facebook twitter

Åbenhed vs. Åbenmundethed

Hvor er skellet mellem at være et åbent og tilgængeligt politi, der brander sit gode arbejde og at være så åbenmundet, at politiet scorer selvmål eller unødigt ribber op i sårene hos de pårørende til såvel offer som gerningsmand?
Hvor går grænsen mellem at vise politiets arbejde og metoder frem og at afsløre ”fabrikshemmeligheder”? Hvor er skellet mellem at være et åbent og tilgængeligt politi, der brander sit gode arbejde og at være så åbenmundet, at politiet scorer selvmål eller unødigt ribber op i sårene hos de pårørende til såvel offer som gerningsmand? DANSK POLITI har spurgt en række forlag og forfattere til bøger om politiets virke om, hvilke tanker de har gjort sig om balancegangen.
  10/12-2018

Danskerne er vilde med bøger, dramaserier og dokumentarserier på tv, der lader dem komme med ind bag politiets kulisser.

De er med på bagsædet, når patruljebilen rykker ud med blå blink.

De sluger bøgerne fra tidligere eller nuværende efterforskere, der detaljeret går bag om større, danske kriminalsager.

De sidder klinet til de sociale medier, når større politiaktioner finder sted, og tørster efter hurtige forklaringer fra myndighederne.

Det er i denne virkelighed, at politiet agerer. Vi lever i en tid, hvor efterspørgslen efter viden om politiets arbejde og resultater er enorm, og hvor det meste kan læses i medierne eller googles.

Men hvor går grænsen mellem at vise politiarbejde og metoder frem og at afsløre mere end, hvad godt er?

Hvor er skellet mellem at være et åbent og tilgængeligt politi, der brander sit gode arbejde og at være så åbenmundet, at politiet scorer selvmål?

For eksempel ved at afsløre efterforskningsmetoder og tankesæt, som kan give de kriminelle et forspring. Og hvad med hensynet til ofre, pårørende og gerningsmænd? Er det okay at ribbe op i samtidens tragiske hændelser, at beskrive dem helt ned i detaljer i bedste sendetid eller på skrift, når de efterladte skal konfronteres med det? 

En hårdere linje?

Der er selvfølgelig en juridisk grænse, som skal overholdes.

Tavshedspligten, som påhviler personer, der arbejder i offentlig tjeneste. En tavshedspligt, der ovenikøbet kan være skærpet, hvis man arbejder med efterretningsoplysninger. Til januar afgøres det i Københavns Byret, om den tidligere PET-chef, Jakob Scharf, trådte over den grænse og delte fortrolige oplysninger i bogen ”Syv år for PET” fra 2016.

Måske har der i kølvandet på den sag dannet sig en hårdere linje over for politifolk og andre med ”insiderviden”, som skriver bøger, artikler med videre om politiets gøren og laden?

Med tre års forsinkelse er en kriminalassistent fra Københavns Vestegns Politi, Finn Månsson, i hvert fald kommet i fedtefadet hos Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), fordi han tilbage i 2015 i årbogen Nordisk Kriminalreportage skrev en 27-siders detaljeret artikel om et forpurret terrorangreb i 2010 mod JP/Politikens Hus i København. En artikel, der i øvrigt var godkendt af ledelsen.

Men også drabschef i Københavns Politi, Jens Møller Jensen, der for nyligt udgav bogen ”Opklaret – drabschefens erindringer” er blevet anmeldt til DUP’en af sin egen ledelse, fordi den vil have undersøgt, hvorvidt drabschefen har været for åbenmundet i forhold til lovgivningen.

Tydeligere retningslinjer

En hårdere linje eller mere rysten i bukserne hos ledelserne? Resultatet er under alle omstændigheder, at forlaget bag Dansk Kriminalreportage har kastet håndklædet i ringen og opgiver fremadrettet at udgive flere årgange af årbogen. Det er blevet for besværligt – også at få politifolkene til at skrive om sagerne. De tør ikke, lyder meldingen.

I Rigspolitiet er man nu gået i gang med at få tydeliggjort retningslinjerne for, hvad man må og ikke må, når man offentliggør oplysninger om politiets arbejde.

DANSK POLITI har spurgt en række forfattere og nogle forlag om, hvilke overvejelser de gjorde sig, inden de inviterede læserne med om bag kulisserne til politiets og anklagemyndighedens arbejde. 

Læs deres svar her.