning viser også, at balancegangen, mellem at være objektiv og indhente pålidelig information og samtidig vise empati, kan være vanskelig.

Skal rense for mistanke

Norsk politi har i en række år været frontløbere, når det handler om brug af forskningbaserede afhøringsteknikker.

Der undervises og arbejdes kontinuerligt med at indføre teknikker, som er både etiske og effektive. Når det gælder afhøring af sigtede, oplæres norsk politi i taktikmodellen.

Grundtanken er, at den sigtede kan være uskyldig, og at man derfor må undersøge alle tænkelige forklaringer, som der kan være på et potentielt bevis.

I virkeligheden handler den gode afhøring om at rense for mistanke. Hvis man ikke klarer det, styrker det mistanken.

Men i virkelighedens politiverden går afhørere, ifølge Kristina Kepinska Jakobsen, ofte den modsatte retning. Altså at formålet bliver at knytte den afhørte til en gerning.

- Psykologisk forskning viser, at vi alle har en tendens til søge bekræftelse på vores hypoteser.

Dette kan føre til, at vi får tunnelsyn og alene forsøger at få bekræftet vores mistanke, på den måde kan vi overse informationer, som går imod skyldshypotesen, fortæller hun.

- Derfor må man have metoder, som systmatisk modarbejder denne tendens. Fremgangsmåden er også i tråd med de retslige rammer for efterforskning og afhøring, fortsætter hun. 

En professionel samtale

Men afhøring handler også om kommunikation og om meta-kommunikation.

Sidstnævnte handler blandt andet om at forberede vidner, forurettede og sigtede på, hvad der skal ske under afhøringen. Herunder, hvordan det kommer til at foregå, hvad formålet er med afhøringen, og hvad man som afhører forventer af den afhørte.

- Afhøring er en professionel samtale, hvor hovedformålet er at indhente pålidelig og relevant information. Men der gælder helt andre regler end i hverdagssamtaler. Det er efterforskerens ansvar at forklare dette til den afhørte, fortæller psykologen. 

En svær balancegang

I forhold til afhøringen af Utøya-vidnerne stod efterforskerne, ifølge Kristina Kepinska Jakobsen, med en særlig svær udfordringer, fordi balancegangen mellem empati og alt det professionelle blev sat på en prøve.

- l forbindelse med min ph.d.-afhandling har jeg analyseret 19 afhøringer af traumatiserede unge, som overlevede terrorangrebet på Utøya, og interviewet de 17 efterforskere, som har gennemført de 19 afhøringer. Det overordnede indtryk er, at politifolkene løste opgaven flot, siger hun.

Politifolkene var, ifølge psykologen, velforberedte, tog mange hensyn til de unge og fulgte principperne i KREATIV, som er det norske oplæringsprogram i afhøringsteknik.

-  Men min forskning viser også, at balancegangen, mellem at være objektiv og indhente pålidelig information og samtidig vise empati, kan være vanskelig. Det viser sig i flere afhøringer, efter at den unge har fortalt længe om traumatiske oplevelser, og efterforskeren følger op med nye spørgsmål, i stedet for at kommentere på det, den unge har fortalt, siger hun. 

Politihøgskolen i Norge, hvor Kristina Kepinska Jakobsen er tilknyttet som forsker. Foto: Politihøgskolen

Empati og professionalisme

Efterforskerne forklarede under forskningsinterview-
ene, at de ønskede at være objektive og var bange for at påvirke den afhørte, hvis de kommenterede på det, den afhørte fortalte.

- De var så optagede af at få beskrevet handlingsforløbet, at de nogle gange overhørte det følelsesmæssige indhold i det, den unge fortalte. Det kan virke uempatisk, og man kan frygte, at den unge ikke oplever at blive forstået og lyttet til og derfor vælger at holde information tilbage, fortæller psykologen.

