facebook twitter
BLOG

Måltal - med mere mening og mindre kvantitet

"2018 er det rent faktisk hensigten at måltal skal give mening"

Læs blog

OK18 – Et opgør med Moderniseringsstyrelsen

Mens vi venter på forligsen.....OK18 lignede en lige vej mod reallønstigninger og med små sværdslag. Men da Moderniseringsstyrelsen uventet kastede frokostpausen ind i ringen kort før jul ændrede forløbet sig mod nyt og ukendt land. Forhandlingerne er blevet toppen af et isbjerg, hvor årelange frustrationer over konkurrencestat og NPM ulmer nedenunder. Det har hjulpet fagbevægelsen til at få fælles luft under vingerne.....
  13/4-2018

(Artikel fra DANSK POLITI nr. 2)

Lørdag den 14. april mødes forhandlerne på statens område, CFU, hos forligskvinden.

Det er to dage efter, at denne tekst, sammen med resten af bladet, lander i trykken.

Udviklingen i forhold til OK18 kan nå at have slået adskillige kolbøtter, inden fagbladet via PostNord når ud i postkassen.

Således et øjebliksbillede på de forhandlinger, der ser ud til at have givet den faglige kamp en luft under vingerne, som ikke er set i mange år.

I dag tilsat sociale medier som en direkte pipeline, der skal holde medlemmerne varme, engagerede og bringe følelserne i kog. Facebook og Instagram har fungeret som gasblus under hundrede af tusinder medlemmer i et forhandlingsspil, hvor alt er trukket ud og i langdrag.

Dertil kommer gamle og afprøvede værktøjer fra fagforeningernes historie: Aktioner, demonstrationer, uddeling af flyers, debatter og taler.

Historien om OK18 er faktisk langt hen ad vejen, at det er lykkedes at holde samling og fælles fodslag i en medlemsskare, som tæller alt fra politifolk til læger, lærere, sygeplejersker, socialrådgivere, magistre og ja, ligefrem djøffere.

Det er endda lykkedes at fastholde – så vidt – en musketer-ed, hvor lærernes ultimative krav til en arbejdstidsaftale er blevet en fælles streg i sandet.


Polititjenestemænd må ikke strejke. Men overenskomstansatte i politiet må godt - således er mere end 100 politikadetter udtaget til at strejke i tilfælde af lockout, dertil kommer 39 civile køreprøvesagkyndige, 70 ATK-måleoperatører og 10 fingeraftrykseksperter.

Som en naturkatastrofe

Optakten til OK18 begyndte allerede i efteråret 2017. På det tidspunkt var der ingen, som forudså den hårdknude og optrapning, som har præget vinter og forår.

Der var ingen, som forudså, at Danmark ville stå på randen af den største konflikt i mere end 100 år og en risiko for, at samfundet lukker ned på nødblus.

Det stod først klart i marts, da stat, KL og regioner hver for sig mødte forhandlingsfællesskabernes begrænsede konfliktvarsler med et omfattende varsel om lockout. Oprindelig fastsat til konflikt fra den 4. april og lockout fra den 10. april.

Lockoutvarslet var så massivt, at alt fra togdrift til grænsekontrol, hospitaler, skoler og sågar konfirmationer ville blive ramt. Så massivt, at det et eller andet sted virkede utænkeligt i det 21. århundredes velsmurte højhastighedssamfund. Lidt som en naturkatastrofe.

Konflikt og lockout blev dog rykket af forligskvinden, som i skrivende stund forhandler med parterne op mod en deadline, som ligger en lille uge ude i fremtiden.

Ukendt land

Men tilbage til optakten. For hvor gik det galt?

Alle havde som bekendt regnet med, at OK18 nok ville betyde jungletrommer og sværdslag, særligt omkring lærernes arbejdstid, men heller ikke mere.

