facebook twitter

Historisk: 32-årig tiltalt for falsk anklage mod to politifolk

For første gang i nyere tid er en borger blevet tiltalt for at have indsendt en falsk anklage mod politiet. En sag, der ifølge Politiforbundet kan være et skridt på vejen for at bekæmpe falske anmeldelser.
  17/8-2018

En 32-årig mand er blevet tiltalt for en falsk anklage mod to politifolk. Så vidt det vides, er det første gang i Danmark, at anklagemyndigheden vælger at rejse en sådan sag. Ifølge forbundssekretær Jan Hempel, kan det have en stor betydning for danske politifolk:

- Rent menneskeligt og mentalt er det hårdt at blive anklaget for en strafbar handling, som man ikke har begået. Derfor håber jeg, at den aktuelle sag kan bruges som løftestang til at bekæmpe falske anmeldelser mod politifolk i fremtiden, da tiltalen viser, at det kan få konsekvenser, siger han.

De to politifolk har anmeldt den 32-årige, efter de har fået medhold fra Den Uafhængige Politianklagemyndighed (DUP) i, at de ikke har handlet uhensigtsmæssigt under en arrestation af manden, som har klaget over dem til DUP.

Det er så vidt vides første gang, at der bliver rejst en sag mod en borger, der har anmeldt politiet.

Ofte vurderer anklagemyndigheden, at man ikke vil rejse en straffesag. Også selvom DUP har vurderet, at politiet ikke har handlet forkert i situationen, siger han.

Konsekvenser for falske anmeldelser

Den nu tiltalte 32-årige mand har først og fremmest anklaget polititjenestemændene for vold og uretmæssig anvendelse af peberspray under anholdelsen. Han har senere tilføjet til klagen, at politifolkene har skrevet en usand politirapport, hvori volden ikke fremgår. DUP har ikke give ham medhold i nogen af anklagerne.

Det er ikke usædvanligt, at politifolk efterfølgende anmelder en borger for falsk klagesag, men det er derimod hidtil uset, at der bliver rejst sigtelse.
- I denne sag har politikredsen vurderet, at både anklager om vold og særligt anklagen om falsk politirapport vil være nok til at føre sagen videre. Det er første gang, vi oplever det, siger Jan Hempel fra Politiforbundet.

Episoden, der skete tilbage i august 2016, bunder i en anholdelse af den 32-årige ved McDonalds i Nykøbing Falster. Her blev manden anholdt uden for fastfoodkæden, da han ifølge de to betjente var meget ophidset og aggressiv. De anvendte peberspray mod manden under anholdelsen. AF DUP´s afgørelse fremgår det, at dette er blevet gjort efter forskrifterne.

Anmeldelsen af de to politibetjente kan ende med en dom til den 32-årige mand, og det er ifølge Jan Hempel godt, at det kan have betydning, at man indgiver en falsk anmeldelse:

- At anklagemyndigheden forfølger sagen betyder, at der nu endelig åbnes op for, at det kan få konsekvenser, hvis en borger bevidst og i strid med sandheden anmelder politifolk, siger han. 

Sagen skal føres i retten i Nykøbing Falster, og den tiltalte mand nægter sig skyldig. Der er ikke fastsat dato for retsmødet.