Hun forklarer, at dilemmaet mellem empati og objektivitet ikke var så udtalt i Utøya-afhøringerne, fordi de unge var fuldstændig uden skyld, og man vidste, hvem gerningsmanden var.

Anderledes vil det være i mere komplicerede sager, hvor forløbet og skyldsspørgsmålet er mere uklart som for eksempel i afhøring af voldtægtsofre.

- Formålet med en afhøring er altid at få relevante detaljer for at afdække sandheden bedst muligt. Derfor må man vise forståelse og behandle de afhørte, så de ønsker at samarbejde, fortæller Kristina Kepinska Jakobsen. 

Lukkede og ledende spørgsmål

Den danske psykolog har tidligere været tilknyttet Rigspolitiet og det daværende Politiets Videnscenter herhjemme i perioden 2004 til 2012.

Her lavede hun blandt andet to undersøgelser af dansk politis afhøringspraksis. I den første fra 2007 analyserede hun, hvordan vidner og forurettede blev afhørt. I den anden fra 2010 drejede det sig om afhøring af sigtede personer.

Af hendes forskning fremgik det, at danske politifolk næsten udelukkende stillede lukkede og ledende spørgsmål og også begik elementære fejl.

Eksempelvis som i nedenstående eksempel fra undersøgelsen, hvor et vidne afhøres. Det er, ifølge forskeren, et klassisk eksempel på, at afhøreren har en mistænkt, som han gerne vil have vidnet til at pege i retning af, og derfor også dirigerer vidnet derhen. Dette sker ubevidst fra afhørerens side og i mangel af bedre spørgeteknikker:

Afhøreren: ”Nu prøver vi at beskrive ham 2. g´eren først… du siger… kan du sige noget om, hvor han kom fra?”

Vidne: ”Altså nej, overhovedet ikke… jeg lagde ikke mærke til ham… det, jeg lagde mærke til, var…”

Afhører (afbryder): ”Ja, det, jeg tænker på, er, om du kan se, om han var araber?”

Vidne afbryder: ”Han var ikke araber…”

Afhører: ”Eller pakistaner… tyrker…?”

Vidne: ”Nærmere.”

Afhører: ”Tyrker?”

Vidne. ”Ja, nærmere tyrker…”

Afhører: ”Tyrker…pakistaner?”

Vidne: ”Ja altså, det var ikke sådan somaliagtigt overhovedet.”

Afhører: ”Det var det ikke”

Vidne: ”Nej… det kunne godt være tyrker, ja.” 

Problematisk tilgang

Ifølge Kristina Kepinska Jakobsen er der flere problematiske ting ved ovennævnte afhøring og netop en årsag til, at kontinuerligt fokus på og evaluering af afhøringsteknik er så vigtig:

- Afhøreren foreslår noget, som vidnet ikke selv har nævnt, og nævner muligheden for, at personen er araber, tyrker eller pakistaner. Vidnet burde i stedet opfordres til at beskrive personen. Under en sådan beskrivelse ville han måske komme ind på nationalitet. Hvis vidnet ikke nævner noget om den pågældendes nationalitet, kunne der stilles et åbent formuleret spørgsmål som: ”Hvad kan du sige om hans nationalitet?”, fortæller hun.

- Vidnet ender med at beslutte sig for, at han lignede en tyrker, men startede faktisk med at sige, at han ikke kan sige noget om nationalitet, da han ikke lagde mærke til ham (indvandreren), men lagde mærke til en anden person. Et tredje problem ved fremgangsmåden er, at det ikke afklares, hvad vidnet bygger sin antagelse på, at der var tale om en tyrker. Han ved ikke, hvorvidt personen er tyrker, men synes, han ligner en tyrker, og hvad er det, der gør, at han netop ligner en tyrker og ikke en araber eller pakistaner? I afhøringsrapporten står der ”tyrker”, men ikke noget om hvordan vidnet kom frem til dette. Og det er problematisk, da jeg mener, der i høj grad kan stilles spørgsmål til, hvor pålidelig denne information er, fortsætter hun. 