De faglige organisationer havde skelet til de private overenskomster og noteret sig stigninger på godt syv procent, og forventningen var, at samme nabolag ville gå nogenlunde glat igennem. Altså en ramme med reelle lønstigninger som hovedkrav. Regeringen havde selv aflyst finanskrisen, og bundlinjen på nationalregnskabet struttede af overskud og lav arbejdsløshed.

Der var klare signaler om råderum til lønstigninger.

Eller rettere, det var forventningen indtil november. Sådan lyder det fra kilder med erfaringer fra de mange overenskomster på statens område.

Kort før jul kastede Moderniseringsstyrelsen nemlig et uventet kutyme-forslag ind i ringen omkring spisepausen hos en række offentligt ansatte.

Det var uventet, uforudset og blev opfattet næsten som en kniv i ryggen på mange. Herfra ændrede forhandlingerne form til noget, som ikke er prøvet før. Til et ukendt land, hvor tiltroen til modparten og uskrevne regler langsomt fordampede.

Ikke mindst, da der kort efter blev fremvist papirer fra Moderniseringsstyrelsen med regnestykker, som de faglige organisationer ikke kunne anerkende, og som blev opfattet som talmagi og et slag under bæltestedet.

Regnestykkerne skulle illustrere, at de offentligt ansatte faktisk stod i gæld fra tidligere overenskomster, og derfor ikke var berettiget til en ramme som forventet.

Fra det øjeblik ændrede OK18 karakter og voksede til den faglige kamp, der siden har præget forhandlingsklimaet og debatten.

 
Stærke reaktioner på arbejdsgivernes ageren. Ovestående citat er fra Politiforbundets formand efter, at Sophie Løhde havde varslet lockout i starten af marts. 
 

Opgør mod Moderniseringsstyrelsen

I virkeligheden er forhandlingerne blevet til et opgør mod den Moderniseringsstyrelse, som Bjarne Corydon i sin tid skabte, og som af faglige organisationer opleves som arrogant og historieløs. I Politiforbundet klandrer man eksempelvis samme styrelse for at trække alle processer i langdrag, eksempelvis forhandlingerne omkring politikadetternes overenskomst, som tog næsten 10 måneder og først faldt på plads, efter de første kadetter var uddannede, og – forlyder det – at politikerne havde blandet sig og sat styrelsen på plads.

Hertil kommer, at den nytiltrådte innovationsminister, Sophie Løhde, som står i spidsen for forhandlingerne på statens område, er blevet betragtet som Moderniseringsstyrelsens forlængede arm og talerør.

OK18 blev altså til meget mere end en aftaleforhandling, den stak pludselig dybt ned i de senere års frustrationer over Moderniseringsstyrelsens ageren og rolle i forhold til de offentlige arbejdspladser og vilkår. Ja, helt ned i den ulmende bund af frustrationer over konkurrencestat og New Public Management.

Derfor har mange faglige organisationer kaldt det et afgørende slag om den danske model. Truslen om, at Moderniseringsstyrelsen ville få sidste ord i form af et regeringsindgreb. At det ligefrem var en strategi, der gik som en rød tråd fra Sophie Løhde og over til KL’s chefforhandler Michael Ziegler.

Derfor har det også været så relativt let at engagere medlemmer og borgere. Utilfredsheden med styringen af den offentlige sektor har ulmet længe og nærmer sig ind imellem raseri. Den stikker dybt i forhold til mange af de 800.000 offentligt ansatte, som ofte føler sig kørt over af et system, der har mistet forbindelsen til de faktiske forhold ude på hospitalerne, i institutionerne og på politistationerne.

Dér står vi så. Med lys der brænder til langt ud på natten i forligsinstitutionen, med faglige organisationer, som har fået nyt liv og optændte medlemmer, som taler om skulder-ved-skulder og fælles løsninger i en tidsalder, der ellers er præget af individualitet og fokus på mig, mig og mig.

I den forstand er OK18 en mulig skillevej og startskud til faglig klamp.

Meget afhænger af de næste uger.