facebook twitter

Østjyllands Politi vil knække kurven gennem de unge

Kriminaliteten i cyberspace er på himmelflugt. Med et nyt digitalt tryghedskoncept, udviklet til ungdomsuddannelserne, forsøger Østjyllands Politi at få knækket den kurve. Det er nemlig de unge, der hyppigst er ofre for digital kriminalitet. De unge deltager blandt andet i en interaktiv quiz om alt fra billedeling til sikre passwords, når Østjyllands Politi er på besøg, og quizformen har vist sig at være en god måde at få de unges opmærksomhed på. Foto: Østjyllands Politi
Kriminaliteten i cyberspace er på himmelflugt. I et forsøg på at knække kurven tager Østjyllands Politi nu specifikt fat i de unge for at ruste dem bedre mod nettets faldgruber. Det er nemlig de unge, der hyppigst er ofre for digital kriminalitet. Blandt andet fordi de er storforbrugere af nettes muligheder, men også fordi de enten er for uoplyste eller for uforsigtige.
  7/12-2018

Hvordan når man igennem med et præventivt budskab til unge mellem 15 og 19 år?

Pegefingre og advarsler plejer at være den direkte vej til et fjernt blik og lukkede øregange. Derfor måtte Østjyllands Politi tænke nye tanker, da de skulle støbe fundamentet til et forebyggende, digitalt tryghedskoncept, som de har turneret rundt med i løbet af efteråret på forskellige østjyske uddannelsesinstitutioner.

- Forebyggelsesmedarbejdere, efterforskere, kredsens it-ingeniør samt udviklings- og kommunikationskonsulenter satte sig sammen og brainstormede på emner, der har relevans for de unge. Ligesom vi skulle finde frem til en form, som kunne fænge dem. På den måde kom vi frem til, at vi ville gennemføre en interaktiv quiz med brug af nogle klikker-fjernbetjeninger, fortæller Daniel Stefansson, der er seniorkonsulent i Sektionen for Kommunikation og Udvikling i Østjyllands Politi.

Helt konkret skal de unge besvare spørgsmål om forskellige emner, der relaterer sig til digital kriminalitet. Det kan være alt fra, om man må dele nøgenbilleder med sin kæreste, når begge parter er under 18 år? Til en debat om sikre passwords. Hvad skal der til, og hvor er det vigtigst at have stærke passwords – på Facebookkontoen, til netbanken eller mailkontoen?

De unge svarer ved hjælp af en klikker, som fungerer som en fjernbetjening, og svarene vises på en storskærm. Ud fra svarene er der grobund for en god debat og en mulighed for at rydde eventuelle misforståelser af vejen. 

Viden og værktøjer

I efterårets testperiode har seks uddannelsesinstitutioner og cirka 1.200 unge haft besøg af et team fra Østjyllands Politi, der består af forebyggelsesbetjente, efterforskere fra Sektionen for Økonomisk Kriminalitet og it-ingeniøren fra NC3, der er tilknyttet kredsen. Politikommissær Lau Birk Kristensen, der er leder af Sektionen for Økonomisk Kriminalitet i Østjyllands Politi er del af det udfarende team.

- Formålet er helt overordnet, at vi gerne vil knække kurven. Vi oplever en voldsom stigning inden for kriminalitet på nettet – både lokalt og landsdækkende. Vi vil gerne forebygge, at kriminaliteten overhovedet finder sted, og derfor skal de unge, der især er i risikogruppen, have en viden og nogle værktøjer, som kan hjælpe dem med at gennemskue det bedrageri, der finder sted. På den måde får de en mere kritisk og velovervejet tilgang til at færdes på nettet og kan bedre styre uden om de faldgruber, de støder ind i, siger han.

Lau Birk Kristensen var spændt på, om konceptet med et oplæg på fem kvarter og en interaktiv quiz ville kunne holde de unges opmærksomhed fanget.

- Men det lykkedes. Jeg tror, det skyldes, at emnet er relevant for dem. Mange kender nogle, der har været udsat for digital kriminalitet – eksempelvis fået misbrugt et betalingskort. Jeg fortæller desuden om nogle af de sager, som har været efterforsket i Sektionen for Økonomisk Kriminalitet, og det er med til at gøre emnet meget konkret, siger Lau Birk Kristensen. 

Tager større chancer

Politiassistent Tim Johansen fra Forebyggelsessektionen i Østjyllands Politi har også været med ude på de østjyske uddannelsesinstitutioner for at oplyse de unge om de potentielle farer på nettet. Især hvis man ikke lige bruger tid til at tænke sig om:

- Vores erfaring er, at de unge tager nogle større chancer på nettet end den lidt ældre generation – eksempelvis i forbindelse med køb og salg. Hvis de øjner en god mulighed for at spare nogle penge, får de ikke altid stoppet op og tænkt over, om tilbuddet måske er for godt til at være sandt. Det kunne jo være en falsk hjemmeside, de besøgte, eller en hælervare, de købte, fortæller han. 

Etik og god adfærd

Kriminalitetsformer på nettet er mangfoldige. Lige fra identitetstyveri, hacking, phishing, grooming, afluring og misbrug af pinkoder til ulovlig deling af billeder. Sidstnævnte er ikke mindst blevet aktuelt at informere de unge om efter den såkaldte Umbrella-sag for knapt et år siden, hvor over 1.000 unge blev sigtet for besiddelse og deling af børnepornografisk materiale.

- Mange unge tager det som en selvfølge at tage et billede og sende det videre. De er ikke nødvendigvis klar over, at det i visse tilfælde kan være ulovligt og kan ramme dem hårdt. Men vi er ikke kun ude ”for at slå dem oven i hovedet” med lovgivningen. Vi kommer også for at tale med dem om god adfærd på nettet – altså etik og moral, og at man skal huske at tænke sig om og behandle hinanden ordentligt på nettet, siger Tim Johansen.

Det østjyske pilotprojekt er netop blevet evalueret lokalt hos Østjyllands Politi, og konklusionen er, at der er en række perspektiver i at udbrede konceptet til andre målgrupper, for eksempel i forhold til ældre medborgere og forældresegmentet.

- Planen er, at vi i 2019 fortsat vil prioritere at bruge ressourcer på denne tryghedsindsats, som kan ses som et godt supplement til borgermøder, hvor vi også løbende er i dialog med borgerne om digital tryghed, siger seniorkonsulent Daniel Stefansson.