Forskning er et krav i Norge

Kristina Kepinska Jakobsens undersøgelse fra 2010 vakte mildt sagt ikke begejstring hos Politiskolens daværende ledelse. Og heller ikke i toppen af dansk politi. Hun fik mere eller mindre forbud mod at udtale sig offentligt om resultaterne.

Senere blev hun flyttet fra undervisningen i psykologi og afhøring til at undervise i områder, hun ikke havde uddannelse til. I 2012 blev hun så headhuntet til den norske politihøjskole.

Senere har dansk politi dog sat nyt fokus på udviklingen af og undervisningen i afhøring. I den forbindelse er en stor del af undersøgelserne fra dengang blevet brugt som baggrundsmateriale, dog uden at den danske psykolog blev spurgt officielt.

I Norge er tilgangen til forskning inden for politiet dog en anden. Det er faktisk et krav, at der forskes på den norske politihøjskole, samt at forskerne blander sig i debatten.

Således er det også den norske politihøjskole, som finansierer psykologens ph.d.-afhandling. 

Håber på dansk åbenhed

Kristina Kepinska Jakobsen vil dog ikke kommentere på forløbet dengang i Danmark, men kun på, at fokus på afhøring og afhøringsteknikker er utroligt vigtigt for et velfungerende og professionelt politi. Afhøring og afhøringsteknikker er ellers let at nedprioritere i forhold til den meget synlige, operative del af politiarbejdet.

- Jeg har indtryk af, at man har bevæget sig i Danmark og fået sat langt større fokus på afhøring. Det er godt. Desværre er det næsten umuligt at finde beskrivelser af, hvad den danske SAKA-model indeholder. Så den er svær at evaluere udefra eller at vide, i hvilket omfang den bliver brugt og evalueret, siger hun.

Hun håber dog, at lukketheden omkring forskning og vidensdeling er blevet blødt op i dansk politi i forhold til tidligere.

- Min undersøgelse dengang var præget af, at jeg ikke havde fri adgang til at overvære afhøringer, men kun måtte ovevære afhøringer, jeg blev inviteret til. Dette var ofte politifolk, som var åbne omkring deres afhøringspraksis. Men der var også afhøringer, jeg blev udelukket fra. Så mit gæt er, at billedet havde set anderledes ud, hvis jeg havde overværet et tilfældigt udvalg af afhøringer. Og nok ikke til det bedre, fortæller hun. 

Filmmyter om afhøring

Ifølge Kristina Kepinska Jakobsen er det nemlig vigtigt med åbenhed, også når det handler om at aflive gængse myter på området. Det gælder også inden for brug af afhøringsteknikker.

- I Danmark har jeg hørt meget om myten om lange afhøringer, hvor politimanden bliver ”bedste venner” eller ”kommer ind under huden” på den sigtede og på den måde får sigtede til at fortælle alt. Eller at nogle efterforskere har særlige evner, så de kan få alle til at bryde sammen og tilstå. Myter vi også kender fra film. Men disse manipulerende teknikker er farlige og kan lede til justitsfejl. Desuden viser forskningen, at den tilståelsesbaserede tilgang er mindre effektiv end den informations-indhentende tilgang, fortæller psykologen.

Det er faktisk foruroligende,  hvor hurtigt man kan påvirke, siger hun og henviser til et interview, hun engang havde med en mand, der i et par dage var sigtet for – og i medierne udpeget som gerningsmanden bag – en grov forbrydelse.

- Han fortalte bagefter, at han faktisk efter få dage begyndte at tro på, at det var ham, fordi afhøreren var så overbevist om hans skyld. Til trods for, at han var helt uskyldig, og at man fandt den rigtige gerningsmand kort efter. Det siger noget om faren ved ikke at være skarp på netop afhøringsteknikker og objektivitetsprincippet, fortæller Kristina Kepinska Jakobsen.